Alle over 65 år kan vaccineres mod influenza og covid-19 hos regionerne og apotekerne

Influenza vaccinationGenrefoto

Danskere over 65 år og sårbare grupper kan fra 1. oktober 2023 til 15. januar 2024 blive vaccineret mod influenza og covid-19 på regionale vaccinationssteder og apoteker over hele landet. Det er med til at sikre borgerne en nær og let tilgængelig adgang til vaccination.

 

To millioner danskere over 65 år får til oktober tilbud om influenza- og covid-vaccination. De kan enten blive vaccineret på et regionalt vaccinationssted eller et af de apoteker, som tilbyder vaccination. Det står fast efter, at vaccinationsopgaven har været i udbud.

En del af vaccinationerne kommer til at foregå på et apotek, og ifølge formand for Danske Regioner, Anders Kühnau, er det let og tæt på for danskerne:

– Det skal være nemt for danskerne at blive vaccineret, og det vil apotekernes åbningstider og geografiske spredning bidrage til. Derfor glæder jeg mig over, at de er med til at løfte den store opgave med vaccination mod influenza og covid-19, når den begynder dette efterår.

Foruden apotekerne vil der være regionale vaccinationssteder, hvor borgere kan booke tid til at blive vaccineret. Borgerne vil få direkte besked i e-Boks eller per brev, når de kan booke tid på vacciner.dk.

Adresser og åbningstider for de regionale vaccinationssteder bliver meldt ud på vacciner.dk, hvor det også vil være muligt at se, hvilke apoteker der tilbyder vaccination.

Regionerne vil med visitationshjælp fra kommunerne nå ud til borgere, som skal vaccineres i eget hjem, ligesom borgere på plejehjem vil få tilbudt vaccinationer af regionerne.

Det er Region Midtjylland, der har stået for udbuddet af vaccinationer på vegne af alle fem regioner skriver Danske Regioner på deres hjemmeside.

Find flere fakta om vaccination på Region Syddanmarks hjemmeside og hos Sundhedsstyrelsen.

 

Dette efterår vil der være et tilbud om covid-19 og influenzavaccination til udvalgte målgrupper.

Herunder kan du se hvad Region Syddanmark skriver på deres hjemmeside

Fra 1. oktober vil det igen være muligt at blive vaccineret mod covid-19 og influenza

Følgende personer kan blive vaccineret fra den 1. oktober:

  • Personer der er fyldt 65 år eller derover
  • Personer under 65 år som har en øget risiko for et alvorligt forløb med covid-19

Du kan få begge vacciner samtidig. Hvor man kan blive vaccineret vil blive meldt ud på et senere tidspunkt.

Inden vaccinationsprogrammet sættes i gang, vil Sundhedsstyrelsen melde ud, hvilke målgrupper under 65 år der anbefales vaccination mod covid-19 og influenza.