Af Kai Bayer
Jørgen Selmers julehistorie – sendt på Lokalradio Grindsted den 19. december 1987
Tredje del:
Det gik alt sammen rimelig godt indtil lillejuleaften.
På det tidspunkt var børnene nået frem til området mellem Hoven og Grindsted, og så begyndte det at sne. Ganske langsomt begyndte også frosten at tage til og hen på eftermiddagen, da stod himmel og jord i et. Heldigvis så vidste Kirsten, at et sted i nærheden skulle Urup ligge. Og så var det bare at gå i den retning, for der vidste hun, at der lå en gård, hvor de nok ville blive godt modtaget.
Men undervejs skete der det uheldige, at den yngste pige, Mette Katrine, hun faldt ned i en mosegrav. Kirsten fik hende med besvær helt op og tørret det værste af mudderet bort med nogle lyngkviste. Den anden lillesøster græd nu af kulde og sult. Og de var snart helt modløse.
De spiste det sidste af det mad, som de havde med fra gården og arbejdede sig videre gennem sneen. ”Kan I se lyset derhenne,” spurgte Kirsten. Hun kunne faktisk ikke se noget lys, men hun håbede, at kunne give de små lidt håb, så de kunne stavre videre. Og langt om længe, ja så mødte de faktisk lyset, og det var lyset fra Urupgård og efter kort tids forløb så stod de alle sammen inde ved gården.
Kirsten bankede på døren
” Hvem er der” lød det indefra. ”Åh, luk os ind. Vi er vildfarne børn og vi er ved at omkomme af kulde.”” Hvor er I fra?” blev der spurgt. ”Vi er Hans Hedehus’ børn fra Hejnsvig –Vesterhede.” Konen på gården kiggede så ud af vinduet. ” Der er ingen karle hjemme, så jeg tør ikke lukke jer ind” sagde hun. ”Her løber så mange skarnsfolk rundt.”
Man skal huske på, at konen var bange for taterne, der holdt til rundt omkring, og de kunne måske være farlige, hvis man var alene hjemme på gården. Desuden var det et almindeligt benyttet trick at ladebørn gå forrest og lade dem komme ind om natten, så de kunne lukke deres forældre og andre fra flokken ind senere pånatten. Det var klart, at man var bange, hvis man var alene hjemme på gården.
Så pigerne blev afvist- selvom det sneede voldsomt.
Kirsten blev ganske rasende over, at nogen kunne anse hende for at være uærlig, for at være en taterpige, det var nok det, som bondekonen mistænkte hende for at være, og det gav faktisk Kirsten nyt mod, og trodsigt tog hun sine to små søskende ved hånden og stavrede videre uden mål ud over heden.
Nu var det ved at være sent på aftenen og det sneede stadig. Rent tilfældigt opdagede pigerne et lille fårehus, der lå foran dem ude på heden, og her krøb de ind, selvom det ikke ydede særlig godt ly for sneen og for kulden.
De to mindste ville straks til at læge sig til at sove, men Kirsten havde hørt, at det var farligt at lægge sig til sove i kulden. Men trætheden var simpelthen for overvældende, og efter kort tid sov alle 3 piger ind i fårehuset. Og de ville uden tvivl være sovet ind i evigheden, hvis ikke der var foregået noget henne på Urupgård.
Fjerde og sidste del af historien kan du læse på Netavisen Grindsted den 22. december 2023
