Tom Jensen har haft 25-års jubilæum hos Bøjsø Døre og Vinduer

Tom JensenBrian Waldhauer og Tom Jensen - PR-Foto: BØJSØ Døre og Vinduer

Tom Jensen  der bor i Gildbjerg ved Hejnsvig har haft 25-års jubilæum hos Bøjsø Døre og Vinduer

 

Fra barselsvikar til 25-års jubilar

 Tom Jensen har netop rundet sit 25-års jubilæum hos Bøjsø Døre & Vinduer. En milepæl, som Tom Jensen ikke havde regnet med, at han ville kunne fejre hos vinduesproducenten i Vorbasse, da startskuddet for hans karriere hos Bøjsø begyndte med et barselsvikariat i 1999.

Det er aldrig til at vide, hvad et barselsvikariat kan udvikle sig til – i Tom Jensens tilfælde blev det i 1999 hans indgang til et langvarigt job hos vinduesproducenten Bøjsø Døre & Vinduer i Vorbasse. Det var nemlig en arbejdsplads, som han blev så glad for, at han netop har fejret sit 25-års jubilæum der.

– I 1999 blev jeg ansat i et barselsvikariat hos Bøjsø, hvor jeg bearbejder træ til karme og poster på vinduer og døre. Jeg blev hurtigt glad for at være her og håbede derfor også på, at jeg kunne få lov til at blive, når barselsvikariatet engang ville være slut, og de er ikke kommet af med mig endnu, siger Tom Jensen med et glimt i øjet og fortsætter:

– Selvom jeg ikke har nogen formel uddannelse på området, har min glæde ved træarbejde altid drevet mig, og jeg har suget viden til mig i al den tid, jeg har været hos Bøjsø. Det er en stor fornøjelse at bearbejde træet, så det passer perfekt til de færdige produkter.

 

Tom Jensens arbejde er en blanding af teknologi og håndværk, og det er især variationen i projekterne, der holder hans passion for arbejdet intakt:

– En gang imellem er vi inde over ekstraordinære projekter. Det at producere elementer til markante og kendte bygninger udgør et særligt højdepunkt i vores arbejde og er med til at gøre hverdagen alsidig og spændende. Vi har blandt haft privilegiet af at være med til at fremstille elementer til det fornemme hotel Villa Copenhagen, som oprindelig blev bygget som hovedstadens postkontor tilbage i 1912, nævner Tom Jensen stolt.

Den afgørende faktor bag Tom Jensens 25 år lange arbejdsliv hos Bøjsø ligger ikke kun i hans tekniske ekspertise og passion for træarbejde, men også i det stærke fællesskab og den sunde arbejdskultur, som virksomheden aktivt fremmer:

– Arbejdsmiljøet hos Bøjsø er virkelig godt. Jeg har skønne kollegaer, og vi er alle gode til at hjælpe og støtte hinanden. Derfor vil jeg også gerne fejre flere jubilæer her hos Bøjsø, og de er nok nødsaget til at smide mig ud, den dag jeg skal på pension, afslutter Tom Jensen.