Af Carsten Sander Christensen
Sanders Historiske Hjørne: Ansager, branden på Ansager Møbelfabrik og lidt om Mariehaven
Mariehaven og dyrehospital
Varde og Grindsted rullede mellem 1919 og 1972 var Ansager den største og vigtigste mellemstation mellem de to førnævnte byer. Navnet Ansager kommer dels af det olddanske navn Anund dels af ager som betyder dyrket mark. Byen har o. 1.400 indbyggere med egen skole, landskendt dyrehospital, idrætshal, hotel og det landskendte spillested Mariehaven (indviet i 2009) med det tilhørende Musikgalleriet. De sidste to nævnte seværdigheder står Helge Engelbrecht for. Han købte i 2003 nabogrunden på Søndergade, der lå ned mod Ansager Å. I 2023 er Mariehaven faktisk en af de to største folkemusik scener med 1.200 tilskuerpladser i Danmark.
Ansager Møbelfabrik
Men Ansager er også kendt for noget helt andet nemlig møbler. Og her menes der verdenskendt. I mere end 100 år er det verdenskendte møbel design, Ansager, blevet produceret både i den lille sydjyske landsby og andre steder i regionen. I begyndelsen fremstillede møbelfabrikken møbler til hele hjemmet og servicerede kun den lokale egn. Men tingene udviklede sig med hast. I de følgende årtier blev der fokuseret mere og mere på spisestue møbler og kundekredsen rakte nu videre end Grindsted. Købere fandt man nu i USA, Tyskland, England og selvfølgelig resten af Danmark. Eksporten er på over 90%. Ansager Møbler lå i en årrække på adressen Rugvænget 4 og 7 i den sydlige del af landsbyen.
Skødebjerg Plantage
Men der lå den ikke fra starten. Der fandt man den på Stationsvej 12 – på hjørnet af Møllegade ikke langt fra Ansager Station. Møblerne skulle jo transporteres væk via jernbanen. Allerede i starten af 1930erne begyndte fabrikken at ekspandere voldsomt. Møbelproduktionen blev startet af den lokale snedkermester Johan C. Jensen der i 1920ernes slutning overdrog virksomheden til sønnen J. P. Jensen. Det første sønnen gjorde var at købe Skødebjerg Plantage syd for Vorbasse, den skulle levere træ til brædder og andre møbeldele. Og herefter opførte han Ansager Møbelfabrik omkring 1929.
Eksplotion
Ti år senere skete katastrofen så. Helt præcist omkring morgenen den 17. januar 1939. Og der var i tomten indtil den 18. januar om aftenen. Det havde været en kold vinternat, da J. P. Jensen om morgenen klokken 7 entrede fabrikken for at fyre godt op i centralvarmekedlen. Her slog ilden så pludselig ud under kedlen efter den første indfyring med høvlspåner. Herefter var J. P. Jensen gået ind for at stille på fabrikkens kontrolur. Det skulle svendene trykke på når dem kom klokken 7.30.
Mens Jensen var inde ved uret, hørte han et knald som fra en eksplosion fra fyrrummet. Han løb derind og så, at ilden var slået ud i rummet og havde antændt spånerne, der lå ved kedlen. Gode råd var nu dyre, og J. P. Jensens forsøg på kvæle ilden ved at kaste træflis på flammerne mislykkedes helt. Primært fordi røgen i rummet blev så kvælende at ejeren måtte løbe ud for ikke at blive kvalt. Og lidt senere på morgenstunden var fabrikken faktisk brændt ned til grunden.
Alarmerede Falck
Efter J. P. Jensen var kommet ud i den friske luft igen alarmerede han Falck i Grindsted og Varde. Også Falck i Vejle sendte biler og mandskab til Ansager. Brandbilerne kom så hurtigt de kunne men man skulle rulle vandslanger ud i en længde af godt 200 meter. Det var afstanden til Ansager Å fra Stationsvej. Herefter blev der rettet tre stråler imod brandtomten. Men ak ilden havde allerede fortæret det meste af vinkelbygningen. Den fløj der opbygget af træ og beklædt med pandeplader var for længst fortæret af ilden, mens noget af den grundmurede del af bygning stadig var stående. Trædelen, der var i treetager, udgjorde et opmagasineringsrum for brædder med mere, mens den øvrige del var maskinværkstedet og fyrrummet. I trædelen var første sal et polerværksted mens anden sal var et speciallager.
Voldsom brand
Den voldsomme brand bragte også to huse lidt syd for møbelfabrikken i fare. Det drejede sig om henholdsvis slagteriarbejder Laurids Lassens ejendom. Her boede tillige en vejmand Laurids Hansens på første salen. Ildens flammer fik hurtigt tag i ejendommens vinduesrammer, der var af træ. Brandfolkene begyndte at bære møbler og andet inventar ud. Men det lykkedes at redde ejendommen inden større skade var blevet anrettet. Ligesom J. P. Jensens eget beboelseshus lå i farezonen (dog stadig uskadt). Til gengæld var fabrikkens eget elektricitetsværk gået til i branden, dieselmotoren totalskadet og anlægget var helt ubrugeligt.
Havde overtrådt brandpolitiloven
Vestkystens reporter var også kørt til brandstedet. Og her bedyrede J. P. Jensen til reporteren, at det var sket flere gange at ilden var sprunget ud under centralvarmekedlen. Den 18. januar om formiddagen havde brandfolkene lavet en rapport om brandstedet, og den konkluderede at fabrikken havde overtrådt brandpolitiloven, idet fyrrummet var ulovligt indrettet. Fabrikant J. P. Jensen afgav vidneforklaring. Forsikringssummen var o. 190.000 kr. – et ret stort beløb i 1939. Heraf fabrikken for 75.000 kr., løsøret for 80.000 kr. og driftstabsforsikring for 25.000 kr.. Kriminalpolitiet indfandt sig derfor hurtigt i Ansager. J. P. Jensen fremførte beviser en fejllevering før jul af en jerndør, der skulle have været påmonteret fyrrummet. Men leveringen var mangelfuld. Brandskaden blev af Baltica og Fjerde Søforsikring takseret til 150.000 kr.
Brandforhør
Den 14. marts 1939 var J. P. Jensen, nogle fabriksarbejdere samt snedker Skovmose (den første medarbejder på stedet) indkaldt til brandforhør Varde. Her måtte fabrikanten redegøre for fabrikkens og fyrrummets indretning. Politimesteren havde på forhånd rejst tiltale mod fabrikanten. For manglende sikkerhed på fabriksområdet som et hele. J. P. Jensen nøjedes med en bøde på 100 kr. Skorstensfejerens vidneudsagn hjalp J. P. Jensen en hel del. Men flere aspekter ved opførelsen af bygningen var heller ikke korrekte i forhold til brandsikkerheden. Sydmuren var ikke grundmuret og der var ingen hårdt tag. Fabrikken lå heller ikke de foreskrevne 50 meter fra den føromtalte slagteriarbejders hus.
Fabrikanten bedyrede flere gange at ingen bygmestre, forsikringsselskaber eller andre kyndige i murværk havde gjort ham opmærksom på disse mangler. Fabrikanten fik udbetalt en større forsikringssum. Herefter flyttede han fabrikken til Ribe. Efter en årrække brændte fabrikken også ned i Ribe.
