I den allerøstligste udkant af Billund Kommune finder man den lille landsby Fitting. Omkring 4 km øst for Vorbasse og med 70 indbyggere. Fitting ligger i dag i Vorbasse sogn. Navnet optræder i et udateret dokument fra 1400-tallet som Fytting, og er sikkert en såkaldt ing-afledning til det Old danske ord fit – ’fed, lav strækning ved hav eller søbred’. Ing-afledte stednavne hører til blandt de ældste stednavne i Danmark og menes generelt at have været i anvendelse fra omkring vikingetiden helt tilbage til de første århundreder efter Kristi fødsel. I stednavne synes ing-afledninger at have betydningen ’stedet med/ved + første element’. I så fald kan betydningen af Fitting være ’Stedet ved/nær feddet’. Hvad der skal udgøre et fed i Fittings nærhed, kan være svært at afgøre ud fra nutidens topografi, men en mulighed kunne være de oprindelige engstrækninger ved Vorbasse Østermose.
Hvis man kører af Frederikshåbvej fra Frederikshåb til Fitting, er der ikke ret mange der ved, at der i hine tider, altså for mere end 650 år siden, har ligget en kirke, Fitting Kirke, på højre side – lidt nordvest for byskiltet. Kirken er først omtalt i historisk litteratur i 1700-tallet, men må være nedlagt som sognekirke før den ældste omtalte kirke liste, Ribes Oldemor, fra ca. 1350. En anden mulighed er, at kirken simpelthen er blevet udeladt af denne liste. Årsagen til denne udeladelse kendes dog ikke. En arkæologisk undersøgelse påviste 1966-67 de sparsomme rester af en romansk stenkirke og kirkegård i Fitting. Kirken, hvoraf nu intet er tilbage, har ligget på et højdedrag på marken ca. 125 m nord for Lindegården (Fittingvej 11), matrikel 6a i Fitting by ejerlav, i landsbyens vestre del. En udgravning 1966‑67 afslørede ellers en romansk stenkirke med sokkelkvadre og stumper af frådsten.
Bygningen synes at have været på størrelse med de øvrige, forholdsvis små kirker på egnen (jvf. Grene Gamle og Hejnsvig kirker), og tilstedeværelsen af en kirkegård viser formodentlig, at kirken har haft status som sognekirke. Kirken og kirkegården har sandsynligvis kun været i brug i relativ kort tid, i den ældre middelalder, idet ingen af de bevarede grave dækkede hinanden. Bygningen er revet ned senest o. 1500, da sokkelkvadrene blev genanvendt i Vorbasse kirkes vestlige forlængelse. Der findes ingen skriftlige oplysninger om en kirke i Fitting.
Egnen omkring Fitting – i dette område lå engang Vorbasse områdets anden kirke (Privatfoto)
Tomten omtales første gang i Danske Atlas 1769, hvor den nævnes sammen med den nedlagte kirke (Den Røde Kirke) i Almstok. Rådstuearkivar ved Københavns Rådstuearkiv Oluf Nielsen konstaterede omkring hundrede år senere, at kirkens omrids allerede i mange år havde været forstyrret. Af hvad, der var tilbage, fik han det indtryk, at kirken havde haft ”en grundvold af simpelt tilhugne sten og i hovedsagen var opført af »runde kampesten og indenlandsk kalktuf (frådsten)”. Man kunne endnu påvise kirkegårdens omkreds, der fra nord til syd strakte sig 18 favne, fra vest til øst 24 favne (dvs. ca. 34×45 m). Diget var inden for de seneste år blevet udjævnet og området inddraget til dyrkning.
I 1900-tallet blev der tre gange foretaget udgravninger på stedet hvor Fitting Kirke havde ligget. I 1907, 1937 og 1966-67. Men der var en fjerde lidt mindre kendt udgravning i 1890. En lokalhistorisk mand på Fitting egnen fortalte følgende om gåden på adressen Fittingvej 11 til Vejle Amts Folkeblad: I 1890 tjente jeg på gården; da var der en karl, som ved at kule kartofler ned ved kirkepladsen stødte mod en kiste, som han brækkede op; den indeholdt et lig. Liget gravede han ned igen; men kistebrædderne smed han hen på diget, hvor de lå et år efter. Brædderne var af egetræ og cirka 1½ tomme tykke. Kisten havde været sammenføjet med trænagler.
Tidligere i artiklen havde han konstateret at på den gamle kirkeplads, som altid har været tydelig at konstatere, da der i muldlaget findes en del frådsten, kildekalk og skelkalk – materialer, som har været brugt til bygning af kirken. Kirketomten og beviser på tilstedeværelse af en tidligere kirke var evidente. Derimod var karlens kiste, den sunkne kirkes gåde, lidt mere tvivlsomt. Kistebegravelser var slet ikke almindelige i den tidlige middelalder og hvis kisten vitterligt var 600 år gammel, var den kun sorte streger i jorden. Områdets lokale sognefoged ligesom politi fra Vejle blev dog involveret i kistesagen. Men måske dette havde været på sin plads.
Til trods for, at kirketomten var almindelig kendt og den nøjagtige beliggenhed var fastlagt 1933, blev der ikke taget skridt til en fredning af området, der blev dyrket som mark, efter at fundamenterne var fjernet for at lette pløjningen. Ved grusgravning stødte man 1964 på begravelser, men inden arbejdet kunne standses, var størstedelen af kirkegården og den østlige del af kirken gravet bort. Under en arkæologisk undersøgelse ved Nationalmuseet i somrene 1966 og 1967 blev der foretaget en afdækning og delvis udgravning af tomten.
Ud fra de foreliggende oplysninger og iagttagelser synes det således at kunne konklusion at i det mindste kirkens sokkel har været af tildannede granitkvadre, og at der i det øvrige murværk er indgået frådsten.11 Det var ved undersøgelsen 1966-67 ikke muligt at afgrænse kirkegården, hvoraf kun det sydvestre hjørne var tilbage. Her sås omridset af ca. 60 grave, der kunne følges uforstyrret indtil 10 m syd for kirken. Ingen af dem syntes at skære igennem ældre grave, hvorfor kirkegården som nævnt ovenfor må formodes kun at have været i brug i en kortere tid.
Så sent som i 2005 ledte man også efter rester af kirketomten på marken hvor den havde ligget. Den daværende ejer af parcellen, gårdejer Jens Andersen, pointerede, i en samtale med lokalhistorikeren N. M. Schaiffel-Nielsen, at den høj i landskabet som Fitting Kirke havde ligget på, var blevet udjævnet og var gennem generationer blev brugt som opdyrket markområde. Rester af granit, tuf, mursten eller kalk var helt og aldeles forsvundet. Til gengæld skulle der have befundet sig et kranium på det nu nedlagte Zoologisk Museum på Mellemvej. Det skulle være dukket ved i udgravningen i slutningen af 1960erne. Den daværende ejer, Hans Filskov Larsen, havde fået det før Nationalmuseets mand på stedet, arkæolog Knud Krogh, var begyndt at grave på tomten.
Til gengæld fandtes der på gårdens område stadig mulige rester af kirkebygningen. I sokkelen under stuehuset skulle to af granitkvadrene kunne have stammet fra Fitting Kirke. Ligesom der i sokkelen på Vorbasse Kirke er mulige granitkvadre. En granit sten, der i 1940erne havde ligget i gårdens have var endt på Vorbasse Kirkegård som gravminde for gårdejer Mads P. Jensen og hans hustru Cecilie Jensen, da hun døde i 1962. Endvidere skulle der ifølge overleveringen ligge en sten der skulle have været placeret i døråbningen til mandsindgangen (i middelalderen var der separate indgange for mænd og kvinder i kirkebygninger) i den gamle kirke. Dens lod var som senere brug i gårdens trappe og senere som en del af gårdens terrasse.
