43 årig mand fra Billund er idømt 3 måneder fængsel for at drive ulovlig piratside

Foto: PIxabay.com

Retten i Kolding har i dag idømt en 43-årig mand tre måneders fængsel for at stå bag den ulovlige fildelingstjeneste asgrd.org, hvorfra der er blevet delt tusindvis af film og tv-serier. Det er anden fængselsdom i et sagskompleks, hvor en 50-årig mand i sommeren 2021 blev idømt fire måneders fængsel for sin rolle i fildelingstjenesten skriver Anklagemyndigheden i en pressemeddelelse.

Mayland 2025 banner

En 43-årig familiefar fra Billund er ved Retten i Kolding idømt tre måneders fængsel for at have deltaget i at gøre tusindvis af film, tv-serier, musik, tegneserier og lydbøger ulovligt tilgængelige for tusindvis af brugere.

Manden tilhørte fildelingstjenestens ejerkreds, og han var samtidig en af bagmændene bag tjenesten. I den forbindelse stod han for opsætning og installation af serveren, ligesom han løbende bistod med kodning af forskellige funktioner til hjemmesiden. Hjemmesiden havde op mod 23.000 brugere, og der blev via siden delt op mod 15.000 ophavsretligt beskyttede værker.

»Det er tilfredsstillende, at vi med dommen i dag får stillet endnu en bagmand til ansvar for sine handlinger – denne gang den it-kyndige koder af fildelingstjenesten,« siger Christian Raaholt Hahn, der er anklagerfuldmægtig hos National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK).  

Dommen i dag er den anden i sagskomplekset. Den 15. juni 2021 blev en af hovedmændene idømt fire måneders fængsel ved Retten i Odense. Yderligere fem medgerningsmænd i sagen skal for retten i løbet af 2022.  

Sagen begyndte da RettighedsAlliancen i oktober 2020 anmeldte internetsiden asgrd.org til politiet. RettighedsAlliancen havde konstateret, at der blev delt en række ulovlige kopier af danske film og serier fra siden med tjenesten. Blandt dem var den aktuelle danske film ”Druk” delt flere tusinde gange.

 

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK)
Sagen er ført for retten af National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK).

NSK har blandt andet til formål at bekæmpe kompleks organiseret kriminalitet og økonomisk kriminalitet. Etableringen af den nye enhed betyder derfor, at opgaver fra en række tidligere enheder i politiet og anklagemyndigheden er forankret her. Det drejer sig om opgaver, der tidligere var forankret hos Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, de to regionale efterforskningsfællesskaber i henholdsvis Øst- og Vestdanmark, Grænsecenter Øresund og det Landsdækkende Center for It-relateret økonomisk Kriminalitet. Derudover er store dele af de opgaver, der tidligere blev løst i Rigspolitiets Politiområde, overført til NSK, herunder opgaver forankret i National Kriminalteknisk Center og National Cyber Crime Center (NC3).

Mayland 2025 banner