Efterskolen PLAY er indviet og klar til at modtage elever

Foto: Johnny Madsen, JMD.dk

Efterskolen PLAY er indviet og klar til at modtage elever til et nyt skoleår.

Foto: Johnny Madsen, JMD.dk

Reception og åbent hus

Onsdag den 9. august var en festdag på Efterskolen PLAY. Efterskolen blev indviet ved en reception, og holdt senere på dagen åbent hus for lokalbefolkningen.

Ved indvielsen blev der holdt oplæg om tilblivelsen af skolen, ligesom der blev sagt tak til de samarbejdspartnere, der har gjort det muligt at skabe Efterskolen PLAY og de nye moderne rammer og faciliteter.

Efter mange måneder i udvikling og byggeri er efterskolen færdigrestaureret og står nu klar til at byde det første elevhold velkommen søndag den 13. august. Det glæder de ansatte sig til – det er jo eleverne, det hele tiden har handlet om.

Foto: Johnny Madsen, JMD.dk

 

Faciliteter til fordybelse

På Efterskolen PLAY kan man fordybe sig i fem forskellige linjefag, nemlig Design og Konstruktion, Musik, Contemporary Dance, Badminton og Håndbold. Denne fordybelse sker i topmoderne faciliteter.

 

På linjefaget Design og Konstruktion har Efterskolen PLAY et samarbejde med Designskolen i Kolding, som har indrettet PLAY Lab, Hacker Lab og Værkstedet, der rummer mange muligheder for at tænke nye tanker, fordybe sig i designprocesser, udvikle og konstruere. Her har eleverne blandt andet adgang til 3D-printere, lasercutter og VR-udstyr.

På musiklinjen har eleverne mulighed for at fordybe sig i skolens lydstudie og mixerrum samt i to store samspilsrum; her kan de spille sammen i bands, øve sig til deres næste koncert eller lave elektronisk musik på computerne.

Foto: Johnny Madsen, JMD.dk

Til dem, der skal fordybe sig i sport, har Efterskolen PLAY en helt nybygget hal, et styrketræningsrum og to nye dansesale.

 

 

Leg og kreativitet er hjørnesten på PLAY

På Efterskolen PLAY er legen og kreativiteten i centrum, og det bærer både undervisningslokaler og fællesarealer præg af.

 

Et eksempel er Efterskolen PLAY’s LEGO Masters Univers. Med 2,6 millioner klodser har LEGO Lab og Klodskammeret på efterskolen helt samme indhold som det LEGO Masters, man kender fra TV2. Her kan eleverne bygge, skabe og være kreative – både i undervisningen og i deres fritid.

Foto: Johnny Madsen, JMD.dk

Efterskolen har også en Lounge, som inviterer til socialt samvær omkring blandt andet brætspil, bordfodbold og bordtennis, og i kælderen kan kreativiteten få frit spil på efterskolens egen Lennon-wall, hvor eleverne første dag møder ind til en hvid væg, som de i løbet af året kan tegne og male på, og sammen skabe et kreativt værk.

 

Foto: Johnny Madsen, JMD.dk

Menneskelig trivsel skal være i fokus

”Alt for mange unge mennesker mistrives i dag, og det skal vi lave om på,” siger JP Nielsen, som er forstander på Efterskolen PLAY. At skabe god trivsel handler om mange ting, og her er gjort forskellige tiltag på efterskolen – både hvad angår faglighed, socialt samvær og et fælles hverdagsliv.

 

Ved at være en eksamensfri 10. årgang uden karakterer, fjernes præstationspresset fra elevernes skuldre. ”God læring er ikke drevet af at skulle bestå en eksamen; det sker derimod, når man er motiveret og interesseret, og når man kan se en mening med stoffet.”

 

God trivsel handler også om stærke, sociale relationer – både blandt eleverne og mellem elever og ansatte. Derfor vil de unge mennesker på Efterskolen PLAY opleve, at faciliteterne indbyder til socialt samvær i både større og mindre fællesskaber, og så møder de voksne, som vil dem, og som har tid til samvær og nærhed. ”Der skal være tid til hver enkelt – ikke kun hvis der er problemer,” forklarer JP Nielsen.

 

Eleverne vil opleve, at ligeværdighed er en bærende værdi, og at de også har en stemme i hverdagen. ”Vi vil gerne have en dialog med vores elever,” siger JP Nielsen, ”de skal involveres – de skal opleve, at deres holdninger og meninger tæller, og de skal turde at sige dem højt.”

 

Klik på de mange billeder i galleriet herunder for at se dem i stor størrelse