Af Louis Bülow
Der findes dage, man aldrig glemmer. Øjeblikke, der på et splitsekund forandrer den verden, man kender – hvor tiden går i stå, frosset fast i erindringen.
For den 13-årige Godhavnsdreng Kai Kronkilde fra Drengehjemmet Godhavn i Tisvildeleje i Nordsjælland skal en dag i august i 1911 blive den vigtigste dag i hans liv, som han for tid og evighed skal gemme i sit hjerte.
Dén lune sommerdag lægger børnenes ven, forkæmper og tidens store sociale reformator Peter Sabroe vejen forbi Godhavn for at hilse på anstaltens drenge.
Godt seks årtier senere i august 1973 kan Kai Kronkilde genkalde sig i alle detaljer, hvad der skete den skelsættende dag på Godhavn. Han husker præcist, hvor han befandt sig, hvem han var sammen med, hvad han lavede …
I et gribende indlæg i Demokraten i anledning af 60-året for Peter Sabroes død mindedes knægten den legendariske Rigsdagsmand fra Aarhus, der ragede op som datidens helte-skikkelse og med et kald og en mission i godhedens tjeneste sprængte alle rammer for at værne de undertrykte, børnene og de fattige mod omsorgssvigt, vold og mishandlinger:
”60 år er gået, men Sabroes minde lever. Jeg glemmer aldrig hans besøg i august 1911. Han spiste på Tisvilde Kro, kom tilbage med to bagersvende.”
Peter Sabroe – Kilde: Aarhuswiki.dk
Peter Sabroe og de to svende baksede med en stor kasse med lifligt duftende og nybagt wienerbrød, hvor der ikke var sparet på hverken remonce, kanel, marcipan, rosiner eller hakkede mandler.
Mens Godhavns forstander Frydensberg skumlede og sammenbidt holdt sig på behørig afstand og inden døre, stimlede 60 forsultne Godhavns-drenge sammen og stillede sig op i to rækker foran Peter Sabroe med bare tæer, træsko og det velkendte slidte institutionstøj med blå husarhue, bluse, forklæde og knæbenklæder.
Med Kais ord blev hver dreng forundt ”et to- og femøres wienerbrød, betalt af hans egen lomme. Jeg trådte ud af rækken og råbte: Sabroe længe leve! Han tog mig i hånden, sagde tak min dreng, tak alle sammen. Det glemmer jeg aldrig. Jeg var 13 år dengang …”
Da Peter Sabroe havde taget en følelsesladet afsked med Godhavns drenge, blev Kai kaldt ind på forstander Frydensbergs kontor, og nu var det slut med konditorens bedste hjemmebag på menuen. Forstanderen hvæsede: ”Skal Sabroe leve, skal jeg nok råbe for. Du skal ikke. Jeg vil nødig slå dig, men staten be’r mig om det.”
Med Kai Kronkildes ord i sin hyldest i Demokraten:” Det blev 10 slag i bagdelen. Vi, der var drenge og piger dengang, glemmer aldrig Peter Sabroe og dén gerning, han øvede, som lyste op i en mørk tid … Det er mit og manges ønske, at Danmark på årsdagen for Peter Sabroes bortgang i taknemmelig erindring vil mindes sin store søn. Manden med et hjerte af guld.”
På Drengehjemmet Godhavn indgik hundemad, hønsefoder og halvrådne fedtegrever som en naturlig del af dagligdagens kost. For at illustrere de kummerlige forhold åbnede Peter Sabroe i Rigsdagssalen en kilotung og stinkende pakke med rådne fedtegrever og forklarede, at denne lækkerbisken blev serveret på landets børnehjem.
En ulidelig hørm bredte sig i salen med gisp og forargede fy-råb fra alle sider. Man formanede om det upassende i at fremvise den slags, og Sabroe svarede: ”Det er endnu mindre passende at give børn den slags at spise.”
Børn og unge havde svært ved at bevare håbet på landets børnehjem og opdragelsesanstalter. Blev tvangsarbejdet for barskt, pryglene for brutale og mishandlingerne for barske – da vil fortællingen, at selv fromme børn i stedet for at bede til Vorherre, bad til Peter Sabroe. Fra sovesal til sovesal lød det i dé år med børns grådkvalte hvisken: hvor er Peter Sabroe?
Allerede i 1907 tordnede Peter Sabroe mod Godhavn og afslørede forfærdende forhold med vanrøgt og grove overgreb, der ryddede alle avisforsider med forstanderen Axel Frydensberg i rollen som den store skurk. Fra hvert et torv og gadehjørne udbasunerede hæse bladbude og avisdrenge hårrejsende historier om mishandlinger af børn og unge på Godhavn.
Med sin skarpe pen beskyldte Peter Sabroe forstanderen for at mishandle Godhavns drenge, der levede under kummerlige forhold med tæsk og prygl som en naturlig del af en barsk hverdag.
Dé knægte, der tissede i sengen, stod nederst i hierarkiet på Godhavn og blev stuvet sammen på førstesalen af børnehjemmet. De blev pryglet og kommanderet ud i gården, hvor de skulle stå i al slags vejr med det våde lagen i udstrakte arme, indtil det var tørt.
Eller de blev jaget ind i vaskehuset, hvor vandet flere gange var frosset til. Der blev slået hul på isen, og de nøgne drenge blev overhældt med det iskolde vand.
I et kvart århundrede skal Peter Sabroe blive Danmarks mest forhadte – og den mest elskede – politiske skikkelse, der som de undertrykte, de forældreløse og de fattige børns far rejser land og rige rundt for at opsøgte fattigkvarterer, børneanstalter, gårde og herresæder.
Egenhændigt fjerner Sabroe mishandlede børn fra kummerlige forhold og bringer dem med tilbage til en tryg og kærlig opvækst i hjemmet hos Thyra i Aarhus. Uden frygt opsøger han værtshuse og beverdinger og taler dunder til dé drukmåse og fulderikker, der indsovset i dunsten af røg, øl og billig brændevis frister tredje halvleg i stedet for at tage hjem til familien.
Den 13. august 2019 gav en bevæget statsminister Mette Frederiksen en officiel undskyldning til dé børnehjemsbørn på det statslige Drengehjemmet Godhavn ved Tisvilde i Nordsjælland, som dengang blev udsat for fysiske og psykiske overgreb og medicinske forsøg, begået af ansatte:
”På vegne af vores fortid, på vegne af vores nutid, på vegne af vores fælles fremtid, vil jeg gerne se hver eneste af jer i øjnene og sige det eneste rigtige: Undskyld.”
