Læring gennem Leg skal være en mulighed for alle

"Vi har været meget spændte på at byde dette års værker velkommen i LEGO klodsens hjemby. Bag hvert eneste værk gemmer sig en personlig historie, og der er lagt mange tanker og timer i disse byggerier. Vi ser frem til at tage imod besøgende fra hele verden, som kommer for at opleve denne unikke udstilling. Vores håb er, at de vil tage en masse inspiration med sig, som vil motivere dem til at fortsætte med at bygge og udforske nye, ukendte teknikker," siger Kathrine Kirk Muff, administrerende direktør i LEGO House, Billund. Foto: ©LEGO House /Michael Drost-Hansen

Læring gennem Leg skal være en mulighed for alle: KultureCity Sensory Inclusive certificering gør LEGO House tilgængelig for endnu flere

 

Et besøg i LEGO House, Home of the Brick, i Billund, er den ultimative LEGO oplevelse for mange LEGO fans.

Derfor har det også været en integreret del af husets mission siden åbningen i 2017 at gøre oplevelsen lige tilgængelig for alle. For LEGO House er det derfor en fortløbende proces at sikre, at alle besøgende føler sig velkommen og kan færdes ubesværet i LEGO House. I år er der foretaget nye, langsigtede initiativer for at forbedre tilgængeligheden yderligere.  

LEGO House har blandt andet forbedret husets Oplevelseszoner og udstillinger, og medarbejderne er blevet uddannet til at skabe en mere tilgængelig og inkluderende oplevelse for alle. Det gælder blandt andre besøgende med fysiske handicap, såsom begrænset mobilitet samt personer der er sensorisk sensitive som for eksempel autistiske gæster eller gæster med ADHD eller PTSD. Forbedringerne gavner også gæster med syns- eller høretab. 

“Det er vigtigt at sikre, at alle LEGO fans føler sig velkomne og mødt under deres besøg i LEGO House. Det er en sag, der virkelig står mit hjerte nær. Mine personlige erfaringer med at opfostre en autistisk datter betyder, at jeg kan relatere til de overvejelser og bekymringer, som forældre i lignende situationer kan stå over for, når de besøger attraktioner som vores,” siger Kathrine Kirk Muff, administrerende direktør for LEGO House. 

At Læring gennem Leg skal være en mulighed for alle, er et centralt princip i LEGO Koncernens filosofi. Læring gennem Leg styrker færdigheder, der fremmer positivitet, innovation og forandring. Færdigheder, der styrkes i LEGO House i husets fire Oplevelseszoner, ni legepladser og et LEGO museum, der alle understøtter udviklingen af de fem nøglefærdigheder: de fysiske, sociale, følelsesmæssige, kognitive og kreative færdigheder. 

 

Opnår international certificering som den første attraktion i Norden 

LEGO House er den allerførste attraktion i Norden, der opnår Sensory Inclusive-certificeringen af KultureCity, en international nonprofitorganisation, som arbejder for at forbedre tilgængeligheden for personer med øget sensitivitet og andre særlige behov.  
 
“Vi er stolte af at være den første attraktion i Norden, der opnår KultureCity-certificeringen, og vi håber, at det vil gøre en positiv forskel for besøgende, som ellers kunne føle sig usikre og tøve med at besøge os. For os ligger certificeringen i naturlig forlængelse af Solsikkesnoren. Mens Solsikkesnoren primært bruges som et signal til andre gæster eller personale om, at man kan have brug for ekstra støtte, tid eller tålmodighed, så er initiativerne, der følger med KultureCity-certificeringen konkrete og inkluderer fysiske hjælpemidler. Et centralt element er træningen, som klæder os på til at skabe de bedste betingelser for, at vi kan tilbyde en fantastisk oplevelse for alle vores gæster,” siger Kathrine Kirk Muff i en pressemeddelelse.

LEGO House har opnået certificeringen fra KultureCity ved at uddanne medarbejderne og tilbyde særlige KultureCity Sensory-tasker, der er udstyret med hjælpemidler, som besøgende kan låne med sig rundt i huset. Tasken indeholder blandt andet støjreducerende hovedtelefoner, der hjælper med at reducere miljøstøj for støjfølsomme. Fidgets, der hjælper med at regulere følelser samt visuelle humørkort, der støtter kommunikation.

Herudover har LEGO House også optimeret flere fysiske forhold i oplevelseshuset. Her er der for nylig blevet installeret et multifunktionelt toilet med lift, skiftebord og brusefaciliteter. Det nye toilet gør det muligt for en ny gruppe gæster og deres familier at besøge LEGO House.

 

History Collection er opdateret

History Collection er det officielle LEGO museum i LEGO House. Her kan gæster udforske den mere end 90 år lange LEGO historie samt opleve ikoniske LEGO sæt.  

Som noget nyt for 2024-sæsonen har History Collection nu en engagerende, interaktiv tidslinje med animationer, der understøttes af både lyd, blindeskrift og tegnsprog for at give alle besøgende mulighed for at udforske LEGO historien. 

For at skabe en mere håndgribelig forbindelse til LEGO Koncernens fortid, er der placeret fysiske modeller langs tidslinjen, der gør det muligt for besøgende at røre ved og på den måde opleve ikoniske LEGO produkter, såsom anden af træ, den gule borg og LEGO minifiguren. Disse tilføjelser skal løfte oplevelsen for alle gæster, men især for personer, der har nedsat hørelse eller syn.