Boligudbuddet udhules med stor hast

Boligudbuddet er siden årsskiftet faldet med 8,2 pct., fordi der sælges mere, end der kommer nyt til salg. Den større mængde tid i husstanden under Corona får flere til at realisere deres boligplaner, vurderer Nybolig.

Boligudbuddet er historisk lavt, og det fortsætter med at falde. Siden årsskiftet er der antallet af nye boliger til salg steget med 37 procent, men samtidig er antallet af solgte boliger steget med 69 pct. Det viser beregninger, som ejendomsmæglerkæden Nybolig har lavet af nye tal fra Boligsiden.dk.

Det øgede salg i årets første 7 uger overstiger antallet af nye boliger til salg i sådan en grad, at det samlede boligudbud er faldet 8,2 pct og nu er nede på 37.645 boliger. Ifølge Peter J. Mattsen, administrerende direktør i Nybolig er det signifikante ændringer, som ikke tidligere er set i starten af et år.

-Corona har vendt op og ned på alt, hvad vi troede om boligmarkedet. Mens det meste af samfundet er i dvale, udmærker boligmarkedet ved historisk høj aktivitet, og derfor har vi også set stigende priser og vil sikkert fortsat gøre det et godt stykke tid endnu, siger Peter J. Mattsen.

Han mener, at den voldsomme aktivitet på boligmarkedet skyldes det forhold, at vi har ekstraordinær meget tid til at fokusere på boligen og træffe grundige beslutninger i husstanden.

-Vi bruger ikke samme mængde tid på transport og fritidsaktiviteter, og vi tilbringer i det hele taget langt mere tid med vores husstandsmedlemmer og derfor bliver der også mere rum for en snak om vores boligsituation. De overvejelser, vi måske har gået med i nogle år, får vi nu tid til at realisere, siger Peter J. Mattsen.

Om boligudbuddet fortsat udhules, afhænger ifølge mæglerdirektøren af flere faktorer.

-Indtil videre tror vi, at udviklingen vil fortsætte, og derfor vil der også blive hård kamp om kunderne for landets ejendomsmæglere, men når vi forhåbentlig snart vender tilbage til hverdagen, som vi kendte den før Corona, vil boligudbuddet formentlig stabilisere sig og stige igen, så der bliver mere at vælge imellem for de mange købere, siger Peter J. Mattsen i en pressemeddelelse fra Nybolig.