Bülows Hjørne: RULLE VAGN – Grindsteds første hippie

Af Louis Bülow

• Vil du ikke holde den lille ?

 På Torvet i Grindsted træder byens legendariske ærke-hippie med det misdannede ansigt, den skæve mund, der hænger til den ene side, og den deforme hånd forskrækket tilbage fra  barnevognen og stirrer nærmest vantro på den storsmilende mor ved siden af sig.

Rulle Vagn med det borgerlige navn Vagn Rasmussen – for ham er det – har livet igennem måttet sande, at børn og sarte sjæle forskræmte viger tilbage bare ved synet af ham.

Det spæde barn i barnevognen Janne – i dag en voksen kvinde – fortæller, at Vagn måtte hen og kigge, da han så moderen nærme sig med hende:” Hun forsikrede ham om, at hun mente det og lagde mig i hans arme. Vagn sad med tårer i øjnene og betragtede blidt det lille smilende barn i sine arme. Siden hen har jeg altid fået og givet Vagn knus, når jeg mødte ham på min vej …” 

Jannes mor følger den skønne beretning til dørs og fortæller, at det var en stor glæde for Vagn at holde det lille barn i sine arme: ”Det var ikke noget, han fik lov til af andre. Der var nogen, som troede, at han var farlig, da han havde sit udseende imod sig. Han havde faktisk megen omsorg for andre mennesker. Ja, så sad vi der på torvet, og fik en lille snak om, hvad der skete i byen, mens han smilede sit skæve smil …”

Dengang blev Rulle Vagn nærmest opfattet som Grindsteds pendant til Klokkeren fra Notre Dame – den hæsligt vanskabte men hjertevarme Quasimodo, der levede i det skjulte som en pukkelrygget, énøjet og halt klokker. Enhver, der mødte ham på sin vej, fik for altid jaget en skræk i livet.  

Vor egen gudsbenådede skjald og troubadour Helge Engelbrecht fortæller i sin erindringsbog Så spil da, knejt! om Rulle Vagn, som han kendte fra sin tidligste barndom i Grindsted: ”Han var på samme alder som min bror, John, og kom en del hos os derhjemme på Vejlevej. Vi var lidt bange for ham, da vi var små.”

Det fører os frem til en anekdote, sand eller ej, hvor Rulle Vagn hygger sig i et festligt lag på Steen-kælderen, da to pæne damer henvender sig til ham. De har kendt hinanden for år tilbage og får en lille sludder om gamle dage. Da de er gået, udbryder Vagn forbløffet: Det er da helt utroligt, at de kan kende mig efter alle de år!

Lad os da skrue tid og sted tilbage til et nostalgisk tidsbillede fra dengang. Vi træder forsigtigt ind på Restaurant La Flamme med de velkendte mørke paneler, tætte tobakståger, reparationsbajere med uundværlige sidevogne, en snotkoger hér, smøger og fjolletobak dér, og ellers alle de gamle kendinge med deres rustne stemmer.

Lunt forankret ved det solide stambord i hjørnet huserer gæve oldtimere på La Flamme, der er for alle og ikke kun dém med nypressede spenderbukser og dybe lommer. Et broget univers af gutter og godtfolk, der for en stund har løsrevet sig fra hverdagens trædemølle.

Som Rulle Vagn sidder dér for bordenden i sin slidte mundering med fuldskæg, langt hår bundet i hestehale, cowboybukser og -støvler, strikket vest og fløjlsjakke, ligner han dét, han er:

Adelsmærket som Grindsteds første hippie og byens herligste original, som Helge Engelbrecht så smukt beskriver ham i sine  erindringer.

Ved stambordet på La Flamme er der altid højt til loftet, og selv om der langt fra er tale om den rene Morten Korch idyl, luner gutterne sig ved øjeblikkets fællesskab og sammenhold og lader tankerne søge tilbage til fest og farver i fortidens glade dage.

Rulle Vagn ynder at tage på langfart tilbage til kærlighedens årti, hvor unge med blomster i håret og peace, love and flower power i bagagen føler sig mere hippe end deres forældre, ryger en sjovere tobak, krammer hinanden for en ny og bedre verden og sætter alt på den anden ende.

Tilbage til et væld af gode minder og erindringsglimt fra dengang, hvor han imponerede alt og alle som en suveræn trommeslager i det lokale band High Lites – en tur ned ad Memory Lane, der om noget kunne sætte fut i fejemøjet.

Bandet High Lites blev dannet af de fem unge Grindsted-fyre: Bas: Freddy Hjorth. Orgel: Henning Larsen. Trommer: Poul-Erik Petersen. Forsanger: Peder Pedersen. Single: Flemming Nielsen.

Da pigtråds-generationen for alvor slog til, sad Rulle Vagn med ved trommerne i High Lites. Rock for fuId udblæsning – ingen fersk og tandløs artighed her. I dé år vandt bandet semifinalen om det officielle jyske Beat- og Soul mesterskab med en sceneoptræden, der sagde spar-to til de andre og emmede af bid, saft og kraft a la Steppenwolf.

Helge Engelbrecht fik selv som purung solomusiker sit første faste uge-engagement hver onsdag og torsdag hos Akhtar Rashid på La Flamme. I sine erindringer fortæller han om Rulle Vagn:

”Jeg tror, Rulle Vagn var afholdt af de fleste, og han levede sikkert højt på sin egen storhedstid som trommeslager, bl.a. i det legendariske rockband High Lites. Jeg så dem, da det gik allerbedst … Det var stort. Deep Purple kunne godt gå hjem og lukke butikken … lige dér på scenen levede Rulle eller Vagn det liv, han bedst kunne lide.”

En af vennerne fra dengang sammenlignede Vagn med den berømte trommeslager Ginger Baker fra supergruppen Cream:”Ginger Baker var den største, men lige efter kom Rulle Vagn.”

Der florerer en lang række sjove anekdoter om Rulle Vagn, der tegner konturerne af en legendarisk skikkelse i bybilledet i Grindsted på godt og ondt. Historier har det med at vandre og få deres eget liv, som Helge Engelbrecht så rigtigt skriver. Han bidrager med én af mange historier om Vagn, der engang var kommet til at låne en vimpel, en kasse øl og en cykel ved Carlsberg-depotet.

Da han i retten bliver spurgt, om han var alene om forbrydelsen, lyder svaret: Hvad tror dommeren selv ? Det er fandme da ikke til at skaffe arbejdskraft nu om stunder!

Dommeren foreslår ham at prøve et almindeligt arbejde og tilføjer, at det er der ikke nogen, der er død af endnu. Vagns svar falder prompte: – Jeg vil da også nødigt være den første …

 Nu vi er i retten, er der også historien om dengang, han stilles for dommeren, anklaget for at have ladet sit vand på Torvet i Grindsted. Modtager du bødeforlægget på kr. 200,- bliver han spurgt. Hvortil Rulle Vagn svarer: Jo, tak, jeg står lige og mangler penge …

Når vi i gamle dage stod i kø ved Poul Leths pølsevogn på Banegårdspladsen i Grindsted for at nyde hans specialitet – en Sputnik 2 hotdog med to røde pølser, italiensk salat, rå og ristede løg, ketchup, sennep, remulade og agurkesalat – blev man altid opdateret på de sidste lokale nyheder, når en purung men gammelklog Rulle Vagn lagde vejen forbi til en hyggesnak.

Rulle Vagn sov ind den 30. juni 2003 i en beskyttet bolig i Jernved., kun 57 år gammel, og blev bisat fra Jernved Kirke den 7. juli. Mange gode venner i gennem årtier var samlet til det sidste farvel, og vi lader dém slutte ringen:

 

• Peder:”Rulle vidste altid, hvornår vi havde fødselsdag. Så fik vi en telefonopringning eller en buket blomster.”

 

• Karen:”Rulle var et hjertevarmt menneske. Der var gang i ham, han var altid i godt humør. Vi føler et stort savn..”

 

• Leif:”I Guder, hvor kommer vi til at mangle Rulle …”