Kurt Kirkegaard giver stafetten videre til næste generation.

Arkivfoto: René Lind Gammelmark

Tømrermester Kurt Kirkegaard har valgt at videregive stafetten til sønnen Claus Kirkegaard, som også er uddannet tømrer og ansat i firmaet. I første omgang har sønnen overtaget 40 procent af aktierne i Kurt Kirkegaard A/S og tanken er at firmaet i løbet af de næste 5-7 år, kommer helt på Claus’ hænder.

Samtidig med, at Claus Kirkegaard nu bliver medejer, sker der en strukturændring i virksomheden, så Kim Søgaard bliver administrerende direktør og Kurt Kirkegaard direktør. Virksomhedens 2 selvstændige afdelinger, skifter ved samme lejlighed navne og logo. Tømrervirksomheden kommer til at hedde Kirkegaard Byggeri og snedkervirksomheden kommer til at hedde Kirkegaard Woodshop. Disse ændringer vil kunne ses dels på virksomhedens hjemmesider, hvor afdelingerne hver især bliver præsenteret i en ny og mere relevant udgave.

Citat:
”Det er for mig afgørende at give mit livsværk godt videre til næste generation, nu hvor firmaet er på toppen igen. Det er naturligvis svært at slippe ”sit barn” – men når det gives videre i god form og til ens egen søn, er det trods alt meget lettere. Som direktør bliver min rolle at være observatør, og jeg kan fortsat holde øje med udviklingen i hverdagen – dog selvfølgelig sådan lidt fra sidelinjen” udtaler Kurt Kirkegaard.

Citat:
”Jeg glæder mig til, at jeg stille og roligt, kommer mere og mere ind i virksomheden. Jeg er i gang med en ledelsesuddannelse, for at få ledelsesværktøjer og indtil videre vil jeg primært have en funktion, som projektleder på såvel erhvervs- og private byggerier. For mig er det afgørende, at jeg bliver bygget op på alle områder, inden jeg fuldt og helt kommer til at stå med virksomheden” fortæller Claus Kirkegaard.

Citat:
”Jeg overtager som administrerende direktør nu ansvaret for virksomheden drift på daglig basis. Herunder driftsansvaret for både Kirkegaard Byggeri og for Kirkegaard Woodshop. Jeg har jo heldigvis været ansat i virksomheden i sammenlagt ca. 10 år og kender derfor både Kurt og Claus rigtig godt – hvilket er en kæmpe fordel, når der skal ske en generationsskifte” siger Kim Søgaard.

 

Virksomheden, som er placeret på Kornmarken i Billund, og som har 42 år på bagen, har sammenlagt 35 medarbejdere, som er fordelt på Kirkegaard Byggeri og Kirkegaard Woodshop. Kirkegaard Byggeri håndterer en bred vifte af byggeopgaver for både private og erhvervskunder. Kirkegaard Woodshop fremstiller specialinventar til f.eks. butikker, offentlige og private institutioner beliggende i både i ind- og udlandet.
Ændringerne fejres fredag eftermiddag sammen med virksomhedens personale i snedkerværkstedet i Billund skriver virksomheden i en pressemeddelelse.