Månedens bøger på bibliotekerne i Grindsted og Sdr.Omme

I juni har vi på bibliotekerne i Magion i Grindsted og i Sdr. Omme tre gode bøger klar som månedens bøger.

Løgneren af Martin A. Hansen

Løgneren er et hovedværk i 1900-tallets danske litteratur. Bogen er udformet som en dagbog fra nogle få dage om foråret på den lille ø Sandø, hvor fortælleren Johannes Vig er lærer og degn. Det viser sig dog, at man ikke kan stole på fortælleren – bogen hedder jo Løgneren, og hans navn kan høres som om efternavnet er Svig. Så hjælper det ikke at øen hedder Sand-ø.

Fortælleren vakler mellem sin tilbagetrukne, passive rolle og lysten til at kaste sig ud i livet og kærligheden. Han er både tiltrukket af en helt ung pige og af en moden husmor. På nogle måder er bogen modernistisk, men der er også tråde tilbage til Kierkegaard og Blicher. Den sidstes interesse for jagt og natur går igen, og han kendte også til brug af upålidelige fortællere.  

 

Heksebørnenes mor af Anja Ringgren Lovén

Mange har nok set og hørt om Anja Lovéns beundringsværdige arbejde for udsatte afrikanske børn i tv-udsendelser mm. Sammen med sin nigerianske mand og en masse medarbejdere driver hun et børnehjem for børn, der er udstødt fra deres familie og landsby, fordi de er blevet udpeget som ”heksebørn”, der har kastet forbandelser over mennesker og dyr.

I denne bog fortæller hun også om sit eget liv og sin hårde barndom. Hendes far var blev alkoholiker, og da hendes mor døde, fik hun store personlige problemer, bl.a.  spisevægring. Bogen er skrevet lige ud ad landevejen med masser af billeder, så det er bare at gå i gang. Hvis man savner den gamle serie ”Virkelighedens verden”, kan man fortsætte her.

 

Legender fra Odysïa – griskernes hemmelighed af Rasmus Kolbe (A.K.A. Lakserytteren)

Youtuberen Lakserytteren har opfundet et fantastisk univers, der foregår på planeten Odysïa. Sammen med sine følgere på youtube skaber han historier om alle de magiske væsener, der bor der. I Griskernes Hemmelighed følger vi det lille væsen York, som altid kommer galt afsted. På en særlig uheldig dag får han slukket for SOL’en, som giver lys og liv til planeten. Han må flygte fra sin hjemby, og på sin flugt møder han pigen Nomi. Sammen tager de afsted mod SOL’en, så de kan redde verden.

Rasmus Kolbe er det borgerlige navn på ham, som de fleste børn kender som Lakserytteren på youtube og instagram. Han tegner og laver grafik, og så laver han de vidunderlige historier fra planten Odysïa.