Gensyn med Bülows Hjørne: En nostalgisk jul med gutter og godtfolk i Grindsted


Af Louis Bülow – oprindeligt bragt den 26. december 2020

Ved at dykke ned i fortidens historiske annaler møder vi gamle dages skæve eksistenser, gutter og godtfolk, der i deres velkendte slidte mundering frister livet i Grindsted på Torvet, i anlægget og rundt omkring på byens bænke.

Et broget univers af hverdagens skæbnefortællinger. Dém med familien splittet for alle vinde. Dem, der er bukket under for ubønhørlige præstationskrav.

Dem, der ved krise og tiders ugunst er havnet på samfundets skyggeside. Og alle dem, der med nød og næppe klarer sig igennem med en truende social deroute lurende lige om hjørnet.

 

Fattigdom og socialt afsavn er en del af deres hverdag, og de fleste har svært ved at få bare til dagen og vejen

Som ungersvenden, der sidder og drikker sig mod til for at lægge vejen forbi sin bank et stenkast derfra i håb om at blive hjulpet på ret køl.

Han og pigen er økonomisk trængt, har svært ved at holde sammen på tilværelsen og har nu i flere uger levet på nas, hutlet sig igennem, tigget sig frem, småsultet og sovet, hvor der er plads.

Klædt i stiveste puds og endnu med håb og drømme intakte tropper det unge par op ved udlånsskranken, besluttet på at lægge alle kort på bordet og starte på en frisk.

Med en stilig bankmands bemærkning om, at banken ikke er noget socialkontor, og en slet skjult opfordring til at stille sig op i køen på kommunens bistandskontor og søge fattighjælp, ender det unge pars drømme med et blankt afslag, en bristet illusion.

Efter et par velvoksne gibbernakker gør den unge mand et sidste behjertet forsøg i en anden bank men bliver stille lempet ud af bagdøren. Få måneder senere ramler parrets hele liv og tilværelse, da han bliver taget for røveriforsøg og idømt flere års fængsel.

Med den søde juletid for døren har en stille højtidsstemning sænket sig over Torv og hovedstrøg i Grindsted. Blide snefnug drysser gavmildt sit slør over hvidklædte gader og stræder som en fløjlskåbe, der funkler af nyfalden julesne. I det fjerne kimer Hedens Domkirke julen ind.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Julehøjtiden vækker som altid stærke følelser, og gutterne på Torvet lader tanker og minder søge tilbage til svundne tiders juleaften, tilbage til deres kære, til dem, de savner.

Ved deres mosaik af erindringsglimt forundes vi et magisk smugkig ind i deres barndoms glade julehøjtid:

Der sidder den unge Peter, der for nylig er sprunget ud af skabet som homoseksuel – også dengang en modig beslutning at turde stå ved den, man er.

Nærmest jaget på porten af giftige fordomme opsøger han livet i storbyens overhalingsbane, men hjemvé og længsel har nu bragt ham tilbage:

Vi træder med Peter ind i hans barndomshjem, der emmer af uforfalsket julehygge med varm kakao, hjemmebagte boller og Vor Bagers konditorkage med chokoladeglasur og creme. Og dertil småkager, konfekt,  althea bolcher og bismarcksklumper med pebermynte fra Nørregade.

I skumringstimen læses der håndskrevne julekort i stakkevis, bladres i julekataloget fra Daells Varehus og klippes julestads til den store guldmedalje. Flettede hjerter, kræmmerhuse, kogler, trommer og silkepapirsroser i flotte farver skal det blive til.

 Hele familien lytter med på søndagens Giro 413, hvor den gamle gartner med sin dybe, rene stemme planter smil og solskin og sang i alle sind, og den folkekære Ib Schønberg længes efter nye tider med sin Når der kommer en båd med bananer. Alle blanke øjne flyder over, da Victor Cornelius fylder stuen med Violer til mor og Mor er den bedste i verden.

 

Den livskloge troubadour Jens sidder med på Torvet, altid med en revyvise eller to på læben.

Uden rundsave på albuerne skal han blive en af dem, der må give op for 1960’ernes galopperende velfærdsræs og havner i en trist deroute med endestation på skyggesiden:

 Han tager os med tilbage til sit elskede barndomshjem, hvor brændekvaset lystigt knitrer i den glohede jernkakkelovn. En liflig duft af julesul og hjemmebag breder sig fra det gamle køkken, hvor hans mor slider bravt med flæskesteg, medister, fedtegrever, sovs og rødkål.  

 Fra tidlig morgen tryller hun med julekager, kringle og søde sager, og der spares ikke  på hverken glasur, remonce eller strøsukker. Det er Jens, der fylder kagedåser op med finskbrød,  vaniljekranse og pebernødder – og det er ham, der får lov til at slikke skålen med kagedej …

 Mor henter tidens store teknologiske påhit frem fra gemmerne – en nymodens rejsegrammofon, der skal trækkes op med et lille håndsving. Nænsomt får Jens lov til at placere tonearmens stift yderst på pladen, og ridsede pladeriller forvandles til skrattende men dog sprøde toner.

 

Også Æ Murer holder til på Torvet med sin røde nissehue og lune vanter.

Elsket for sin sang og sit dejlige smil. Ordholdende og uden svig står han altid klar til at træde til. Er de unge faret vild i systemet eller sjasens kringelkroge, er det den gamle murer, der hjælper dem ud af suppedasen:

Med Æ Murer er vi med til en juleaften i fordums dage, da familien sætter sig til et julebord pyntet med grankviste: flæskesteg med bjerge af hvide og sukkerbrunede kartofler, duftende rødkål, svesker, asier og varm risengrød med smørklat i midten, mandel og kanel.

 Hen på aftenen slår hans far døren op til den fine stue med det store juletræ, der stråler i al sin pragt med hjemmelavet pynt og julestads, englehår, glimmer og røde og hvide stearinlys. Alt elektrisk lys er slukket, og levende lys spejler sig i ruder og blanke barneblikke – det er endeligt blevet juleaften!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Og der har vi Æ Buen med det sorte hår, den pompøse statur og stoute skikkelse, der med vemod sidder hensunket i tanker med et billede af barnebarnet foran sig.

Han mindes de lykkelige år med glæde og familielykke intakt, hvor han dygtigt drev én af egnens større gårde, indtil krise og tiders ugunst tvang ham til at give op:

 Æ Buen tager os med ud på kælkebakken tæt ved byen en råkold morgenstund med frost og polarkulde som følgesvende, der ubarmhjertigt skærer gennem marv og ben.

 Med vandkæmmet hår stimler små purke sammen med røde næser og tykke vinterstøvler, hjemmestrikkede huer og lune luffer. Mange har flotte kælke med på slæb – her en nymodens slæde med blanke jernmeder, der en rusten én af slagsen og hist en hjemmelavet trækælke.  

 Med sneen fordrives mørket, og med frydefulde hvin og tilråb suser glade børn ned ad den glatte kælkebakke. Kåde barnestemmer fyger gennem den råkolde vinterluft: – af banen, af banen, pas på dernede.

 

Hvor godtfolk ér, kommer godtfolk tíl:

Rulle Vagn med fuldskæg og det lange hår bundet i hestehale, Æ Sømand med tatoveringer og det saftige sprog, kendt for at have en pige i hver en havn, Ejnar Guldgraver med slidt kasket på sned og sjove røverhistorier fra sin tid som tørvegraver i mosen, den forsagte men altid venlige Alfred Lyn, Svend Gummistøvle med sin mundharmonika og den trofaste altmuligmand Stiefel med den kulsorte manke.

Således er vi blevet forundt et kært og nostalgisk gensyn med fortidens gamle kendinge, der dengang strømmede til for at lune sig i en fortættet stemning af julehøjtid, stokroseromantik og Morten Korch-idyl på Torvets bænke …