Af Louis Bülow
En råkold tirsdag i oktober måned 2019 kunne én af Hejnsvigs stolte sønner være fyldt 70 år, men skæbnen ville det helt anderledes.
Mens en stille regn falder som blide tårer over det lille landbosamfund, rinder dyrebare stunder og glade erindringsglimt mig ihú om min barndomsven Freddy Gregersen fra 1950’ernes Hejnsvig. Tappert omfavnede han sin tragiske skæbne og ragede op som et fyrtårn blandt byens børn og unge for sit sjældne mód og menneskelige kvaliteter.
Mod alle odds formåede han med ukuelig livsvilje som urkraft at byde livet op til dans og forvandle selv de tungeste dansetrin til en flot og fejende vals …
I dag er hans skæbnefortælling indhyllet i glemslens tusmørke, men tilbage i 1980’erne gjorde han en forskel, der fortjener at blive draget frem og husket.
Udstødt som en paria og dødsmærket af aids trådte han frem og råbte vagt i gevær som et uskyldigt offer for dén forfærdelige blødertragedie, der for 30 år siden gav genlyd over hele landet og ryddede alle medieflader og avisoverskrifter.
Mærket på liv og sjæl fandt Freddy kræfter og overskud til at give sig selv for andre og engagerede sig til det sidste i blødernes kamp for at få placeret et ansvar for århundredets største menneskelige tragedie herhjemme.
For tid og evighed en skamplet i dansk historie med en Sundhedsstyrelse, der sov, medicinal-producenter, der ville tjene penge og en indenrigsminister, der ville spare …
Et erindringsbillede fra november 1986 toner frem. Freddy Gregersen ligger afkræftet hén på sit sygeleje i lejligheden på Møns Klint. Som et offer for bløder-skandalen og dødsmærket af ondartet sygdom er fremtidsudsigter uden håb den barske virkelighed for den nu 37-årige Freddy, der kun har lidelser og død at se frem til.
Han er gået i sultestrejke som et sidste desperat forsøg på at råbe de ansvarlige myndigheder op og udkæmper nu sit livs sidste kamp. Med spinkel stemme hvisker han:
- Kommunen er ligeglad med, om jeg dør …”
Et avisudklip gulnet og falmet af ælde med et grynet fotografi af den dødsmærkede Freddy bærer vidnesbyrd om hans tragiske skæbne, og selv i dag vækker billedet dybe følelser som sorg, vrede og skam og går lige til hjertet.
Med sin sultestrejke håber Freddy på mere menneskelig sagsbehandling og bedre vilkår for de aids-ramte bløderpatienter. Men den ansvarlige minister Britta Schall-Holberg skriver med kuglepen en rap bemærkning – De kan rende og hoppe i margenen på Bløderforeningens ansøgning om penge til at sikre rene blodpræparater.
Først med lig på bordet bliver de nødvendige midler bevilget, og da er 91 danske bløderpatienter –
blandt dem Freddy – blevet smittet med dødelig hiv-virus gennem deres inficerede donorblod.
Da en journalist opsøger ham, har han stort set været uden vådt og tørt i 10 døgn. På kørestolen ved siden af sengen står en flaske med vand og dé vitaminpiller, der har været hans eneste næring.
I en artikel under overskriften AIDS-bløder sultestrejker tager Freddy frysende åbenhjertigt bladet fra munden og betror Ekstra-Bladets udsendte: ”Kommunen ønsker at råde over min person og snage i mit privatliv. Derfor er jeg gået i sultestrejke. Og den hører ikke op, før Møns kommune behandler mig på lige fod med landets øvrige bløderpatienter.”
For få år siden mistede han sin mor, og tidligere måtte han tage afsked med sin elskede mormor Maren i Hejnsvig. Nu beskriver han sin frygt for, at myndighederne vil tvangsfjerne ham og stuve ham væk på et hospital:”Men det skal ingen få held til”, lyder det fra sygesengen”– jeg er smittet af blod, jeg brugte til behandling af min blødersygdom.”
Han føler sig svigtet og ladt i stikken af de sociale myndigheder. Han drives rundt i et uoverskueligt univers af bureaukratiske paragraffer, juridiske kringelkroge og komplicerede faldgruber. Med behov for hjælp og støtte i døgnets 24 timer oplever han at blive kastebold mellem kommune, amt og de sociale forvaltninger.
Efter en række sammenstød og uoverensstemmelser med de sociale myndigheder fratager man i flere måneder Freddy Gregersen hans faste pleje. Da den naturglade bløderpatient kun kan bevæge sig rundt med stok, krykker eller kørestol, er hans muligheder for at komme udendørs nærmest ikke-eksisterende. I løbet af sommeren bliver det til sammenlagt to døgn.
Som smittet bløderpatient kommer Freddy også til at mærke aids-hysteriet på egen krop. Myter og skrækhistorier om bøssepesten som Guds straf skaber paniske tilstande overalt med giftige fordomme, der fyger over altaner, ligusterhæk og stokroser og sniger sig ind i alle afkroge.
Freddy oplever overalt at blive sat uden for det gode selskab og jaget på porten af uvidenhed, løs sladder og puritanisme: ”Det tog ni måneder at finde en tandlæge, der turde behandle mig.”
I marts 1985 bliver han efter eget udsagn udsat for vold af to betjente på Politistationen i Stege på Møn, da han møder op på stationen for at klage over en banal fartbøde. Senere fortæller han en journalist fra Ekstra-Bladet, hvad der videre sker:
”Da jeg bad om de to betjentes navne, eksploderede det hele. Pludseligt greb de fat i mig og skubbede mig ned af en trappe … Til sidst åbnede de døren ud til gaden og smed mig ned af stentrappen, så jeg klaskede mod cementfliserne”.
I flere uger sidder han lænket til sin kørestol. Mødet med de to betjente har forårsaget en række blødninger på venstre underarm, håndryg, fingrenes mellemled, venstre hofteben og knæskal. For Freddy som bløderpatient kan en indre blødning være fatal. En banal næseblødning kan udvikle sig til en livstruende blødning og vare flere dage.
Et sidste erindringsbillede trænger sig på. Vi nærmer os slutningen af 1980’erne i en lejlighed i Vestbyen i Grindsted. En lun sensommeraften for åbne vinduer til lyden af kåd fuglekvidder og vindens blide hvisken.
Stilheden flænses af en ubarmhjertig ringen på døren. Udenfor står Freddy, der føler sig forladt af Gud og mennesker og pludseligt dukker op, mærket på liv og sjæl af dødelig sygdom.
Vi lader stilheden tale, til tanker og minder finder ord og søger tilbage til vore kære, dem, vi savner. Et væld af lykkelige stunder og glade erindringsglimt bærer tilbage til barndommens land og vore unge år.
Efter timers fortættet stemning med gode øjeblikke, et kærligt knus, et kram, et lille smil her, lidt latter der, er tiden kommet til den sidste afsked, det endelige farvel.
Tæppet kan gå for sidste akt. Bristede drømme og illusioner får Freddy til at anmelde sin udtræden af folkekirken til den lokale sognepræst, han afbryder enhver kontakt med andre mennesker for at kunne dø i det stille, og hans sidste ønske er, at hans aske må blive strøet ud over vandet.
Få måneder senere sover Freddy Johan Gregersen stille ind …
