På Vesterbrogade 1 i Grindsted vil Billund Kommune åbne et nyt hus for kommunens frivillige aktiviteter

Vesterbrogade 1 - Foto: René Lind Gammelmark

På Vesterbrogade 1 i Grindsted åbner et nyt hus, hvor frivillige foreninger kan samles fra den 1. september og sammen tilføre mere liv til Grindsted bymidte. Lokalerne og indretningen er valgt efter en konstruktiv proces med inddragelse af de frivillige, der i dag hører til på Mødestedet

På kommunalbestyrelsens møde den 30. januar blev det besluttet at indgå aftale om køb af lokaler i stueetagen og 1. sal på Vesterbrogade 1 og indrette dem, så kommunens frivillige fremover kan samles i gode rammer. Lokalerne indeholder blandt andet to sale og depotplads i både stueetage og 1. sal samt et motionslokale til de frivillige foreninger.

“I Billund Kommune kan vi noget helt særligt takket være vores stærke sammenhold og frivillige kræfter. De frivillige aktører er vigtige for vores lokalsamfund, og politisk vil vi derfor gerne investere i frivillighed. Vi har derfor besluttet at købe lokalerne på Vesterbrogade, og jeg glæder mig til, at vi kan byde kommunens mange engagerede frivillige velkommen i nye gode rammer,” siger Stephanie Storbank, borgmester i Billund Kommune.

Det nye hus for kommunens frivillige åbner dørene den 1. september 2024, og fra denne dato skal aktiviteterne på Mødestedet ophøre og flytte til det nye hus.

Lokalerne er valgt og indrettet efter en proces, hvor de frivillige, der i dag hører til på Mødestedet, har været inddraget.

”Jeg vil gerne takke alle vores frivillige foreninger for en rigtig god og konstruktiv proces. Jeg glæder mig til, at vi sammen kan bringe mere liv i Grindsted Bymidte ved at tiltrække aktiviteter og borgere til centrum”, siger Ann Charlotte Gaardsvig Vilstrup, formand for Voksenudvalget i Billund Kommune.

Udvalgsformanden henviser til, at Grindsted Bymidte som en ud af i alt 14 byer i Danmark er udvalgt til forsøgsordningen ”Frie Bymidter”, som de kommende fem år fra 2024-2029 skal arbejde med indsatser, der kan skabe mere liv og aktivitet i Grindsted bymidte

 

Vesterbrogade 1 set forfra – Foto: René Lind Gammelmark

Vesterbrogade 1 set fra baggården – Foto: René Lind Gammelmark