Over 300 tilmeldte til Stafet for livet i Billund Kommune – du kan stadig nå at tilmelde dig

Foto: PR-Foto, Stafet for livet Billund

Over  300 deltagere, 32 fightere og hele 19 hold er allerede klar til den kommende Stafet for Livet og de  24 fantastiske timer i Filskov…

I den første weekend i september bliver der stor aktivitet på Filskov Stadion og i Viadukthallen, når den 5. udgave af Stafet for Livet i Billund Kommune finder sted.

Og der er fortsat god plads på stadion, så man skal endelig ikke holde sig tilbage, man bare tilmelde sig.

Alle sammen er de klar til at deltage i en weekend fyldt med masser af god underholdning fra scenen, og naturligvis som altid at få gået eller løbet en masse runder på de tre ruter, så der kan indsamles flest mulige kroner til Kræftens Bekæmpelse.

Mange af de tilmeldte hold er gengangere fra tidligere år, men vi er rigtig glade for også at kunne byde flere nye hold velkommen til stafetten.

Med den store interesse der har været indtil nu, er vi helt sikre på, at det igen i år bliver en dejlig weekend, hvor alle arbejder med i den fælles kamp mod kræften.

Stafetten bliver i år åbnet af Stafetambassadør tidligere politidirektør Per Larsen, og så fortsættes der ellers med et righoldigt program helt frem til søndag kl. 11 hvor det hele slutter!

Bording Tambourkorps slår takten an til den første runde, hvor det er fighterne der går i front efterfulgt af alle stafetdeltagerne.

Alle fightere inviteres derefter til en lækker frokost, inden der gåes runder eller der nyders et besøg i wellness teltet, hvor der står behandlere klar til at nurse om fighterne.Alle andre betaler for en behandling, som går ubeskåret til Kræftens Bekæmpelse.

God musik og underholdning
Igen i år kan vi byde velkommen til en buket af velvillige mennesker som uden vederlag stille op, for at være med til at fejre livet, give håb og samle penge ind til Kræftens Bekæmpelse. Som altid gælder det, at  uanset hvad man udøver på stafetten, så gør alle det frivilligt.

Musik fra scenen
Eftermiddagens musiske indslag indledes af Ronnie & Friends, og også Esben Horn Risgaard kendt fra Poptalent synger og spiller på stafetten.

Lørdag aften går Jelling Big Bands 20 mands store orkester på scenen med glad swing musik, fed blues, soul og rock.

Brdr. Vips fra Grindsted viser fodbold Freestyle. De er fantastiske med en bold.

Klovnen Karla Kanon gir´ en på opleveren for børn og barnlige sjæle, og Sussie maler ansigtsmaling i festlige farver, og er man til stenmaling så kommer gruppen  Vild med sten fra Brande og er behjælpelige med at kreere flotte sten, og det sker alt sammen i børneteltet.

Søndag byder på morgenstræk ved Carina Ottesen, og Tørring Ultimate viser tricks med en frisbee skriver Stafet for livet Billund i en pressemeddelelse.

 

Se programmet her: