Billund Kommunes Kartoffellaug holder kartoffeldag på Valdemarsdag

Foto: René Lind Gammelmark

Det giver jo ofte lidt mere omtale, hvis man kan henvise til at der deltager lokale byrådsmedlemmer i årets kartoffeldag, men i år må Kartoffellauget slukøret meddele, at Valdemarsdag falder uheldigt! Alle er optaget af møder, især i forbindelse med Børne-OL, og det er jo en anden aldersklasse end Kartoffellaugets umiddelbare målgruppe: De ældre på kommunens plejecentre, der hvert år ser frem til at få nyoptagne danske kartofler på tallerkenen. Den medfølgende snaps ser de også frem til, og til nogle hyggelige timer med sange og taler.

Kartoffellauget har holdt flyttedag og drager i år ud fra Frivilligcentret på Nymarksvej 10 i Grindsted.

Laugsbrødre og hjælpere fra Frivilligcentret mødes til morgenparole fra kl.8.30 til 9.30 den 15. juni 2022 i Frivilligcenter Billund på Nymarksvej i Grindsted.

Vi har også fået en ny laugsprotektor, da det er den til enhver tid siddende borgmester, der har æren, og glædeligvis har Stephanie Storbank sagt ja til at føre stafetten videre efter Ib Kristensen, der nu må tage til takke med titlen som æres-laugsbroder. Vi har også fået en ny kartoffelsponsor, hvor Landsbygaarden ved Jens Jakobsgaard har taget over efter vores trofaste Jørgen og Tove på Ølgodvej, der har droslet ned på produktionen af nye kartofler. Jens behøvede ikke mange sekunders betænkningstid, så middagen er sikret igen i år, og kommunen står inde for snapsen. Alt er således klar til endnu en festdag.

 

Nedenfor kan du se Årsmøde udtalelsen for 2022 fra Billund Kommunes Kartoffellaug

Der er altid noget galt med vejret – sådan har det altid været!

Det skal udtalelsen ikke handle om i år.

Og heller ikke om corona – men hvad så??

 

I jorden har vi knolde lagt

Af solen bliver snart de vakt

De gror, de modnes, bli’r til mad

Og også kornet vokser glad

I vores lille milde land.

Mod øst der bor en ufredsmand

der er mod hele verden kold

han under ej kartoffelknold

og korn at blive sået

før han et land har slået.

 

Et spinkelt håb nu kun der fås

At når kartoffelferien nås

Har mandens mænd geværet lagt

Og ploven frem fra skuret bragt

På trods af krigens smerten

Så føden kan på marken gro

Og der bli’r atter fred og ro

Til gavn for hele verden.