Nu tilbydes gravide ekstra scanninger i Billund

Foto: René Lind Gammelmark

Af Marianne Thorø

Sundhedshuset på Granvej i Billund har fået endnu en beboer. Det er Gravidklinikken i Esbjerg, der har lavet filial i Billund – og det er der flere grunde til:

– Vi oplever ofte en større efterspørgsel end hvad vi kan have i Esbjerg, og mange af de gravide, der kommer til Esbjerg, kommer langt væk fra – blandt andet heromkring. Så nu får de tilbuddet om at blive scannet lidt tættere på deres hjem end hidtil, siger Camilla Frosch Holmager Sloth, der er den ene af de tre indehavere af Gravidklinikken.

For selv om man i Danmark tilbydes to scanninger på det offentliges regning i løbet af en graviditet, er der ofte kommende mødre, der ønsker flere scanninger for tryghedens skyld. Derfor søger de mod en privatklinik som Gravidklinikken, og betaler sig fra det.

– Men vi ser også mange der vil inddrage søskende på den her måde. Så sidder søskende ved siden af til scanningen og ser hvad der er inde i mors mave og hvordan lillebror eller lillesøster ser ud, siger Camilla Frosch Holmager Sloth og suppleres af kompagnonen Beinta Gaard:

– Det er et familieforetagende, kan man sige, i forhold til på sygehuset, hvor man kommer ind for at se, om der er noget, der muligvis kunne være galt, så er det her mere for hyggens skyld og for at have hele familien med i oplevelse, siger Beinta Gaard.

– Vi har også mange af de tidligere scanninger, som det offentlige ikke tilbyder. Eksempelvis hvis en kvinde før har oplevet en graviditet udenfor livmoderen, så kan vi fange det her, men også hvis man før har fået tvillinger, så er det også rart at vide ret tidligt, hvor mange der er ved denne graviditet, lyder det fra Nana Ejbye-Ernst, der er den tredje partner i Gravidklinikken.

Men det er også de mange internationale borgere, der er kommet til Billund over en årrække, der er årsagen til at Gravidklinikken nu også placerer sig i Billund:

– Vi har haft mange internationale kunder i Esbjerg og det er også en af grundene til, vi åbner i Billund. De kommer med en helt anden baggrund for hvor meget man scanner i de lande, de kommer fra, for vi scanner faktisk ikke ret meget i Danmark sammenlignet med mange andre lande, siger Camilla Frosch Holmager Sloth.

De tre indehavere af Gravidklinikken i Sundhedshuset arbejder som jordemødre i det offentlige ved siden af klinikken og derfor vil der være et bredt udvalg af åbningstider både i dagtimerne, men også om aftenen og i weekenden.

Her er det en 3D scanningsbillede man kan se – Foto: René Lind Gammelmark

Et almindeligt scanningsbillede – Foto: René Lind Gammelmark

Det er med denne scanner de gravide bliver scannet – Foto: René Lind Gammelmark