Grindsted Revyens Dagbog 4. januar 2024

PR-Foto

Af Lukas Birch

Grindsted Revyens Dagbog 4. januar 2024 – Trejde dag i Grindsted.

Kære Revy-dagbog

I dag var en særlig dag: Der var præcis en uge til premieren – og vi havde lidt publikum på for første gang.

At der kun er en uge til premieren, vender jeg tilbage til, jeg starter lige med vores lille ”smagsprøve-arrangement”.

Vi havde nemlig lovet at fortælle lidt om revyen, og give et par numre for et lille publikum i Grindsted Kino.

Vi var spændte på om der overhovedet ville dukke nogen op, taget vejret i betrækning, men det var der faktisk. Der var en flok gode og skønne folk der trodsede alt sund fornuft, og gik gennem frost og snefygninger, bare for at se på os. Jamen, så kan man jo ikke blive andet end glad. 

PR-Foto

Numrene var taget direkte ud fra prøvelokalet, så der var da nogle replikker vi ind i mellem ikke liiiige kunne huske, men der var til gengæld også nogle vi havde glemt.

Publikum virkede glade for de små aperitiffer– der var i hvert fald ingen der gik! (Men vi havde også lovet kage efter) Så med godt mod, vendte vi igen mod prøvelokalet på Hedemarken.

 

Tilbage på hotellet, efter arrangementet kunne man godt mærke premiere-presset komme snigende. For vi har jo lovet at revyen også bliver musikalsk! GISP! Lover man noget, så skal man jo holde det. (Igen, skiller vi revyskuespillere os ud fra politikere)

 

Derfor fandt vi alle et instrument frem som vi, uden noget talent, vil spille på i revyen.

Hvordan det lød, vil jeg ikke komme yderligere ind på, men jeg tror der vil være et marked for salg af ørepropper inden forestillingen.

 

I morgen kommer vores koreograf – og så skal vi danse …. GISP IGEN!

Det er der mere om i morgen!

 

KH
Lukas Birch

PR-Foto