Af Louis Bülow
Vi skruer tid og sted tilbage til 1930èrnes Hejnsvig, et lille landbosamfund i det vestjyske, der helt ind i sjælen var rundet af stoute bønder og missionsfolk med kristenkultur og bibelske traditioner dybt forankret.
Landet var plaget af krise og massearbejdsløshed, og for mange i den lille landsby kneb det for alvor med at få til dagen og vejen. Arbejdsløsheden steg fra 14 % i 1930 til 32 % få år senere, og mange var henvist til at søge fattighjælp hos den kommunale hjælpekasse.
Mødet med fattigdom, social nød og et barskt almissesamfund i Hejnsvig kom til at præge den unge arbejdsmand Otto Nielsen for livet, og allerede i 1935 besluttede han at stille op som kandidat for Socialdemokratiet. Med stort stemmetal blev han valgt ind i Hejnsvig Sogneråd, hvor inkarnerede venstrefolk ellers sad på rub og stub.
Den legendariske Otto Nielsen fra Hejnsvig – Kilde: Privatfoto
Otto var kun 30 år gammel, på dèn tid en ung alder i dansk politik, men med både evner, vilje og mod gik han i clinch med de gamle lokalpolitikere fra Venstre. En spirende politisk bevidsthed havde allerede i 1922 fået den da 17-årige unge mand til at melde sig under fanerne i det hæderkronede arbejderparti.
Gennem mere end tre årtier skulle Otto Nielsen trods svære betingelser i sognerådet komme til at sætte sit markante præg på egnens udvikling med sin livslange kamp og sit glødende engagement for de svagest stillede i landsbyen.
Med sin næsten pompøse statur og stoute bredde udstrålede Otto Nielsen – i folkemunde kærligt kaldt Store Otto – ro og besindighed og indgød sine omgivelser en følelse af nærvær og tryghed. Folkets mand på fornavn med hele sognet, hat med de store og på bajer med bumsen. Fåmælt og altid ordholdende og uden svig.
Mange søgte i årenes løb hans hjælp og bistand. Som det skete igennem årtier, når arbejdsmænd og andet godtfolk troppede op ved Hanne og Otto Nielsens lille hus på Møllebakken for at få hjælp til udfyldelse af selvangivelsen eller andet papirarbejde.
Ofte sad 2-3 mennesker tålmodigt i kø i den lune stue og ventede, alt imens hustruen Hanne tog sig godt af dem. Otto Nielsen afviste aldrig de fremmødte men var altid klar til at hjælpe – som oftest helt uden betaling. Andre gange fik han stukket en pakke Cecil i hånden. En skræppende gås eller et par ænder, der spankulerede rundt i familiens lille køkken, kunne ligeså godt være en besøgendes tak for hjælp som en gevinst fra forsamlingshusets lokale gåse- og andespil.
År efter år blev der jublet og fældet glædestårer i mange småkårs- og arbejderhjem i Hejnsvig, når sognets stemmesedler endeligt var talt op og sirligt fordelt i stakke på valgbordet i afholdshotellets lille sal.
– Store Otto er valgt … gjaldede det glade budskab, når arbejdsmænd, gårdkarle, landarbejdere og andet godtfolk ved valg efter valg og med store stemmetal i 1930ernes, 1940ernes og 1950ernes Hejnsvig genvalgte Otto Nielsen til sognerådet som deres mand på det kommunale tinge.
Otto Nielsen blev født den 17. marts 1905 i Hejnsvig som den sidste ud af en stor søskendeflok som søn af den lokale købmand Hans Madsen Nielsen, og allerede tidligt lærte drengen at gå til hånde i faderens butik som lille diskenspringer. Han var ikke stor nok til at kunne nå disken men kravlede op på et par kasser og hjalp til med at afveje mel og sukker og hælde i papirsposer.
Han skulle komme til at opleve lidt af hvert i tyvernes og tredvernes barske arbejdsliv. I de lange sommermåneder arbejdede han på Fugdal Tørvefabrik og Kathrinebjerg Teglværk, mens han om vinteren var beskæftiget med mergelgravning. Senere kørte han i tre år som chauffør hos vognmand Lauersen i Varde, og da krise og arbejdsløshed kradsede allermest, forlod han Hejnsvig for at arbejde på Burmeister & Wain i København.
Da Dansk Arbejdsmands· og Specialarbejder Forbund oprettede en afdeling i Hejnsvig, var det en selvfølge, at Otto Nielsen fra starten gik med i fagforeningsarbejdet. Han har senere til dagbladet Vestkysten fortalt om sin første kamp for en overenskomst med Hejnsvig kommune: ”Timelønnen var kun 70 øre, og man ville ikke høre tale om forhøjelse. Vi havde allerede dengang ca. 90 medlemmer, hvoraf de fleste gik arbejdsløse det meste af året, så der var behov for pengene.”
Efter noget så sjældent i det vestjyske som strejke og arbejdsnedlæggelse gav kommunen efter og gav tilsagn om 95 øre i timen det første år og 1,05 kr. det følgende år, ligesom Otto Nielsen fik forhandlet overenskomster hjem med teglværket og murermestrene.
Da tømrer- og snedkermester Ole Kirk Christiansen i Billund begyndte at lave trælegetøj af dè stumper, der blev tilovers fra byggeriet, kaldte han sin nye virksomhed LEGO, og få år senere begyndte man at producere de første byggeklodser i plast. På et tidligt tidspunkt overvejede Ole Kirk at etablere sig i Hejnsvig-området, og der blev rettet henvendelse til sognerådet. Sindige venstrefolk takkede pænt nej, mens en fremsynet Otto Nielsen gik ind for tanken.
I mange år var Otto Nielsen som formand for vejudvalget i Hejnsvig en drivende kraft i forbindelse med en lang række store anlægsarbejder i kommunen som asfaltering af veje og etablering af den store parkeringsplads i byens midte. I sine unge år var han en habil fodboldspiller for Hejnsvig Boldklub, og det var ham en særlig glæde mange år senere at kunne være med i anlægget af Hejnsvig stadion, hvor han med stor interesse fulgte med i klubbens kampe.
Igennem flere perioder var Otto Nielsen formand for den socialdemokratiske vælgerforening i Hejnsvig, ligesom han i mange år sad som et indflydelsesrigt medlem af partiets bestyrelse for Bække-kredsen. Han var tæt på fremtrædende socialdemokrater i det vestjyske som Esbjerg-borgmester Henning Rasmussen, Koldings Peter Ravn og folketingsmand Hans Lund fra Brørup.
Arbejdernes legendariske lederskikkelse gennem mere end tre årtier i Hejnsvig døde den 15. juli 1969 på Grindsted Sygehus efter et ganske kort sygdomsforløb, kun 64 år gammel. Otto Nielsen efterlod sig sin hustru og sjæleven Hanne Nielsen og børnene Anna, Else, Hans og Lis.
Tilbage står mindet om en hædersmand, der ragede op som et fyrtårn i Hejnsvigs lokalpolitiske landskab i et livslangt virke for de svageste i samfundet. En prunkløs og legendarisk ildsjæl, der aldrig glemte sin ungdoms værdier og idealer.
Man hørte hjertet banke, når Otto Nielsen talte for solidaritet med de fattige, arbejdsløse, de udstødte, de syge og gamle …
Hanne og Otto Nielsen – Kilde: Privatfoto
