Bülows Hjørne: men se, solen står op

– men sé, Solen staar op …”

Vestre Fængsel natten til fredag den 23. juni 1944. Himlen er dækket af mørke skyer, der har lagt sig over hovedstaden som en vinterdyne. Kort tid efter midnat lyder der tunge støvletramp, tyske kommandoråb og en raslen med nøgler i gangene bag de tykke mure.

Otte modstandsfolk – alle medlemmer af Års- og Farsøgrupperne – er få dage forinden blevet dømt til døden ved den tyske krigsret på Dagmarhus og hentes nu ud af deres fængselsceller. Klokken 4 om morgenen fører en deling tyske soldater de dødsdømte til henrettelsespladsen ved Ryvangen, og snart lyder pelotonens geværsalver ud i sommernatten …

En af de frihedskæmpere, der dèn nat betaler den ultimative pris i kampen mod Gestapo, er den 23-årige himmerlandske bondesøn fra Farsø Christian Ulrik Hansen, der trods sin unge alder er en af lederne af den samlede modstandsbevægelse og står bag et omfattende netværk af modstandsfolk og sabotagegrupper i det jyske.

Christian Ulrik Hansen- Kilde: Nationalmuseets Samlinger Online

Få timer inden henrettelsen er det blevet Christian forundt at skrive afskedsbreve til sin familie og sine nærmeste, og i sit sidste farvel gør han sit bedste for at trøste sine kære. Han sender sin sidste hilsen til en ung pige Inge og hendes ven Willi Theut, der har været hans bedste venner lige siden gymnasietiden på Viborg Katedralskole.

Inge og Willi Theut skal få år senere bringe et pust af historiens vingesus til landsbyen Hejnsvig i det vestjyske. Willi Theut – Willibald, som der står på dåbsattesten – tager i 1946 ingeniøreksamen og tiltræder som leder af Hejnsvigs store virksomhed Katrinebjerg Teglværk i udkanten af byen ved landevejen mod Grindsted.

Kilde: Hejnsvig Sognearkiv

Inge og Willi Theut flytter til Hejnsvig og står i spidsen for virksomheden helt frem til slutningen af 1960erne. Hejnsvig skal op i gennem 1950erne og 1960erne danne rammen om familiens Theuts liv og tilværelse. Hér skal de fem børn få en ganske vidunderlig barndom og opvækst med skolegang i Hejnsvig og senere i nabobyen Grindsted med Grindsted Kost- og Realskole og Grindsted Gymnasium.

I sit afskedsbrev til Inge fra dødscellen i Vestre Fængsel fortæller Christian Ulrik Hansen om den geværsalve, der få timer senere skal fuldbyrde tyskernes dødsdom over ham:

“Kære Inge! Om faa Timer lyder en Geværsalve ud over det morgenstille Land. Når den er døet hen, er der sat et Punktum. Dette er mit sidste Brev. Det skriver jeg til dig, fordi du – trods alt – har været den, der bedst har forstaaet mig … – du ved, hvorfor jeg dør. Vil du fortælle mine Kære og Venner – ikke mindst dem derhjemme – hvorfor jeg maatte gå denne Vej. Lad dem forstaa, at for mig var der ingen anden …”

Også Christians sidste farvel til sine forældre og søskende lyser af en fast tro på Gud og på det gode i mennesket:

  ”Om to Timer staar Solen op. Så knalder Skuddene udover Landet. Græsset græder Dug, men se, Solen staar op og kysser Duggen og Græsset. Og hjemme i Haven aabner Blomsterne deres duftende Kalke. Rosen gløder. Se Solen staar op … Og det skal være mit allersidste Ønske, naar Freden er inde, tag da et forældreløst tysk Barn til jer i Stedet for mig.“

For den dengang 18-årige gymnasieelev på Viborg Katedralskole Christian Ulrik Hansen skulle besættelsesdagen den 9. april 1940 blive et chok, han aldrig helt forvandt. En vanærens dag:

”Så kom det knugende Mørke – den 9. April. Det var, som om de sorte Fugle skyggede for den sidste grønne Spire af Livsmod og Tro… Jeg havde ikke blot mistet Troen på mig selv, men ogsaa troen på det danske Folk.”

Samarbejdspolitikken og den danske befolknings passivitet ansporede Christian Ulrik Hansen til selv at handle med digterpræsten Kaj Munk som åndelig vejleder og inspirator:” – Først følte jeg fuldstændig Lammelse, for hvor var de henne, dém som man gerne ville staa Side om Side med ?”

Da statsminister Vilhelm Buhl midt under besættelsen holdt sin berygtede antisabotagetale til det danske folk og i stærke vendinger fordømte modstandsbevægelsens sabotageaktioner, så mange landets førstemand gå tyskernes ærinde:”Vær med til at gøre det klart for alle, og navnlig for de Unge, at dén, som begår Sabotage eller hjælper med dertil … handler mod sit Fædrelands Interesse.”

I et brev til sin nære ven og skolekammerat Elith Olesen tog Christian bladet fra munden:” – men hvad andet kunne man forvente fra disse helt holdningsløse Politikere, der ikke kender Forskel på Gud og Djævel.”

Med livet som indsats gik Christian ind i modstandskampen, og organisatoren af den samlede jyske modstandsbevægelse godsejer Flemming Juncker fra Overgaard Gods ved Randers knyttede ham til sig som sin næstkommanderende.

Christian rejste Jylland tyndt og startede modstandsgrupper op i blandt andet Aars, Farsø, Ranum, Skive og Viborg. I julen 1943 to uger før digterpræsten Kaj Munk forsvandt ud i mørket med Gestapos bødler, opsøgte Christian i et illegalt ærinde sin mentor i Præstegården i Vedersø, hvor de havde en fire timer lang samtale.

I februar 1944 gennemførte Gestapo en række aktioner mod dé grupper, Christian Ulrik Hansen stod bag i det nordjyske, og han blev selv taget 29. februar ved banegården i Aalborg.

Den unge modstandsmand blev ført til Gestapos hovedkvarter og senere smidt i en fængselscelle i Aalborg Arrest, hvor han under timelange forhør blev udsat for tortur og grove mishandlinger. Men Gestapo kunne ikke knække ham, og han blev overført til Horserød-lejren og derefter Vestre Fængsel, hvor han i 10 dage kom til at dele celle med Hvidsten Gruppens medlemmer.

Som præst og sjælesørger for dem alle holdt Christian hver aften andagt i fængselscellen, hvor Hvidsten-folkene ganske stille sad på deres madrasser og lyttede til forkyndelsen af evangeliet. En indsmuglet Højskolesangbog blev brugt flittigt.

Den 23. juni 1944 blev Christian Ulrik Hansen henrettet i Ryvangen.

Kun få uger før befrielsen blev den 21-årige Kim Malthe-Bruun henrettet, også i Ryvangen, og fra dødscellen skrev han den 4. april 1945 et sidste farvel til sin mor:

 ”Jeg er kun en lille Ting, og min Person vil meget snart være glemt, men den Idè, det Liv, den Inspiration, der fyldte mig, vil leve videre. Du vil træffe den overalt, i Træerne om Foraaret, i Mennesker, du møder på din Vej, i et kærligt lille Smil …”

Kim Malthe Bruun – Kilde: Wikipedea

Fem år senere blev Mindelunden i Ryvangen indviet som minde for de danske modstandsfolk, der faldt under under besættelsen. Tre henrettelsespæle i bronzeafstøbninger og en mindetavle med en inskription af digterpræsten Kaj Munk markerer i dag henrettelsespladsen:

Drenge, I Drenge som døde

I tændte for Danmark i dybeste Mulm

en lysende Morgenrøde.

Epilog:

Ved befrielsen den 5. maj 1945 var Inge og Willi Theut med til at redigere og udsende bogudgaven Breve fra fængslet, der gengiver de breve, som det lykkedes Christian Ulrik Hansen at få smuglet ud fra dødscellen i Vestre Fængsel.

Vi anvender cookies for at sikre at vi giver dig den bedst mulige oplevelse af vores website.
Hvis du vælger ikke at aktivere cookies, fungerer siden ikke optimalt, angiv dit valg til højre.

Cookie indstillinger

Nedenfor kan du vælge hvilke typer cookies du vil tillade fra hjemmesiden, klik på "Gem cookie indstillinger" for at angive dit valg.

Funktions cookiesSiden benytter funktions cookies, disse er nødvendige for at siden fungerer.

Analytiske cookiesSiden benytter analytiske cookies, således at vi kan analysere besøg, og optimere hjemmesiden.

Social mediaSiden benytter ikke social media cookies.

ReklameSiden benytter ikke reklame relaterede cookies.

AndreSiden benytter 3 part cookies, bla. til funktionalitet af siden, der bliver ikke gemt personlige informationer.