Af Louis Bülow
Et fjernt erindringsbillede små 10 år tilbage toner frem. Det er en stille vinteraften i december lige op til julehøjtiden i en lejlighed i det indre af Aarhus, og storbyens larm og trafikstøj anes kun som en svag summen i det fjerne.
Med ét flænses stilheden af en telefons ubarmhjertige kimen. Displayet viser Ukendt nummer, og med en vis forsigtighed tager jeg røret: – Det er Anker Jørgensen, lyder det i den anden ende.
Her sidder jeg i Smilets By med min gamle mentor i røret – min barndoms Anker Jørgensen, som jeg sendte mit første artikelforsøg til dengang i 1960’erne, da jeg som skoledreng huserede i et lille landbosamfund i Hejnsvig, og han sad som redaktør for Arbejdsmændenes og Specialarbejdernes Fagbladet.
På de fleste redaktioner ville et artikelforslag af den art uden videre blive kylet i papirkurven, men med Anker Jørgensen for bordenden havde storsind og generøsitet gode kår på redaktionsgangen. Han tog sig sig tid til at sende et personligt brev til den unge skribent i stedet for den sædvanlige standardskrivelse med høfligt afslag.
Flere sider med velmente råd, gavmilde ord og en dybtfølt opfordring til at byde livet op til dans – et hjertevarmt brev, der fik stor betydning for en knægt fra små kår med drømme i skoletasken.
Årtier senere skulle det blive til en lang række artikler, kronikker og features i landets aviser om den folkekære statsminister og føre til etablering af www.ankerjørgensen.dk/ www.ankerjorgensen.dk/
Det viser sig, at Anker Jørgensen den aften ringer for blandt så meget andet at snakke om en ny bog, han har i tankerne. – Du har en god pen, lyder det, og han spørger, om jeg måske kunne være interesseret i at tage del i det spændende projekt.
Desværre når hans idé og tanker aldrig at blive realiseret, men jeg skal opleve den gamle statsminister mærket af alderdommens skrøbelighed, javel, men stadigt med ukuelig livskraft og viljestyrke i behold.
Nok karrig med store ord og armbevægelser men ikke fedtet med spændende erindringsglimt tager Anker Jørgensen turen ned ad Memory Lane og fortæller om dengang i august 1990, han som 68-årig tidligere statsminister sagde ja til at tage til Irak for at få 38 danske gidsler ud af den irakiske diktator Saddam Husseins kløer.
I forbindelse med Iraks invasion af Kuwait blev mange vesterlændinge, blandt dem de 38 danskere, taget som gidsler, og Saddam Hussein lod mange placere på strategisk udvalgte steder og brugt som menneskelige bombeskjolde ved militære anlæg og fabrikker.
Kendte politikere uden officiel status sagde ja til at rejse til Bagdad og forhandle med de irakiske myndigheder for at få løsladt gidslerne – udenlandske gæster, som Saddam Hussein kaldte dem.
Gidslernes talsmand, lægen John Godtfredsen, havde tidligt rettet henvendelse til såvel den daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen som FN-flygtningehøjkommissær Poul Hartling, men begge havde afvist at kunne gribe ind. Det fik talsmanden til at søge hjælp hos en dansk politiker, der havde vist reel forståelse for gidslernes situation.
John Godtfredsen ringede hele fem gange til Anker Jørgensen og tryglede hver gang den tidligere statsminister om at komme til Bagdad, og han lod sig til sidst overtale til at rejse til Irak. Med Ankers ord:”Og så siger han til slut næsten bønfaldende: Kommer du ikke, Anker? Jo, jeg kommer, svarer jeg. Og jeg kan næsten endnu høre ham råbe: kommer du, Anker, hvornår kommer du?”
Da en aktuel meningsmåling fra Gallup dengang viste, at mere end halvdelen af befolkningen var imod hans mission i Bagdad, blev Anker spurgt, om det betød noget for ham: ”Nej, det betyder ikke noget. Det er den samme sag – det er de mennesker, det drejer sig om.”
Politikere fra alle sider lod skældsordene hagle ned over Anker ledsaget af hånlig hovedrysten. Udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen advarede utvetydigt:”Danmark skal ikke deltage i brud på den internationale FN-solidaritet ved at tinge om danske gidsler med Saddam Hussein.”
Venstres Ivar Hansen talte om brækfornemmelser, mens den konservative Per Stig Møller kaldte hans rejse naiv. I sin leder gik Jyllandsposten så langt som til at beskrive Anker Jørgensens mission som farceagtig og “enestående i graden af illoyalitet og mangel på anstændighed”, og man beskyldte den tidligere statsminister for at gå ”Bagdad-slagterens ærinde”.
Men Anker Jørgensen vaklede ikke:”Regeringen og EF optræder enøjet i en situation, hvor uskyldige mennesker risikerer at blive inddraget i en krig. Jeg kan ikke se, at det er i strid med FNs resolutioner, at man forsøger at få gidsler hjem. Det er en humanitær indsats.”
For Anker Jørgensen gik hensynet til at redde menneskeliv forud for politiske interesser, og han forenede al sin menneskelige omsorg og erfaring i sine bestræbelser. Fyldt med indre væmmelse over at skulle tage del i Saddam Husseins absurde teater, var han klar til at sætte sig til bords med den Onde selv, hvis det var det, der skulle til.
Efter timelange forhandlinger med formanden for den irakiske Nationalforsamling Saadi Mahdi Saleh, udenrigsminister Tariq Aziz og Saddam Hussein, der sad med de danske gidslers skæbne i sine hænder, lykkedes det Anker at opnå udrejsetilladelse til i første omgang 16 gidsler.
Da han senere samme aften var kommet tilbage til hotellet, havde han svært ved at falde til ro:”Da jeg er kommet i seng, ligger jeg og spekulerer lidt over tingene og kommer til det resultat, at jeg må prøve at få flere gidsler frigivet.”
Forhandlingerne blev genoptaget først på natten, og det lykkedes Anker at få et mundtligt tilsagn om, at de tilbageblevne gidsler ville blive frigivet enkeltvis og i mindre grupper i løbet af få uger. En aftale, der blev indgået under hånden, betinget af hemmeligholdelse.
Den 16. november 1990 lettede et fly fra Bagdad mod Københavns Lufthavn, og med ombord var de første 16 gidsler, Anker Jørgensen og en lang række journalister. Det chartrede fly landede sent
eftermiddag i lufthavnen til en jublende menneskemængde og et kaotisk presseopbud – sendt for rullende kameraer på direkte TV.
Bestemmelserne i den hemmelige aftale om drypvis frigivelse af de sidste gidsler kom til at holde stik, og Anker var hver gang i lufthavnen for at tage imod. Få dage efter de sidste gidslers hjemkomst begyndte den Første Golfkrigs massive bombardementer over Bagdad …
Da budskabet om Anker Jørgensens død ramte landet i marts 2016, fejedes al politisk ævl og kævl til side for en stund. Længe holdt den folkekære statsminister ved, men en forårsdag måtte han give slip og sov stille ind, omgivet af sine kære.
Den tidligere biskop Kjeld Holm, der stod for bisættelsen fra Grundtvigs Kirke, fortalte i sin mindeprædiken om et besøg få år tidligere på plejehjemmet i Valby. Han vovede sig frem med spørgsmål omkring bisættelsen: ”Anker ville ikke rigtig tale om sin bisættelse. Du finder nok på noget at sige, sagde han. Jeg kan alligevel ikke høre det …”
Da Kjeld Holm på et tidspunkt spurgte den gamle statsminister, hvad han gerne ville huskes for, sad Anker længe helt tavs. Med biskoppens ord: ”Han tøvede lidt og spiste lidt mere flødeskumskage og måtte hjælpes lidt på gled. Jo, måske, og så var det, som om tankerne gik lidt på langtur ….”
Da han svarede, var det ikke genrejsningen af Socialdemokratiet efter jordskælvsvalget i 1973, han nævnte. Heller ikke Efterlønsordningen eller Bistandsloven: Jo, der var jo danskerne, der sad som gidsler hos Saddam Hussein i Irak – dem hjalp jeg jo hjem, sagde han til sidst!
Foto: Kristian Møller
