Lalandia i Billund søger 125 nye medarbejdere

PR-Foto: LALANDIA

Lalandia i Billund søger 125 nye medarbejdere til den kommende sæson

 

Lalandia i Billund forbereder sig i øjeblikket på 2024-sæsonen, og i den forbindelse søger feriecenteret nu op mod 125 nye medarbejdere til næste år.

Lalandia er på jagt efter både unge, voksne og seniorer til funktioner inden for bl.a. køkken, restauranter, Aquadome, aktiviteter, feriecenterets butikker og rengøring.

 

Forberedelserne til den kommende sæson er i øjeblikket i fuld gang hos Lalandia i Billund, hvor feriecenteret igen forventer travlhed med besøg fra både danske og udenlandske gæster. Forberedelserne indebærer traditionen tro også ansættelse af flere nye medarbejdere, der kan assistere det faste team. Derfor søger Lalandia i Billund nu op mod 125 nye medarbejdere til 2024-sæsonen.

 

­– Vi står igen over for en travl sæson i Lalandia i Billund med udsigt til mange besøgende fra både Danmark og vores nabolande. Derfor er vi også på jagt efter nye medarbejdere til den kommende sæson, hvor vi skal bruge op mod 125 nye ansigter på holdet. Vi har i forvejen et team bestående af medarbejdere i alle aldre, og derfor søger vi også både unge, voksne og seniorer, der er klar til at modtage vores gæster med et smil i de mange forskellige funktioner, vores feriecenter rummer, siger Jesper Ekman-Nielsen, centerdirektør i Lalandia i Billund.

 

Lalandia i Billund forventer, at ca. halvdelen af de 125 stillinger skal besættes af medarbejdere under 18 år, mens den anden halvdel af stillingerne ventes besat af voksne og seniorer. Feriecenteret søger både faglærte og ufaglærte medarbejdere med varierende timetal til stillinger i forretningsområderne Køkken og Restauranter, Aktiviteter, Butikker og Supermarked, Rengøring og Aquadome.

 

– Med ansættelsen af så mange nye medarbejdere er det en fast del af vores onboarding-proces, at alle medarbejdere kommer på en afdelingsrettet uddannelse, så de er klædt godt på til deres nye job. Samtidig får alle en grundig introduktion til vores stærke kultur og værtskab, så vores gæster altid møder samme høje service blandt alle vores medarbejdere, forklarer Lene Stejnicher, HR-chef i Lalandia, og fortsætter:

 

– Det er desuden et fokuspunkt for os, at vores medarbejdere, særligt de unge, oplever, at ansættelsen hos Lalandia også bidrager til personlig udvikling. Vi ser derfor også, at vores unge medarbejdere udvikler sig utroligt meget i den tid, de arbejder hos os. Flere af vores timeansatte vælger desuden at supplere arbejdet i en anden virksomhed med nogle timer hos Lalandia, fordi vi ofte kan tilbyde en sjov og anderledes hverdag, end man oplever på andre arbejdspladser. Således kan jobbet hos Lalandia også bidrage med adspredelse til det daglige arbejde.

 

Det er muligt at ansøge stillingerne hos Lalandia i Billund allerede nu på Lalandia.dk, ligesom man kan møde nuværende medarbejdere fra feriecenteret og ansøge til Jobmessen i Billund Idrætscenter den 20. januar 2024.

PR-Foto: LALANDIA