Af Carsten Sander Christensen
Hundsbæk Gods, lindormen og ammen Dorthe
Det er ingen hemmelighed, at egnens barske og øde natur, sparsomme befolkning og placering fjernt fra København ikke er befordrende for større og epokegørende historiske begivenheder i området.
Men derfor er rig på en anden og unik Danmarkshistorie. Men her bør måske retfærdigvis skelne mellem tiden før og efter Den Sorte død omkring 1350, og rundt omkring i landskabet finder man dog stadig noget, der smager lidt af fisk fra det virkelige opdækkede bord i Danmarkshistorien.
Et sådant sted er Hundsbæk Herregård.
Herregården, eller det der er tilbage anno 2024, befinder sig godt 15 kilometer syd for Vorbasse og omkring tre kilometer vest for Læborg, på Hundsbækvej 6 i den nuværende Vejen Kommune.
Hundsbæk Herregård er oprindeligt en kongsborg, der nævnes første gang omkring 1370 men som sikkert er en hel del ældre. Da var den i Dyre familiens eje. Vi er tilbage på Oluf 2.’s tid. Læseren studser vel over navnet. Oluf 2. regerede mellem 1376 og 1387. Oluf, født i 1370, var søn af Margrethe 1. og Kong Håkon 6. af Norge og Valdemar Atterdag var hans morfar. Men vigtigst af alt Oluf 2. startede, qua sin arveret, rigsfællesskabet mellem Norge og Danmark i 1380. I slutningen af 1380erne var han meget tæt på at blive Sveriges konge tilligemed.
Men så døde Oluf pludselig på Falsterbo Slot i Skåne eller gjorde han? Læserne har sikkert set den lidt på det jævne film fra 2021, Margrethe den Første, hvor rigets måske til dato største strategiske geni bliver simplificeret i nutidens kønspolitiske debat og neglige scener. Et af omdrejningspunkterne i filmen er nemlig Oluf 2.’s tilsyneladende genopstandelse fra de døde og tilbagekomst i 1402.
Tilbage til Læborg området.
1300-tallet var en hård og utryg tid for den almindelige bonde. Især for bønder med megen ejendom. Hundsbæk var en stovt borg der ude i engen ved Hundsbækken (deraf navnet). Oluf 2. (efter sit 15 år) og Margrethe 1. kæmpede mod et landsdækkende anarki af kriminelle bander der udplyndrede befolkningen på det groveste. Borge spillede også her en rolle, i det mange af dem var baser for banderne, Så mange borge fik afsagt deres dødsdom, men ikke Hundsbæk.
Ud over bander husede egnen omkring Hundsbæk også en lindorm. En krydsning mellem drage og slange, en ubehagelig lille fætter, der er meget kendt i folkeeventyr. Man måtte jævnligt afbrænde større skovarealer for at slippe for ormen. Lindormen fandt sig dog en variant. På et tidspunkt snoede den sig rundt om Læborg Kirke. Kirkegængerne kunne ikke komme ind i kirken. Gode råd var dyre og en klog kone blev hidkaldt. Den bætte kone omkom dog i flammerne, da lindormen blev brændt.
I 1407 blev Hundsbæk overdraget til Margrethe 1 efter Henneke og Claus Limbek begge af den holstenske adel.
Hundsbæk var i bund og grund et kongeligt len og blev derfor styret fra et større len. Heriblandt Skodborghus, Koldinghus og Riberhus. I 1500-tallets start var Hundsbæk et yndet jagt eremitageslot for kongerne. Kong Hans, Christian 2. og Frederik 1. drev alle jagt fra Hundsbæk. I den periode man var på Hundsbæk havde nogle af kongerne sådan for al sikkerheds skyld også regeringen med sig. Mange af de vigtige kongelige befalinger og dekreter fra 1500-tallets start kan derfor være udstedt på Hundsbæk.
Men inden 1530 er det tilsyneladende slut med kongelige jagter i området. Og i 1578 mageskiftede Frederik 2. Hundsbæk området væk nogle jagtterræner kaldet Vildtbanen i Kolding området. Bege Klausdatter, overtog Hundsbæk i 1578. Svigersønnen, Christoffer Rosenkrantz, der røg på skafottet i 1610, ejede Hundsbæk fra 1601 og til hovedet røg af. Nye tider ventede derude i engen ved Hundsbækken.
I 1614 overtog den senere rigsråd Erik Pedersen Juel Hundsbæk.
Erik var for øvrigt far til Niels Juel – ham søhelten. Og så stod den på Svenskekrige. Ammen Dorthe siges at have reddet Eriks to børn. Ammen gemte børnene et hemmeligt sted på egnen, og som belønning fik hun Kjeldbjerg Gård. Ammens store omsorg og megen hjælp i flere henseender var dog ikke nævnt i Sophies, Eriks kones, breve og notater. Kort efter flyttede Sophie til Norge med børnene omkring 1626. Senere blev Erik og Sophie dog genforenet og lille Niels blev født i Christiania – Oslo altså.
Ejeren i 1658, Bertel Jensen Dons, indberetter at Hundsbæk er totalt nedbrudt.
Nu fulgte tider med genopbygningen af Hundsbæk Gods. Omkring 1685 opføres en hovedbygning under Jørgen Skeel Due. I 1707 blev godset solgt for små 2.700 rigsdaler, og i 1752 røg det for næsten samme beløb på en tvangsauktion. I resten af 1700-tallet og langt ind i 1800-tallet var der skiftende ejere af området. Først fra 1850erne begyndte Hundsbæk at ændre sig fundamentalt. Voldgravene blev opfyldt med jord og tilbygningerne ombyggede og i 1878 blev den nuværende hovedbygning opført af Niels Frederik Emil Hansen.
I dag er det en større moderne gård med speciale i avl af malkekvæg under navnet I/S Lindegård og siden 1995 har den været ejet af Leif og Max Philipp fra Brørup. Hvad mon Margrethe og Oluf ville sige, hvis de en dag dukkede på gårdspladsen?
Gobelin med Oluf 2 – Privatfoto
