Af Louis Bülow
Bülows Hjørne: Besættelsen – det sidste farvel. Tidligt om morgenen den 9. april 1940 blev Danmark invaderet af tyske tropper, der hurtigt besatte landet, og den danske regering, kongen og rigsdagen måtte tage tyskernes besættelse til efterretning under protest.
Churchill-klubben
Da en flok halvvoksne skoledrenge i Aalborg, Churchill-klubben, senere under besættelsen alligevel turde udfordre tyskerne med ildspåsættelse, hærværk og våbentyverier, spredte historien sig som en løbeild over hele landet. Beretningen om drengenes illegale aktioner vakte beundring som en Davids kamp mod Goliat og inspirede unge til at gå ind i modstandskampen mod den tyske besættelsesmagt.
Modstanden spirede og viste sig i demonstrationer, illegale blade og småsabotage, der efterhånden tog til i styrke og viste sig stadigt mere effektiv.
Forfatteren Tage Skou-Hansen, der dengang studerede litteraturhistorie ved Aarhus Universitet og selv var med i modstandsbevægelsen, fortalte senere: ”Vi forstod, at det, vi var med i, ikke længere var drengestreger. Situationen var fuldstændig forandret. Der var tale om uforfalsket skræk. Det kunne tage livet af én, hvis man ikke passede på”.
Dem første modstandsmand dræbt i kampen mod tyskerne
Den 28. maj 1943 blev den første modstandsmand i Aarhus, maskinmester Willy Schmidt, dræbt i kampen mod tyskerne. Det skete under en sabotageaktion mod Værnemagtens depot på det gamle glasværk i Ole Rømers Gade i Aarhus. Få dage senere deltog 4.000 mennesker i begravelsen på Nordre Kirkegård.
Mange skulle miste livet i tiden, der fulgte …
Mange blev henrettet
I november 1943 blev fem unge modstandsfolk fra Randers og Aarhus stillet for en tysk krigsret i Aarhus og dømt til døden ved skydning for omfattende industri- og jernbanesabotage. Den 1. december blev de unge mænd ført fra arresten til Skæring Hede nord for Aarhus for at blive henrettet.
Henrettelserne fandt sted 100 meter fra stranden, og her står mindestenen med navnene på de 5 unge mænd: Anders William Andersen, 19 år, Oluf Akselbo Kroer, 27 år, Sven Christian Johannesen, 20 år, og Otto Andreas Konrad Manley Christiansen, 19 år, alle fra Randers, samt Georg Mørk Christiansen, 22 år og fra Aarhus.
Kun få dage efter henrettelsen af de 5 unge modstandsfolk blev en anden af frihedskampens store skikkelser, Svend Otto Nielsen, der under dæknavnet John var leder af en modstandsgruppe i Holger Danske, taget af tyskerne efter en heftig ildkamp i København i december 1943. Han blev ramt af syv kugler i kroppen, deraf fire i underlivet, mens en kugle knuste en lårknogle.
Men han blev uden lægebehandling smidt direkte i en fængselscelle bag Vestre Fængsels tykke mure, hvor han i flere måneder måtte ligge på en madras gennemsølet af blod og materie fra inficerede skudsår med en ødelagt lårknogle, kun afbrudt af brutale forhør og pinefulde mishandlinger.
For at få oplysninger ud af ham yndede Gestapomanden Walther Falkenberg at sparke med fuld kraft på hans ødelagte ben og vride den blottede knogle rundt. Når Svend Otto Nielsen mistede bevidstheden, blev der smidt en spand koldt vand over ham – og torturen kunne fortsætte.
Han gennemgik forfærdelige pinsler, men holdt stand og røbede intet. Den første måned tilbragte han i en enecelle, hvor han ikke kunne røre sig for smerter. Ingen hjalp ham på toilettet, han måtte ligge i en pøl af urin og afføring, og stanken var ubeskrivelig.
Den 27. april 1944 besegledes hans skæbne. Sent om aftenen blev han vækket i sin celle af tyske kommandoråb og støvletramp på gangen, og han vidste kun alt for godt, hvad der nu forestod. Han bad om pen og papir og satte sig til at skrive et afskedsbrev til sine kære:
”Elskede Grethepige og lille Kirsten!
Om et Par Timer er jeg ikke mere. Guds Vilje ske. Jeg er blevet klar over, hvad vor lille Datter har betydet for os, aa, hvor jeg dog ønsker at tage hende i mine Arme og trykke et Faderkys paa hendes Kind, den lille Trold, nu maa du gøre det for mig …”
Han blev slæbt ud af fængselscellen og ført til henrettelsespladsen i Ryvangen, bundet til en fyrretræspæl og henrettet ved skydning. Ved opbydelse af sine sidste kræfter lykkedes det ham at holde sig oprejst under henrettelsen.
Svend Otto Nielsen ligger begravet i Mindelunden i Ryvangen.
Under retsopgøret efter krigen blev Walther Falkenberg anklaget for at have tortureret Svend Otto Nielsen næsten til døde og for deltagelse i mordet på 11 frihedskæmpere på en øde landevej ved Roskilde. Men tiden arbejdede for den anklagede, og mildere politiske vinde kom ham tilgode. Falkenberg blev dømt til 20 års fængsel ved byretten, 12 år ved landsretten, men fik nedsat straffen og blev benådet og udvist efter 5 år.
Kun få uger efter henrettelsen af Svend Otto Nielsen blev den 18-årige Benny Randau Mikkelsen dømt til døden af en tysk krigsret for deltagelse i sabotage og illegale modstandsaktiviteter, og også han blev henrettet i Ryvangen.
Benny Randau Mikkelsen havde gået i Valdemargades Skole i Århus, var kommet i lære hos radioforhandler Bendixen i Aarhus for senere at blive udlært som cykelmekaniker hos Larsens Cykelforretning. Midt under besættelsen sluttede han sig under dæknavnet Sørensen til modstandsbevægelsen, og trods sin unge alder tog han ivrigt del i det illegale modstandsarbejde. Men tyskerne kom på sporet af ham, og han blev taget og indsat i Vestre Fængsel.
Kort før henrettelsen den 26. maj 1944 skrev Benny et brev til sine kære, nedkradset på gråt indpakningspapir og smuglet ud af cellen:
”Kære allesammen!
Jeg er i Gaar blevet dømt til Døden af den tyske Krigsret på Dagmarhus … En mærkelig Følelse kom op i mig. Ikke en Følelse af Forfærdelse og Angst for at dø, men et blindt Had og Raseri mod disse grusomme Bødler. Jeg bekendte ikke noget og har ikke opgivet nogle Navne …
Jeg skal dø. Jeg skal dø. Aah, lille elskede Mor, jeg skal dø, men det bliver med Stolthed og Danskhed i mit Hjerte. Jeg ved, at vi vil sejre, vi skal, maa og kan sejre …”
Få timer senere fik den 18-årige lov til at skrive en kort besked til sine forældre, og han gjorde sit bedste for at trøste dem:
”Jeg ved, jeg har haft nogle prægtige Forældre og en god og sød Broder, men Døden skal ikke skille, kære lille Mor, fat nyt Mod for Faders og Fredes skyld … Jeg tænker paa Jer i min sidste Stund, I kære. I kære, en sidste Hilsen til Jer fra Jeres søn
Benny.”
