De store byer stikker af: Fire ud af fem nye jobs siden 2008 er opstået omkring København og Aarhus

 De store byer stikker af : Beskæftigelsen er rekordhøj, men ikke alle steder.

Langt de fleste nye jobs, der er skabt de seneste 15 år, er opstået i København, Københavns Omegn og Østjylland, viser ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE).

Netavisen Grindsted har spurgt Cheføkonom Sofie Holme Andersen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd om tallene fra Billund Kommune, men tallene findes kun på landsdele, og ikke detaljeret for hver enkelt kommune oplyser hun.

Beskæftigelse

Danskerne er i job som aldrig før, men nye tal viser, at den historiske beskæftigelsesfremgang dækker over en geografisk skæv udvikling.

Siden 2008 er mere end fire ud af fem nye jobs således opstået omkring København og Aarhus. Det viser ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd på baggrund af data fra Danmarks Statistik.

“Vi nærmer os, at tre millioner lønmodtagere er i arbejde, men når man dykker ned i tallene, viser det sig, at langt de fleste nye jobs, der er skabt de seneste 15 år, er tilfaldet områderne omkring København og Aarhus. Væksten har geografisk været skævt fordelt,” siger Sofie Holme Andersen, cheføkonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i en pressemeddelelse.

59,8 procent af de nye opståede jobs siden 2008 er skabt i Københavnsområdet, og 21,7 procent i Østjylland.

”Når jobbene koncentreres mere og mere betyder det, at det bliver sværere for mange at få et job i deres geografiske nærhed. Nogle har mulighed for at pendle efter jobbene, mens andre  føler, at de er nødt til at flytte efter jobbene. Det kan igen gå hårdt ud over lokalsamfund i mindre befolkede områder,” siger Sofie Holme Andersen.

Hvis man ikke ser på antallet af beskæftigede i landsdelen, men hvor stor en andel af befolkningen i den arbejdsdygtige alder, der er i arbejde, tegner der sig et lidt andet billede. Beskæftigelsesfrekvensen er nemlig rekordhøj i 10 ud af 11 landsdele.

“Med til historien hører, at en større andel af de 15-64-årige er i beskæftigelse i næsten alle landsdele, men det dækker igen over underliggende forklaringer. For eksempel hænger det sammen med befolkningsudviklingen på Bornholm og i Vestjylland, hvor antallet af personer i den arbejdsdygtige alder er faldet siden 2008. Igen vidner det om en udvikling, der er geografisk skæv,” siger Sofie Holme Andersen.

Læs analysen her

 

Analysens hovedkonklusioner

  • Knap 82 pct. af alle nye job skabt mellem 2. kvartal 2008 og 2. kvartal 2023 er beliggende i de tre landsdele København By, Københavns Omegn og Østjylland.
  • I landsdelene Bornholm og Vestjylland er antallet af job faldet siden 2008.
  • Bortset fra i Vestjylland er beskæftigelsesfrekvenserne blandt de 15-64-årige rekordhøje over hele landet.

 

Overblik: Sådan har beskæftigelsen udviklet sig siden 2008 i din landsdel

Tabellen viser udviklingen i lønmodtagerbeskæftigelsen målt på arbejdsstedslandsdel fra 2. kvartal 2008 til 2. kvartal 2023. Derudover viser den jobvæksten i samme periode. Den yderste højre kolonne viser landsdelenes andel af jobvæksten i samme periode.

For eksempel er 38,8 procent af nye job i Danmark fra 2008 til 2023 opstået i Byen København.

  Beskæftigede i 2008 Beskæftigede i 2023 Jobvækst
2008-2023
Andel i jobvækst fra 2008 til 2023
Byen København 410.589 517.799 106.591 38,8 pct.
Østjylland 394.933 454.843 59.798 21,7 pct.
Københavns Omegn 318.851 376.282 57.682 21,0 pct.
Østsjælland 95.635 108.272 13.108 4,8 pct.
Sydjylland 363.858 371.703 9.782 3,6 pct.
Nordjylland 272.673 279.379 8.415 3,1 pct.
Nordsjælland 174.224 182.833 8.086 2,9 pct.
Fyn 216.201 222.959 7.680 2,8 pct.
Vest- og Sydsjælland 227.630 228.585 1.849 0,7 pct.
Bornholm 17.545 16.238 -1.140 -0,4 pct.
Vestjylland 220.969 218.006 -1.896 -0,7 pct.
Hele landet 2.721.831 2.993.206 275.045 100,0 pct.

Kilde: AE pba. Danmarks Statistik

 

Kommunerne i de 11 landsdele

Byen København: København, Frederiksberg, Dragør, Tårnby

Københavns Omegn: Albertslund, Ballerup, Brøndby, Gentofte, Gladsaxe, Glostrup, Herlev, Hvidovre, Høje-Taastrup, Ishøj, Lyngby-Taarbæk, Rødovre, Vallensbæk

Nordsjælland: Allerød, Egedal, Frederikssund, Furesø, Gribskov, Halsnæs, Helsingør, Hillerød, Hørsholm, Rudersdal

Østsjælland: Greve, Køge, Lejre, Roskilde, Solrød

Vest- og Sydsjælland: Faxe, Guldborgsund, Holbæk, Kalundborg, Lolland, Næstved, Odsherred, Ringsted, Slagelse, Sorø, Stevns,Vordingborg

Fyn: Faaborg-Midtfyn, Kerteminde, Langeland, Middelfart, Nordfyns, Nyborg, Odense, Svendborg, Ærø

Sydjylland: Billund, Esbjerg, Fanø, Fredericia, Haderslev, Kolding, Sønderborg, Tønder, Varde, Vejen, Vejle, Aabenraa

Østjylland: Favrskov, Hedensted, Horsens, Norddjurs, Odder, Randers, Samsø, Silkeborg, Skanderborg, Syddjurs, Aarhus

Vestjylland: Herning, Holstebro, Ikast-Brande, Lemvig, Ringkøbing-Skjern, Skive, Struer, Viborg

Nordjylland: Brønderslev, Frederikshavn, Hjørring, Jammerbugt, Læsø, Mariagerfjord, Morsø, Rebild, Thisted, Vesthimmerlands, Aalborg

Bornholm: Bornholm