LEGO® House inviterer til julekoncert med LEGOLAND Billund Garden

Foto: René Lind Gammelmark

Billund Kulturskole og LEGO® House er gået sammen om dette års udgave af den traditionsrige julekoncert med LEGOLAND Billund Garden.
Julen er traditionernes tid, men lige nøjagtig i år er der et brud på traditionerne for LEGOLAND Billund Garden. I mange årtier har LEGOLAND Billund Garden nemlig spillet julekoncert i Billund Kirke, men på grund af den igangværende ombygning, giver det sig selv, at Garden i år må ændre ved den tradition. I over 40 år har LEGOLAND Billund Garden indtaget Billund Kirke den anden onsdag i december med et bredt repertoire af julemelodier, og det har ofte været i gode musikalske samarbejder med alt fra Billund Kirkes kor til Billund Kulturskoles talentelever. I år har samarbejdet dog fundet sted udenfor den vante musikalske arena i form af et samarbejde mellem LEGO House.

 

LEGO House som en ny scene i byen
LEGOLAND Billund Garden, som i dag hører under Billund Kulturskole, har måttey se sig om efter en ny scene at optræde på, og det er nu lykkes i LEGO House. ”Siden vi af naturlige årsager ikke kan være i Kirken i år, har vi været på udkig efter et andet meningsfuldt sted for Gardens julekoncert i år”, fortæller souschef for Billund Kulturskole, Casper Jensen og fortsætter: ”Når koncerten nu skulle flyttes, ville vi gerne finde et sted, der giver mening for os som et orkester med et tilhørsforhold til LEGO Koncernen/brandet, og her er forbindelse omkring LEGO klodsen og LEGO House oplagt”.

 

LEGO House er med på ideen
I LEGO House blev man glad for henvendelsen fra Kulturskolen, for det hænger godt sammen med den vision, man har om at LEGO House også skal være et sted for det lokale samfund. ”Helt fra udviklingsfasen af LEGO House, har det været visionen at huset skulle være et bidrag til Børnenes Hovedstad ,og et sted hvor Billunds borgere også vil have lyst til at komme forbi” fortæller Administrerende Direktør i LEGO House, Kathrine Kirk Muff og tilføjer: ”Jeg er sikker på, at det offentlige LEGO Square kan danne smukke rammer for denne traditionsrige julekoncert med LEGOLAND Billund Garden, imens kirken bliver renoveret, og vi glæder os rigtig meget til at tage imod de super dygtige gardister og de øvrige gæster.”  

Koncerten med LEGOLAND Billund Garden finder sted onsdag 14. december kl. 19 i det offentlige LEGO Square i LEGO House. Alle er velkomne, og der er fri entré til koncerten. Dørene åbner kl. 18, hvor der også er salg af julelækkerier fra BRICKACCINO skriver LEGO House og Billund Kulturskole i en pressemeddelelse.

 

 

Fakta:
LEGOLAND Billund Garden har eksisteret i 55 år, og hører i dag under Billund Kulturskole. Der er aktuelt 43 spillende gardister i Garden og 18 aspiranter, der står på spring til at komme med.

Koncerten finder sted i det offentlige LEGO Square i LEGO House onsdag 14. december kl. 19, og der er fri entré.

Dørene åbner kl. 18, og i løbet af hele aftenen sælges der julelækkerier fra BRICKACCINO.