Have og fritidsmesse på Museumscenter Karensminde

Pressefoto

Kreativiteten og haveinspirationen er i fuldt flor på Karensminde, når du igen i år kan opleve alverdens håndværk og planter til Museumscenter Karensmindes store have- og fritidsmesse den 26. maj fra kl. 10 til 16.

De mange forskellige boder vil byde på alt fra planter, blomster, frø, syning, mad, træ- og malearbejde. Man kan opleve demonstration af forskellige fritidshåndværk, samt syltning, kogning og bagning med rabarber. Det er også sæson for nye kartofler og friske danske jordbær, som du kan købe med hjem denne dag.

I år finder du de mange boder rundt om gården, i laden og udstillingsbygningen. Prøv for eksempel at kigge forbi udstillingsbygningen, hvor du både kan købe og smage den helt nye øl Karensmindes Ale, som er brygget med ingredienser ude fra museumsgården.

Som et inspirerende indslag på dagen, har vi inviteret haveentusiast Karl Kristensen til at fortælle os om årstidens planter i haven fra forår til vinter. Han medbringer også planter, man kan købe efter foredraget. Foredraget ”Planter fra forår til vinter” v. Karl Kristensen er kl. 13.30 i udstillingsbygningen.
Der er aktiviteter overalt på Karensminde og til alle aldre!

I stuehuset, træværkstedet og smedjen kan du opleve og tage del i historien, og det kreative værksted er også åbent. Her kan du i dagens tema lave din egen blomsterkurv i filt eller små lysestager formet som blomster.

Har du brug for lidt godt til ganen, er der også sørget herfor ved Karensmindes Venner. Kaffestuen er åben, og i laden kan du købe vafler, te, kaffe og vand.

Der er denne dag højere entrépris end normalt: 50 kr.) Børn u/ 18 år har som altid gratis adgang.

Have- og fritidsmessen er arrangeret i et samarbejde mellem: Hejnsvig-Vorbasse-Grindsted Havekreds, Karensmindes Venner og Billund Kommunes Museer.