Grindsted Handel holdt generalforsamling

Foto: René Lind Gammelmark

Grindsted Handel holdt generalforsamling tirsdag den 23. april 2024 på Hotel Hedemarken i Grindsted

 

Formanden for Grindsted Handel, Jonas Pedersen bød velkommen og fortalte at efter generalforsamlingen, var der fællesspisning. Bagefter spisningen ville en  repræsentant fra Daugaard Pedersen fortælle noget om planerne om Grindsted Retailpark.

 

Generalforsamlingen

Første punkt på generalforsamlingen var at der skulle vælges en dirigent, og bestyrelsen foreslog Nils Rud Aamann, og valget blev godkendt.

Niels Rud Aamann kunne konstatere at generalforsamlingen var lovlig, både med indkaldelsen og i følge vedtægterne.

 

Herefter var det tid til formandens beretning

Jonas Pedersen startede sin beretning med at fortælle at 2023 havde været et travlt år. Grindsted har været en by med gang i. Der er blevet arrangeret meget, og der har heldigvis også været rigtig mange mennesker i byen.

 

Sommergågade og Fredagshygge

2023 var også året hvor Grindsted fik en gågade – en sommergågade. Hen over 12 uger var Borgergade spærret delvist af. Det var en forsøgsordning som Billund Kommune ville teste i forbindelse med projekt frie  . Grindsted Handel bakkede op om forsøget – men fastslog også at der skulle skabes liv og aktiviteter hvis byen skulle lukkes.

I samarbejde med Grindsted Musikforening og Billund Kommune, skabte vi fredagshygge. Fredagshygge var tænkt som et koncept med livemusik på torvet. Det skulle være med til at skabe god stemning hen over 12 uger.  Tanken var at der skulle være hygge-/eller baggrundsmusik til de handlende. Troen var at der måske ville stoppe 25-50 mand op for at høre lidt hyggemusik. Borgerne i Grindsted ville det dog helt anderledes.

Fredagshyggen blev taget forrygende imod, og skabte en god stemning i byen.  Mange borgere snakkede om hvor hyggeligt det var – og der kom flere og flere mennesker for hver fredag. Vejrguderne var også med os,

Ikke en eneste fredag i de 12 uger var der dårligt vejr.

 

Med de mange mennesker og den stigende opbakning kom der også flere udgifter end vi havde forventet fortalte Jonas Pedersen. 

Vi havde sammen med musikforeningen fået tildelt 96.000,- kr. i tilskud til de 12 fredage. De reelle udgifter blev nærmere 180.000,- kr. De ekstra udgifter gjorde at vi i Grindsted Handel måtte spare på andre arrangementer senere på året, herunder juleaktiviteterne.

De mange mennesker i byen, smittede desværre ikke alle steder af på kasseapparaterne i butikkerne.  Restaurationer og Take Away nød dog rigtig godt af de mange mennesker, der skulle have mad efter arrangementerne.

 De store udgifter, sammenholdt med værdien af for butikkerne harmonerede ikke rigtigt. Bestyrelsen synes dog at fredagshyggen gav så meget god stemning og positiv omtale i byen, at vi synes det var synd at droppe det. 

Derfor gik arbejdet i gang med at søge kommunen penge for 2024, og vi fik bevilget 250.000,- kr. til sommeraktiviteter. Pengene skal ikke udelukkende gå til sommermusik på torvet, men til at skabe liv hen over sommeren. Samtidig har Grindsted Handel fået 50.000,- kr. fra GEV puljen. Vi glæder os allerede til 12 forrygende fredage, med forhåbentligt endnu flere mennesker og liv i butikkerne udtalte Jonas Pedersen.

 

 

Grindsted Retailpark.

Den 6. februar 2024 blev bestyrelsen for Grindsted Handel sammen med Billund Handelsforening inviteret til møde på Billund Kommune, i forbindelse med Grindsted Retailpark. Projektet blev ved mødet fremlagt af de to selskaber. De vil bebygge op mod 50.000 kvadratmeter Retailpark på en grund lige uden for Grindsted (v/Brians Renovation. red). 

De fleste gik ind til mødet med en stor portion skepsis, projektet blev fremlagt og vi sad tilbage med mange tanker i hovedet.

Projektet vil uden tvivl komme til at påvirke Grindsted – på den ene eller anden måde konkluderer Jonas Pedersen. Grindsted Handels bestyrelse har valgt at se positivt på projektet. Vi mener at det er positivt at der er kommet to firmaer, der vil være med til at udvikle – og sætte Grindsted på landkortet.  Dermed er ikke sagt at vi ikke er forbeholdne og skeptiske. 

Vi har nogle punkter som vi vil fokusere på – og håber på at kunne være med til at påvirke. Udviklerne vil have butikkerne ned til 500 kvadratmeter, det mener vi er for småt, så bestyrelsen ønsker at butikkerne er mindst 1000 kvadratmeter. Vi mener heller ikke at der skal være dagligvarebutikker i Retailparken. Her ønsker vi at kunderne fortsat skal ind til bymidten og handle i de eksisterende dagligvareområder. Sidst, men ikke mindste skal vi sørge for at kommunen forstår vigtigheden i – at Grindsted Midtby får et løft, inden en eventuel Retailpark åbner.

Vi har ikke tid til at vente på projekt frie bymidter – Grindsted Midtby, torvet og alt det omkring skal stå helt skrap for at vi kan trække kunderne ind i byen for at handle efter et besøg i Retailparken udtalte Jonas Pedersen. 

Bestyrelsen for Grindsted Handel har sendt Billund Kommune en mail vedrørende høring omkring dette. Vi vil fortsat deltage i møder – og bidrage med alt det vi kan og finder relevant.

 

Arrangementer

Ud over fredagshyggen har der være flere arrangementer i løbet af året.

Der er blevet afholdt rigtig mange arrangementer. Nogle skaber en del liv i butikkerne her og nu, mens andre forhåbentligt skaber det på sigt. Fælles for alle – er at de er med til at skabe en by hvor der er liv.

Det er ikke sikkert vi fik direkte gevinst den enkelte fredag af musik på torvet, men det skabte rigtig god stemning. Stemningen er med til at kunderne besøger vores bymidte – og forhåbentligt den ene eller anden dag foretager deres handel.

 

Disse arranger har vi afholdt:

  • Open by night – med bankospil
  • Open by night – med vinsmagning
  • Open by night – med modeshow og streetfood
  • Kræmmermarked 12 gange 
  • Fredagshygge 12 gange
  • En festuge
  • Open by night – med livemusik
  • Open by night – med Hero Run
  • Outletmesse
  • Haloween
  • Black Friday
  • Juletræstænding
  • Juleoptog
  • Jul i Grindsted 
  • Fastelavn
  • Påskelørdag

Rigtig mange gode arrangementer for både børn og voksne. Jonas Pedersen fremhævede Open by night – med modeshow og streetfood. Det var med til at sætte fredagshygge i gang. Der var rigtig mange mennesker. Fælles modeshow med en 200 meter lang rød løber, hvor rigtig mange butikker deltog. Det var fantastisk ! mener Jonas Pedersen.

Juleoptoget skal også fremhæves. Endelig fik vi det stablet på benene igen. Rigtig mange foreninger og privatpersoner havde fanget budskabet, om at være med til at skabe et flot og stort optog.

13 vogne deltog til glæde for mange mennesker. Borgerne virkede til, at de virkelig havde manglet det traditionelle juleoptog. Vi håber og drømmer om at vi i 2024 kan skabe et lige så flot optog.

 

Månedlige bestyrelsesmøder

Bestyrelsen har holdt de månedlige bestyrelsesmøder. Gennem hele året har vi haft mange gode bestyrelsesmøder, hvor vi har vendt rigtig mange ting. Siden offentliggørelsen af Grindsted Retailpark, har dette emne naturligvis fyldt meget.

Vi skal desværre sige farvel til Birthe Krog, der har været vores kasserer. Birthe har fået nyt arbejde, som ikke harmonerer med posten som kasserer. Grindsted Handel vil gerne sige Birthe 1000 tak for indsatsen – og det altid smittende humør.

Grindsted Handel holdt generalforsamling

Birthe Krog fik blomster som tak for hendes tid i bestyrelsen – Foto: René Lind Gammelmark

Samarbejdet med Billund Kommune er blevet bedre

I den seneste beretning, skrev vi at samarbejdet med kommunen var blevet vanskeligere. Det har heldigvis ændret sig, Der er gang i rigtig mange forskellige ting i Grindsted – om end man nogen gange synes at tingene tager tid – virker det til, at mange af tingene går i den rigtige retning vurderer Jonas Pedersen.

 

Sidste år fik vi genforhandlet et tilskud på 175.000,- kr. Vi fik bevilget midler fra to puljer til fredagshygge – et samlet beløb på 96.000,- kr.   Vi fik 20.000,- kr. til jul, og sidst – men ikke mindst har vi fået 250.000,- kr. til sommeraktiviteter i 2024. Alt dette viser at Billund Kommune vil Grindsted – og lytter til os, når vi siger at der skal aktiviteter til at skabe liv.

Det var også positivt at Grindsted Handel sammen med Billund Handelsforening blev inviteret til et formøde, og et opfølgende møde vedrørende en Retailpark. Det var positivt at vi fik beskrevet projektet direkte, frem for at skulle høre om det gennem pressen.  Ronni har også en rigtig god dialog med Billund Kommune, vedrørende alle arrangementer. De lytter til de udfordringer vi har – og forsøger at gøre tingene nemmere. Alt i alt – synes vi at der er gang i mange positive ting. Næste projekt er at få processen til renovering af bymidten speedet op. Vi skal være klar inden Retailpark Grindsted åbner 

 

Hvad kan vi forvente os af 2024:

2024 er allerede startet hektisk. Vi er i gang med mange ting, og forsøger at forberede os til et år med masser af liv og aktivitet. Forhåbentligt et år med god omsætning og glade kunder. Der er ingen tvivl om at den kommende Retailpark vil komme til at fylde meget for os i bestyrelsen. Vi vil selvfølgelig følge med – og komme med alle de input vi finder relevant. Vi ser frem til udvikling, og håber det bedste for Grindsted.

Til sidst vil jeg gerne takke alle der bidrager til at gøre Grindsted til en attraktiv handelsby, vores samarbejdspartnere, foreninger og vores juleudvalg. Ikke mindst en stor tak til resten af bestyrelsen for et godt samarbejde. Vi skylder også Ronni en stor tak for hans indsats. Alle arrangementer og ikke mindst juleoptoget, bliver jo ikke skabt uden hårdt arbejde.

 

Formandens beretning blev godkendt af de tilstedeværende.

 

Regnskab

Birthe Krog fremlagde det reviderede årsregnskab til godkendelse.

Der var ingen indsigelser i forbindelse med regnskabet, der derfor blev godkendt.

 

Budget 2024/2025

Budgettet for det kommende år blev gennemgået, og da der ikke var spørgsmål til dette, blev også dette punkt godkendt.

 

Valg af medlemmer til bestyrelsen

Birthe Krog var på valg, men ønskede ikke at fortsætte da hun havde fået nyt arbejde

Kristian Duedahl ønskede genvalg
Carina Wette Theider ønskede genvalg

Bestyrelsen foreslog at Ronni Sebastian Lade Eriksen skulle afløse Birthe Krog i bestyrelsen.

Generalforsamlingens deltagere blev enige om at Kristian og Carina blev genvalgt, og Ronni blev nyvalgt som kasserer. Da Ronni sender fakturaer for sit eventarbejde for Grindsted Handel, vil formanden i samråd med Revisionsfirmaet få udarbejdet en procedure, så Ronni ikke som kasserer skal godkende og betale sine egne fakturaer.  Jonas Pedersen finder en holdbar løsning.

 

Valg af suppleanter

Kenneth Thomsen – Hotel Hedemarken
Kenneth Sørensen – Kvickly

Generalforsamlingen godkendte valget af suppleanter, ligesom valget af Revisor: Erling Nielsen blev godkendt.

 

Det sidste punkt på dagsordenen var eventuelt, og her var der ikke nogen der havde noget, og dermed var generalforsamlingen slut.