Mandag blev første spadestik taget til Danmarks største fængsel

Billund kommunes borgmester Stephanie Storbank og Justitsminister Peter Hummelgaard tager sammen første spadestik til den enorme udvidelse af fængslet i Sdr. Omme. - Foto: Marianne Thorø

Mandag blev første spadestik taget til Danmarks største fængsel. En udvidelse af Sdr.Omme Fængsel med 200 pladser er hermed gået i gang. I 2025 skal der være plads til 422 fanger.

De lokale folketingsmedlemmer Anni Matthiesen, Kris Jensen Skriver og Billund Kommunes Borgmester Stephanie Storbank var ikke i tvivl om, at det første spadestik til udvidelsen vil får stor betydning for den lokale vækst skriver BillundOnline.

Stephanie Storbank tog sammen med justitsminister Peter Hummelgaard i dag det første spadestik til det byggeri der skal udvide fængslet i Sdr.Omme med 200 pladser.

Det er en kæmpestor dag

Borgmester Stephanie Storbank fortalte at det er en kæmpestor dag i dag, at vi er lykkedes med det her. Det er noget vi har arbejdet på gennem lang tid at få så mange små puslespilsbrikker til at passe sammen. Og det er da stort, at vi som kommune lige om lidt kan huse landets største fængsel, og det kan kun lade sig gøre, fordi der er en rigtig god sameksistens mellem fængslet her og den landsby, hvor den ligger og hvor man bygger på mange års god erfaringer med at få de to ting til at spille sammen skriver BillundOnline.

 

Har en vigtig opgave

Samtidig fremhævede Stephanie Storbank fordelen i at et endnu større fængsel betyder flere arbejdspladser og flere opgaver til lokale håndværkere og mere handel i de lokale butikker. Men Billund kommune har også en vigtig opgave i at få den øgede trafik til og fra fængslet til at glide:

– Vi har jo prøvet at afsøge forskellige muligheder og det der kunne lade sig gøre, var at kigge på Holdgårdsvej, hvor der er sat penge af til at udvide vejen. Og så er vi i tæt dialog med Kriminalforsorgen om at jo mere trafik de kan lede ind anden vejs fra, det kommer de til at gøre, siger Stephanie Storbank.

Sdr. Omme Fængsel består i dag af en bygningsmasse på cirka 28.000 kvadratmeter. Udvidelsen betyder yderligere 19.000 kvadratmeter og vil bestå af bygninger med celler samt dertilhørende beskæftigelsesbygning med værksted og skole samt en købmand. Der skal desuden opføres idrætshal samt et fælleshus til sociale formål. Udvidelsen sker i tilknytning til det eksisterende fængsel og dermed på egen matrikel.