Højskoleformiddag med fængselspræst Kirsten Esbjerg

Arkivfoto: René Lind Gammelmark

 Kirsten Esbjerg der er fængselspræst fra Sdr. Omme, er  dagens oplægsholder til den næste Højskoleformiddag i Kirkehuset, Grindsted torsdag den 14. marts 2024.

 

Det er de færreste som kender til livet i Sdr. Omme fængsel, og hvordan hverdagen som fængselspræst foregår.

Det er der dog mulighed for at ændre på, når Kirsten Esbjerg, fængselspræst kommer og holder foredraget ”Mennesker og kirken.” Det sker torsdag den 14. marts kl. 10.00 til 12.00 i Kirkehuset, Grindsted.

Du kan her få en lille forsmag på foredraget: ”Jeg er præst i Sønder Omme fængsel, og jeg har været fængselspræst i snart 12 år. Før har jeg arbejdet både som sognepræst og i det private erhvervsliv.
En af de vigtigste erfaringer, jeg har med mig, er dog de 27 år, hvor jeg arbejdede under Kirkens Korshær. Her fik jeg blik for de mange situationer, som et menneske kan komme ud for i sit liv og den trøst, det kan give at dele sine oplevelser og tanker med andre. I fængslet bliver kirken tit til et lille stykke normalt liv midt i den særlige situation, som man er i, når man har fået en dom og skal afsone i et fængsel, hvor livet ofte vendes på hovedet, og man skal til at lære at navigere i en hverdag tæt på andre, som man måske ikke har andet til fælles med end afsoningen. ”

Alle er velkomne til at høre Kirstens spændende fortælling denne torsdag. Pris 40 kr. incl. kaffe og rundstykker skriver Grindsted og Urup sogne i en pressemeddelelse.