Anni Matthiesen fylder 60 år

Anni Matthiesen - PR-Foto

Anni Matthiesen fylder 60 år den 8. februar 2024 – Anni blev født i sine forældres soveværelse, en kold februardag i 1964 lidt udenfor landsbyen Fåborg, som ligger i Varde Kommune.

Anni er tvilling og har ud over tvillingesøsteren også en storesøster og en storebror.

 

Annis forældre har alle dage været selvstændige.

De købte en hønseri og nogle få hektar jord – som de efter få år ændrede til et frilandsgartneri. Her dyrkede de gulerødder, jordbær, spidskål, grønkål og mange andre grøntsager – som de solgte på GASA i henholdsvis Esbjerg og Kolding. Ved siden af eksperimenterede Annis far både med hold af gæs, ænder og mink.

Vi børn var en stor del af hverdagen. Vi hjalp til i marken og i blomsterbutikken og jeg fik ind fra barnsben, at vi skulle yde en indsats inden vi kunne nyde og så skulle vi selvfølgelig opføre os ordentlig fortæller Anni Matthiesen.

 

Folkeskole og Gymnasium

Anni gik i skole i Årre til og med 7. klasse. En lille skole og der kun var 12 elever i klassen. 8. og 9. klasse tog Anni på Agerbæk skole.

Efter folkeskolen tog Anni Matthiesen sin studentereksamen på Grindsted Gymnasium (samfunds-sproglig), hvorefter hun havde et sabbatår.

Her var hun først stuepige i 3 måneder på Kjærgård Landbrugsskole og derefter 9 måneder på en møbelfabrik i Agerbæk. Anni tog så 1-årig HH i Esbjerg og kom i lære på kontor ved Grindsted Kommunes Skoleforvaltning, hvor hun efterfølgende var ansat som kontorassistent i 18 år og beskæftigede sig her med børne-, undervisning og kulturområdet. Efterfølgende var Anni ansat i en kombinationsstilling som politisk medarbejder på Christiansborg og i en privat virksomhed.

 

Aktiv og frivillig indenfor idræt

Gennem hele Annis barndom og ungdom har hun altid været aktiv og frivillig inden for idrætten.  Anni dyrkede på skift gennem årene gymnastik, håndbold, badminton, svømning og volleyball. Som 13-årig tog hun lederuddannelse i gymnastik og var leder først for forskellige børnehold og siden for voksenhold både i gymnastik og senere også for volleyball.

Anni Matthiesen har 3 drenge, som alle er flyttet hjemme fra og godt på vej. Den ældste Mikkel er autist – men heldigvis i ”den gode ende”. Han bor selv i lejlighed tæt på et bofællesskab i Grindsted og er i et skånejob på LEGO i Billund. Thomas Annis mellemste søn bor og arbejder i København. Den yngste Søren bor og arbejder i Århus.

Jeg blev i 2009 skilt fra drengenes far og siden flyttede jeg sammen med tømrermester Kurt Kirkegaard, som jeg blev gift med hjemme i haven i august måned 2020 fortæller Anni Matthiesen.

 

Blev medlem af Venstre i år 2000

Anni blev medlem af Venstre i år 2000, hvor hun først var aktiv i Venstres organisation, blandt andet som kommuneforeningsformand. I 2006 blev Anni folketingskandidat i Vejen kredsen – som dækker Billund og Vejen kommuner og blev valgt til folketinget ved folketingsvalget den 15. september 2011 og blev genvalgt også ved valgene i 2015, 2019 og 2023 og med super gode stemmetal.

Anni tager typisk mod hovedstaden tidligt tirsdag morgen og er så på Christiansborg frem til fredag.  Hun bor i en af folketingslejlighederne på disse dage. Anni sidder i denne periode i 8 udvalg og er Venstres gruppenæstformand.

Jeg er lige nu Venstres børne- og undervisningsordfører, handicapordfører samt turismeordfører. Jeg har gennem alle årene i folketinget siddet uafbrudt i 3 af udvalgene: Børne- og undervisningsudvalget, Miljø- og Fødevareudvalget og i Udvalget for landdistrikter og øer fortæller Anni Matthiesen.

 

Bruger mandage til møder samt mange besøg på skoler, institutioner og virksomheder rundt i hele Sydjylland.

Jeg elsker disse mandage, hvor jeg får masser af gode input fra folket til det videre politiske arbejde på Christiansborg. Jeg er nok et af de folketingsmedlemmer, som forsøger at holde fast i, at vi skal huske hvorfor vi er valgt af folket til at være på Tinge. Ja vi skal huske at være folkets talerør. Derfor er det også altid mig selv, som svarer på mine mails og svarer på telefonen, da jeg mener at vi skal værne om adgangen til os folkevalgte og sikre at det fortsat er muligt for borgerne fotæller Anni Matthiesen

 

Fødselsdagen fejres med 2 receptioner

Den 4. februar 2024 med brunch hjemme i kredsen på Hovborg Kro og den 8. februar i Venstres gruppeværelse på Christiansborg, hvor hun håber familie, venner og politiske bekendtskaber vil være med til at fejre hende.