Kom til håndboldbrag i Lynghallen lørdag kl. 16.00

Foto: René Lind Gammelmark

Lørdag kl. 16.00 spiller GGIF’s 1. divisions håndboldherrer kamp i Lynghallen.

Der er spillet tre runder i herrernes 1. division og GGIF lagde i sæsonpremieren ud med at slå oprykningsfavoritterne fra HC Midtjylland. Det fulgte vi op med en komfortabel sejr ude mod HEI. Den fine sæsonstart blev desværre ikke fulgt op af en sejr imod Ajax København i Bavnehøjhallen, selvom chancen var der indtil sidste sekund. Herrerne har med de tre første kampe vist, at de har lagt lag på deres spil fra forrige sæson, og det syner, at vi går en stor sæson i møde. GGIF har haft et vanskeligt startprogram, hvor HC Midtjylland og Ajax må regnes som nogle af favoritterne til topplaceringerne i 1. division, og denne lørdags modstander er ingen undtagelse – tværtimod! 

Vores spillere tager imod HØJ Elite hvor Bo Spellerberg, Søren Haagen, Frank Mikkelsen og Morten Slundt er nogle af navnene på holdkortet. Vores modstandere tog fra Grindsted, med et mærkbart nederlag i rygsækken, i forrige sæson, og vores herrer har tænkt sig at gentage succesen fra sidst.
 

HØJ er dog ikke blevet en nemmere modstander, da de har oprustet på stregpositionen og mellem stængerne, så spillerne har brug for al den opbakning, som Lynghallen kan trække. Vi håber derfor meget på at se jer lørdag i Lynghallen, hvor drengene løber på banen til et brag af en håndboldkamp. Vi garanterer, at der bliver kæmpet for en sejr, og så håber vi på, at I vil tage del i stemningen, der vil blive anført af vores tilhængere fra Grindsted Blue Army skriver GGIF.

Foto: René Lind Gammelmark