Af Kai Bayer
Jørgen Selmers julehistorie – sendt på Lokalradio Grindsted den 19. december 1987
Anden del:
Da de kom hen mod gården, opdagede de, at der fuld aktivitet ved gården.
Og henne på ladeporten hang der en gris, der lige var sprættet op.
Det blev pigerne meget forskrækkede over at se. Ikke fordi grisen var sprættet op, men fordi de vidste, hvem der havde sprættet den op. Det havde nemlig Stodderkongen i Grindsted.
Stodderkongen var både skrædder og slagter. Årsagen til at de var bange for Stodderkongen var, at han også var ansat af sognet til at jage tiggere væk og over på den anden side af sognegrænsen.
Så pigerne var ikke særlig glade for at komme nærmere gården, men Kirsten tog mod til sig og gik med sine 2 små søskende ind i bryggerset, og med frygtsom stemme spurgte de pigen derinde om Stodderkongen var der endnu, og næppe havde hun fået et svar før en stor skægget mand kom farende ind fra sideværelset og råbte som en rasende: ”Ja I kan være sikre på, at han er her.
Hvor kommer I fra? I skal straks med hen til sognefogeden. Sognefogeden var dengang også en slags politimyndighed på landet. Børnene blev selvfølgelig forskrækkede og ville løbe ud af huset, men Stodderkongen for efter dem og greb fat i dem.
Så kom gårdmand Søren Jakobsen frem i døren og sagde med et lunt smil, at det var nok bedste ikke at føre børnene hen til sognefogeden, fordi sognefogedens kone ikke ville være særlig glad for det, for så skulle hun jo give dem mad.
Stodderkongen kunne ikke sige så meget imod det
Og derfor blev det sådan, at børnene blev på gården hos Søren Jakobsen et par dage. Og her fik der rigeligt at spise. Om aftenen blev de sat til at karte uld. Det var en almindelig praksis, at tiggere og tilrejsende kunne blive at par dage på en gård, og det hang nøje sammen med, at de ikke kun skulle nyde men også yde, og så var kartning af uld netop et godt arbejde at sætte børn til.
Efter nogen dages forløb, ja så måtte pigerne jo videre og vandringen fortsatte op mod nordvest.
En tid var de så heldige at komme op at køre med en pottemand.
Pottemændene var handelsmænd, der forhandlede de sorte potter, jydepotterne , som de mange pottekoner rundt på egnen havde lavet. Og de kom altså op at køre med sådan en pottemand og de fik lov til at følges med ham helt op til egnen omkring Stauning og Dejbjerg , hvor de blev de nødt til at stå af.
Og det var ikke det sted, som de var mest glade for at blive sat af. For i det område var man klar over, at der var mange tatere.
Og taterne, ja hvem var det?
Man havde en forestilling om, at det var fremmede folkeslag, og at det var nogle farlige mennesker . Sagen er nok den , at det var hvad man kunne kalde sociale tabere. Det var samfundets udskud på det tidspunkt. Det var personer, der enten var fattige eller af andre grunde ikke kunne finde sig tilrette i samfundet, og som derfor drog rundt i landet, tiggede sig frem, lavede forskelligt forefaldende arbejde, især det man regnede for at være urent arbejde, og der har ganske give været kriminelle elementer i mellem, så der var en vis grund til at være bange.
Børnene var absolut ikke glade for det, men de klarede sig trods alt igennem i nogle dage på egnen her, og de nåede frem til en gård i Haderup sogn. En god gård, hvor de fik rigeligt med mad og havde det godt. Og der blev de faktisk indtil få dage før jul, for så skulle de begynde hjemturen mod Vesterhede.
De fik pakket noget mad, ikke kun til dagen efter, men også til de næste dage, og så gik vandreturen ellers mod syd gennem de øde hede strøg. Ganske langsomt begyndte de at vandre hjemad. Og det gik egentlig ganske godt. De første dage måtte de nøjes med at nattelogi i en lade eller måske i en bageovn, ja det lyder måske lidt mærkeligt at sove i en bageovn, men det var faktisk således, at man i Vestjylland dengang havde kæmpestore fritliggende bageovne ude på marken, og det var i hvert fald et sted, hvor der var tæt og tørt.
Du kan læse tredje del af historien på Netavisen Grindsted den 21. december 2023
