Bülows Hjørne: Kromanden fra Hvidsten

Af Louis Bülow

For små 8 årtier siden besluttede den legendariske kroejer Marius Fiil og hans familie at gå ind i kampen mod den tyske besættelsesmagt, og de skulle snart blive centrale skikkelser i Danmarks mest berømte modstandsgruppe, Hvidsten Gruppen.

Marius Fiil fra Hvidsten Kro nord for Randers var kendt over det ganske land for sin stoute karakter, sit jyske lune og milde sind, en lang, tynd skikkelse, skaldet og med høgenæse. En spasmager af Guds nåde.

Marius Fiil – Kilde: Frihedsmuseets Modstandsdatabase

Engang stod han og ventede på rutebilstationen i Randers, da han hørte en gruppe mennesker stå og fnise af hans blankpolerede isse og én hviske: “Sig mig, er det ikke ham kromanden fra Hvidsten? – sikke et hoved!” Hvortil Marius smilende vendte sig om og svarede: “Ja, å tænk dæ, de æ æ kroes støest attraktion.”

Da en mand fra Århus ringede og ville have en middag til 3 kr., sagde Marius med et glimt i øjet: “De ka` do it få, receften den koster halvanden, å så ska` I endda blyw mæt!”

Og mæt, det blev man. Recepten var kroens specialitet: spegesild, flæskeæggekage serveret på panden, kogt kød med grøntsager, flæskesteg og medister med rødkål, sovs og kartofler, et bugnende koldt bord med hjemmelavet pålæg og ost.

En almindelig sommersøndag var det ikke usædvanligt, at der ankom 1000 gæster til kroen, og det fortælles, at Marius efter en specielt travl søndag måtte stå frem og sige: “Nu har vi altså kun meloner og tomater tilbage, så nu må I nøjes med det.”

Midt under besættelsen, i efteråret 1942, bragte Billedbladet en udførlig billedreportage fra Hvidsten Kro, hvor Marius og hans kone Gudrun holdt deres sølvbryllup for 300 gæster med middag i kroens store gildesal.

Da krohanen galede til solopgangen, klang den første hilsen til sølvbrudeparret, da en flok glade musikanter spillede Det er saa yndigt at følges ad.

Senere marcherede alle elever fra Hvidsten Skole til kroen under en smældende fane, der var en gave fra Marius, skænket paa kongens fødselsdag året før. Postbudet cyklede ekstra ture fra posthuset til kroen, belæsset med stabler af pakker og dynger af breve. Gulvet fungerede som gavebord.

Gildesalen var pyntet op med store dannebrogsflag, rigsvåben og Christian Xs portræt, og en mikrofon transmitterede talerne fra gildesalen til pavillonen i haven, hvor andre gæster sad. Kromanden hyldede den danske konge og talte siden for sin sølvbrud og skålede, tro mod sine afholdsprincipper, i saftevand.

Fem minutter før midnat blev kromanden kaldt fra gildet til stalden, hvor soen lige var nedkommet med ni velskabte grise. Og mens Den toppede høne og andre muntre spillemandstoner summede i septembernattens lune mørke, tog han sig omsorgsfuldt af sit landbrugs nyfødte besætning.

Alt var den rene idyl. Et enestående gæstebud, hvor kørende, gående og cyklende strømmede til fra alle østjyske sogne og herreder. En strålende manifestation af jysk gæstfrihed, som Billedbladet så levende beskrev det.

Men der var alvor bag den glade festivitas, når kromanden bad de mange gæster udbringe et nifoldigt leve for kongen, og man sang ”Jyden han æ stærk å sej”. Marius havde aldrig lagt skjul på sit nationale sindelag og havde rejst sin egen genforeningssten ud mod landevejen med indskriften: Halvvejen til Dannevirke – 1920.

I de samme uger gik Danmarks statsminister Vilhelm Buhl til mikrofonen i det nye radiohus i Rosenørns Allé og holdt sin historiske antisabotagetale til det danske folk.

I stærke vendinger fordømte landets førstemand modstandsbevægelsens sabotageaktioner og opfordrede befolkningen til at angive sabotørerne til politiet:”Sabotage er en af de alvorligste forbrydelser, der kan begås mod et krigsførende land, og i almindelighed kendes der for sådanne forbrydelser i de krigsførende lande kun én straf, nemlig dødsstraf …”

Når statsministeren talte om modstandskampen som landsskadelig virksomhed, talte han ikke for døve øren. Befolkningens forståelse for sabotage og modstandsaktiviteter var ringe, og det store flertal sluttede op om samarbejds- og tilpasningspolitikken og formaningerne om ro og orden.

Men paradoksalt nok medvirkede Buhls tale også til at åbne folks øjne for modstandskampens berettigelse. Modstanden spirede i disse måneder og viste sig i demonstrationer, illegale blade og småsabotage, der efterhånden tog til i styrke og viste sig stadigt mere effektiv.

Endnu var kun få klar til et opgør med tyskerne – én af dem var kroejer Marius Fiil.

Hvidsten Gruppen blev dannet i marts 1943 af Marius Fiil på opfordring af modstandslederne Ole Geisler og godsejer Flemming Juncker, der under besættelsen stod bag et omfattende netværk af modstandsfolk i Jylland.

Det lykkedes Fiil at få opbygget en gruppe af familiemedlemmer og betroede folk fra egnen, der kunne modtage containere med våben, ammunition og sprængstoffer, nedkastet fra engelske fly. Også modtagelse af faldskærmsfolk indgik i modstandsarbejdet.

I december 1943 blev tre danske faldskærmsagenter taget af tyskerne i Århus, og under tortur afslørede de Hvidsten Gruppen. Efter at have holdt Hvidsten Kro under observation gennem flere måneder slog nazisterne til tidligt om morgenen den 11. marts 1944, kroen blev omringet af gestapofolk og modstandsgruppen arresteret.

Otte af gruppens medlemmer blev senere dømt til døden ved en tysk krigsret i København, mens seks blev dømt til tugthus. Henrettelsen fandt sted den 29. juni 1944 ved skydning i Ryvangen og blev årsag til, at uroligheder i København udviklede sig til en egentlig folkestrejke.

De henrettedes urner føres til Mindelunden i Hvidsten – Kilde: Purhus Lokalarkiv

I cellen i Vestre Fængsel skrev Marius Fiil et afskedsbrev til sin familie den 28. juni 1944, dagen før henrettelsen, som vi bringer hér:

”Kære elskede Gudrun, Bitten, Tulle, Gerda, Ritha og Otto og Stumpen!

 Nu har Klokken slaget 11 og snart 12, og vi skal væk herfra, Vorherre kalder os hjem til sig, og vi får det godt alle hjemme hos ham, så godt, som et Menneske kan få det, vi er ved godt Mod allesammen, for vi ved jo, at vi går hjem til den evige Hvile i Herrens Arme.

 Og når alle I kære derhjemme holder sammen om vores kære Hjem og arbejder for det, da mødes vi engang i Herrens Hus, hvor der er Fred og ingen Krig, og til den Tid må I stå sammen og holde sammen og arbejde for Hjem og Danmarks Sag, så den Slægt, som skal bære vort Slægtsnavn frem, kan sige:

 “Vore Fædre faldt med Ære for Danmark og for vores Konge.”

 Husk, der er mange, der faldt før os. Husk danske Sømænd ude i Verden. Danske herhjemme før os, og dem efter os, – alle har vi gjort, hvad vi kunde, om det kun var lidt, men vi skammer os ikke, vi siger som Blicher: “La vos aalti blyv ved de, Faar sit Baan ka kinnes ve.”

 Og vi kan være vore Børn bekendt, kære Gudrun, og bliv ved med den samme Opdragelse, så vil de ære dit og mit minde, og det vil blive bevaret i Frem tiden.

 Der vil komme sorgfulde Dage for dig, min Elskede, med Kamp og Arbejde, men du må bære det i Herrens Navn og stole på ham, han har hjulpet mig i ,de sidste Dage, læg trygt din Tillid til ham, og han vil hjælpe jer alle, Herren Vil hjælpe jer, Herren vil bevare jer, Herren vil lyse Fred over jer alle og Herren vil alle Dage være med Eder alle, I kære derhjemme.

 Jeres Far og din Mand, Marius.”

 

De henrettede medlemmer fra Hvidsten var kroejer Marius Fiil, sønnen Niels Fiil, svigersønnen Peter Bergenhammer Sørensen, mekaniker Johan Kjær Hansen, radioforhandler Niels Nielsen Kjær, karetmager Søren Peter Kristensen, møller Henning Andersen og dyrlæge Albert Carlo Iversen.

Til tugthus på livstid dømtes husmoder Kirstine Sørensen f. Fiil, landmand Jens Stenz og chauffør Barner Hyldgaard Andersen. Til fire års tugthus dømtes lillebilvognmand Anders Venning Steensgaard og købmand Knud Peter Buckhorn Christensen. Til 2 års ungdomsfængsel dømtes servitrice Gerda Søvang Fiil.

Ligene af de otte henrettede blev senere fundet i Ryvangen, og i sommeren 1945 blev deres jordiske rester ført hjem til Hvidsten og begravet 100 meter nord for Hvidsten Kro, hvor der nu er etableret en mindelund og rejst en mindesten.

På selve dagen, hvor Hvidsten Gruppens medlemmer blev henrettet, skrev Marius Fiils datter Kirstine et brev fra sin fængselscelle til Werner Best, tysk rigsbefuldmægtiget i Danmark.

Et gribende brev, der sluttede med ordene: ”Jeg har selv en lille pige, som i dag har mistet sin fader, morfader og morbroder, hun kan heldigvis ikke forstå det, men kunne hun, ville hun alligevel være stolt af dem … Nu har jeg ikke mere på hjerte, kun dette ville jeg sige, at jeg er stolt over, at jeg havde en mand, far og broder, der var værdige til at dø for Danmark.”

Mindelunden i Hvidsten – Kilde: Purhus Lokalarkiv

Vi anvender cookies for at sikre at vi giver dig den bedst mulige oplevelse af vores website.
Hvis du vælger ikke at aktivere cookies, fungerer siden ikke optimalt, angiv dit valg til højre.

WeePie Cookie Allow cookie category settings icon

Cookie indstillinger

Nedenfor kan du vælge hvilke typer cookies du vil tillade fra hjemmesiden, klik på "Gem cookie indstillinger" for at angive dit valg.

Funktions cookiesSiden benytter funktions cookies, disse er nødvendige for at siden fungerer.

Analytiske cookiesSiden benytter analytiske cookies, således at vi kan analysere besøg, og optimere hjemmesiden.

Social mediaSiden benytter ikke social media cookies.

ReklameSiden benytter ikke reklame relaterede cookies.

AndreSiden benytter 3 part cookies, bla. til funktionalitet af siden, der bliver ikke gemt personlige informationer.

WeePie Cookie Allow close popup modal icon