Socialdemokrater fra Syddanmark: Bevar ungdomsuddannelserne i de mindre byer

Ann Chasrlotte Gaardsvig Vilstrup og Troels Ravn - Sammensatte PR-Fotos

Der skal fortsat sættes et loft over antallet af klasser på ungdomsuddannelserne i de større byer.

Sådan lyder beskeden fra kommunalbestyrelsesmedlem i Billund, Ann Charlotte Gaardsvig Vilstrup og folketingsmedlem Troels Ravn i en fælles pressemeddelelse.

Flere og flere unge søger mod landets større byer, når de skal vælge en ungdomsuddannelse efter grundskolen. Blandt andet i Vejle er ansøgningstallet på byens ungdomsuddannelser steget med 26 procent siden 2009. Det går ud over uddannelserne i mindre byer som Grindsted og Tørring, der i yderste konsekvens må lukke.

Og det er den helt forkerte udvikling, mener de to socialdemokratiske politikere:

– Vi skal have et Danmark, hvor det er attraktivt at bosætte sig uden for de større byer – et Danmark i balance. Derfor skal det naturligvis også i fremtiden være muligt at læse en uddannelse på de gode lokale uddannelsesinstitutioner uden for de større byer, udtaler Troels Ravn.

– Fremtidens Danmark er afhængig af at de unge har adgang til uddannelse uanset hvor i landet de bor. Det styrker lokalsamfundene at uddannelsestilbuddene er let tilgængelige og er fundamentet for at skabe et land i social balance, udtaler Ann Charlotte Gaardsvig Vilstrup.

Regionsrådet i Syddanmark sendte for to uger siden et forslag til børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil. Rådet foreslår, at der fastsættes et kapacitetsloft over, hvor mange klasser de to gymnasier i Vejle – og 21 andre almene gymnasier, må oprette for skoleåret 2020 til 2021. Beslutningen om et klasseloft ligger nemlig hos ministeren. 

Ann Charlotte Gaardsvig Vilstrup og Troels Ravn bakker op om opfordringen, som de kalder ”fornuftig”:

– At sikre uddannelse i hele landet er en politisk opgave, som skal løftes på Christiansborg i et samarbejde med regionerne, udtaler Troels Ravn.