Indstil årets sociale forening 2023

Indstil årets sociale foreningVinderen af Årets sociale forening sidste år var Vågetjenesten fra Dansk Røde Kors Grindsted. Foto: Billund Kommune

Hvis man kender til en forening, der har gjort en særlig indsats på det frivillige sociale område, er det nu, man har mulighed for at indstille den til årets sociale forening 2023. Fristen for indstillinger er den 20. august.

Frivilligrådet i Billund Kommune er på udkig efter de foreninger, der har gjort en ekstra indsats for nogle af de mest udsatte i kommunen i det sidste år. Man kan indstille foreninger, der inden for det sociale område har markeret sig på særlig vis, været med til at tænke nyt eller taget spændende initiativer. Derudover har Frivilligrådet i år et ekstra fokus på initiativer, der har gjort eller gør en forskel for ensomme medborgere.

Så kender man en forening, der har gjort noget ekstra i år eller over en længere årrække – eller er man selv en del af en forening, der har markeret sig på særlig vis, så er det NU, der skal indsendes en indstilling til Frivilligrådet på billund.dk/aarets-sociale-forening.

Sidste år vandt Vågetjenesten under Røde Kors i Grindsted prisen for den store indsats, de gør for medborgere, der enten er døende eller pårørende, som oplever stor sorg og som har brug for at vide, at deres kære ikke er alene i den sidste tid.

Fokus på ensomhed

Det ekstra fokus på foreninger, der gør en særlig indsats for ensomme medborgere skyldes, at Frivilligrådet i 2023 har valgt at have fokus på netop begrebet ensomhed.

Det gør de bl.a. ved at holde møder med foreninger om deres erfaringer med at bekæmpe ensomhed og skabe fællesskaber, udbrede kendskabet til tiltag i kommunen, der er med til at mindske ensomhed og ved i år at have ekstra fokus på initiativer, der gør en forskel for ensomme, når vandrepokalen skal gives videre.

”Alle kender til ensomhed i en eller anden form, men nogle er hårdere ramt end andre. Vi vil gerne i Frivilligrådet være med til at sætte fokus på, hvor almindeligt det er at være ensom og pege på nogle af de steder, hvor man kan indgå i et fællesskab, der måske kan mindske ensomheden. Derfor har vi i år særligt fokus på de initiativer, der gør en forskel for ensomme, når vi skal finde Årets sociale forening 2023,” siger formand for Frivilligrådet, Gitte Johansen.

Fakta:

  • Frivilligrådet overrækker foreningsvandrepokalen til en forening, som har gjort en særlig indsats på det frivillige sociale område i det forgangne år eller over en årrække.
  • Uddelingen af vandrepokalen finder sted til frivilligfesten, der afholdes af Frivilligrådet på Frivillig Fredag den 29. september 2023 i Grindsted.
  • Alle frivillige, der yder en indsats i en forening med socialt formål eller lign. er inviteret til at deltage i frivilligfesten.
  • Tilmeldingen sker på billund.dk/frivilligfredag
  • Man indstiller en forening på billund.dk/aarets-sociale-forening.

Frivilligrådet er bindeleddet mellem de frivillige sociale foreninger og Billund Kommune. Rådets formål er at styrke, støtte og udvikle det frivillige sociale arbejde og vilkårene herfor i kommunen, samt være samtalepartner for og inspirere Kommunalbestyrelsen og Voksenudvalget