Flemming Tiro Lund fylder 60 år

Flemming Tiro Lund - Foto: René Lind Gammelmark

Flemming Tiro Lund fejrer den 1. april 2024 sin 60 års fødselsdag.

Den 1. april 2024 er det 60 år siden Flemming Tiro Lund så dagens lys første gang. 

Flemming er født og opvokset i Grindsted, og har boet her hele sit liv – lige med undtagelse af de tre måneder, hvor han boede i kollektiv i Krogager i 1980’erne, da han selv var midt i 20’erne. Kollektivet var ikke noget for Flemming, så han flyttede hurtigt tilbage til Grindsted.

 

Startede med boksning som 12-13 årig

Som meget ung begyndte Flemming Tiro Lund at bokse i den lokale bokseklub. Da var han omkring 12-13 år. ”Jeg husker tydeligt min træner, Warlye Jochumsen, der var god til at piske en stemning op og motivere til at bide tænderne sammen. Så blev vi ret hurtigt tændt på sporten. Jeg trænede nogen gange to gange om dagen. Jeg løb om morgenen, inden jeg skulle i skole, og nogen gange løb jeg sammen med Jan Poulsen, der dyrkede atletik på et højt plan. Vi mødtes på hjørnet af Fynsgade om morgen, hvorefter vi løb 5-6 km”, husker Flemming.

 

Boksningen bød på masser af oplevelser

”Jeg kan ikke bryste mig med nogle titler fra mesterskaber. Jeg har godt nok være med blandt de bedre boksere og bokset med flere af de gode, og også vundet over nogle af mestrene. Jeg har været med i både England, Tyskland og Norge. På et tidspunkt var jeg med i en match mellem Jylland og Sjælland”, fortæller Flemming til Netavisen Grindsted.

Flemming har vundet de fleste kampe. Var ikke bange for at få tæv, men han havde ikke lært noget om det mentale, da han boksede.

”Når jeg skulle bokse på Grand Hotel, gik jeg altid en tur fredag eftermiddag. Det kørte i maven på mig, og mine hænder rystede, men så vidste jeg bare, at jeg var klar, og at der var øretæver i luften”, fortæller Flemming. ”Det viste sig også ofte, at jeg vandt. Warlye skulle bare slippe mig løs i ringhjørnet, og så ville jeg typisk fare ”i flæsket” på modstanderen. Det har givet mange gode oplevelser til hjemmestævner på Grand Hotel”.

 

Blev formand

Da Flemming ikke længere boksede, blev han formand for bokseklubben. Bestyrelsen for klubben gjorde det rigtig godt sammen med Flemming, der var formand i 10-12 år. Det blev også på et tidspunkt til en plads i Jysk Amatør Bokseunions ungdomsudvalg. Her udviklede Flemming en træningssamling, som han kaldte ”Team De jyske drenge”. Det var især beregnet til nogle boksere, der netop ikke var på landsholdet. Sammen med flere ildsjæle, trænede han drengene, så flere af dem overhalede landsholdsbokserne. Mange blev senere professionelle. 

 

Golf – er sporten Flemming bruger meget tid på

”Jeg har dyrket triathlon, løbet Marathon løb og været med i mange andre idrætssammenhænge.  Nu er det så Golf – gammelmandssporten bliver jeg nogle gange drillet med – der har fanget mig”, fortæller Flemming grinende. ”Konen tæver mig dog af og til på par 3 banerne. Nu starter hun med at få golfkortet, så hun må spille på de rigtige baner. Så kan vi sammen komme ud og rejse og spille golf sammen. Det glæder jeg mig meget til”. 

Flemming Tiro Lund – Foto: René Lind Gammelmark

Man behøver ikke have en uddannelse for at klare sig

”Jeg er et levende bevis på, at man ikke behøver at have en uddannelse for at klare sig. Jeg har godt nok en uddannelse som autolakerer, hvor jeg har arbejdet for Svend “Lynlak” Østergård i Grindsted. Her har jeg for det meste malet lastbiler. Svend ville sælge noget af forretningen fra og mente, jeg skulle overtage lastbilafdelingen. Det ville jeg ikke. Jeg havde jo kun været malersvend i to-tre år på det tidspunkt. Jeg stoppede ret tidlig, for det var noget beskidt arbejde, og heller ikke ligefrem særlig sundt” siger Flemming.

 

Svend var en fantastisk chef. 

”Da jeg var 20 år gammel, kom Svend en dag og sagde til mig, at der var en byggegrund, som var til salg. Den kunne jeg få den til røverpris, hvis jeg slog til nu. Det gjorde jeg, for pengene stod jo på kontoen. Et halvt år senere kom Svend igen og spurgte mig, om ikke der skulle bygges et hus på grunden? Det skulle der jo”, mente jeg. ”Svend var gode venner med en murer, en advokat m.fl. Der blev så holdt et møde på Bakkehuset. Det endte med, at Karl Egebæk kom og byggede et hus på grunden, så som 20-årig havde jeg et nybygget hus” fortæller Flemming.

 

Har ikke rigtig prøvet at være arbejdsløs

Flemming har aldrig prøvet at være arbejdsløs. Han har prøvet forskellige jobs. Blandt andet prøvede han kræfter med entreprenørbranchen, da han arbejdede i Sdr. Omme hos Ernst Danielsen – det passede ham meget fint med hårdt arbejde. Har været hos Sdr. Omme vandingsmaskiner. Herefter var han ansat på Grindstedværket i et årstid, hvor han var møller (maler/knuser piller) i B-vitamin. Det var også et godt job, men det var lidt trivielt, da han var meget ene om arbejdet og manglede derfor nogle at tale med.

Flemming blev nu ansat i pakkeriet på LEGO, som oppasser. Efter ca. 3 måneder blev han ansat i støberiet af Egon Eriksen som støbetekniker og senere i laboratoriet. Flemming har haft flere tillidsposter som tals- og sikkerhedsrepræsentant samt sundhedskoordinator. Efter 9 år på LEGO fik han et tilbud fra AMU-Centret i Ribe. Det bestod blandt andet i, at uddanne plastmagere til LEGO. De manglede en underviser, og Flemming slog til, for det skulle da prøves.  Selv om Flemming ikke selv var uddannet plastmager, så underviste han plastmagereleverne på AMU-Centret. Her var Flemming i ca. 3 år, hvor han blandt andet var med til at videreudvikle plastmageruddannelsen. 

 

Flemming blev ringet op af en direktør fra LEGO

Flemming blev ringet op af en direktør fra LEGO, der stod for ansvaret af plastmageruddannelse internt. Direktøren skulle til USA og studere videre. Og da ingen af hans medarbejdere brændte for at undervise, så havde han lovet dem, at inden han rejste til USA, så ville han sørge for at ansætte Flemming, der så skulle tage sig af uddannelsen.
Flemming kom til møde på Hotel Propellen i Billund sammen med tre fra LEGO. ”Vi sad og talte om alle opgaverne, og hvad der blev forventet. Så rejser de sig og giver mig hånden og aftalen var på plads”. Flemming var forundret – ”øøøhh, vi har jo ikke snakket løn”. ”Jeg blev så spurgt, hvor meget jeg ville have? Jeg foreslog det beløb, jeg fik fra AMU-Centret og lagde en god portion oveni. Så ville de jo nok sige nej”, tænkte jeg, ”men nej, det blev det beløb, jeg fik i startløn”.

Flemming Tiro Lund – Foto: René Lind Gammelmark

Har rejst meget i udlandet

På LEGO har Flemmings arbejde bestået af mange rejser til udlandet. Han var i Ungarn, Mexico og Kina for at sørge for uddannelse. I Kina skulle Flemming finde skoler, hvor de kunne undervise Kineserne i plastfremstilling, og han skulle også finde ud af, hvorledes man kunne ”sætte det op” i Kina med den kultur, de nu har.

”Jeg har haft masser af gode oplevelser fra LEGO, der stadig har en stor plads i mit hjerte. Hvis jeg savner noget i dag, så er det kollegerne, og den der følelse af at være med til at opnå resultater – det har været fedt” tilføjer Flemming.

 

Flemming  fik stress

For 20 år siden fik Flemming stress og var sygemeldt på LEGO i 1½ år, men det var hypnose, der hjalp ham op igen. Og det var en stærkere Flemming, der kom tilbage efter sygemeldingen. Det hele udviklede sig også meget for ham på LEGO derefter.

”Jeg kom længere op i systemet i LEGO HR-afdeling og med en fed firmabil og fed løn. Jobbet blev mere politisk, og jeg havde ikke den berøring med de mennesker, jeg gerne ville være sammen med og udvikle på” indskyder Flemming.

På et tidspunkt blev Flemming hårdt presset på jobbet. Det fik ham til at sige op fra dag til dag. ”Chefen spurgte mig om, hvad jeg så ville? Det kunne jeg ikke svare på, men jeg havde jo en måned til at finde ud af det. Husker jeg sagde, jeg ville bare ud og lave noget, der gav mere glæde” siger Flemming.

 

Tog uddannelsen som Hypnoseterapeut

Efter yderlige 15 år på LEGO tog Flemming Tiro Lund en uddannelse som hypnoseterapeut. Hypnoseterapi hjalp jo Flemming rigtig meget, da han var gået ned med stress. Da Flemming var færdig med uddannelsen efter et halvt år, havde han fået en hel del aftaler i kalenderen, så på den måde fik han sin egen klinik oven på Sydbank i Grindsted for 10 år siden.

 

Familie

Flemming har to børn fra et tidligere ægteskab. Maja på 26, der læser litteratur på Aarhus Universitet og Mikkel på 24, der er fitness instruktør i Randers. Flemming er i dag gift med Charlote, som han har kendt i 13 år og for kort tid siden havde kobberbryllup med.

Flemming Tiro Lund mødte Charlote, der kommer fra Filippinerne, i en fælles facebookgruppe omkring film. Han lagde mærke til billedet af hende og syntes, hun så rigtig sød ud og besluttede sig til at kontakte hende. Charlote svarede ikke, for hun kendte jo ikke Flemming. Efter nogen tid fik han kontakten med hende, og de talte så sammen via Skype i et stykke tid.

 

Det var kærlighed med et klik.

Det gik lidt stærkt. ”Jeg tror, der kun var gået 4 uger. Så skulle jeg to uger til Mexico og være hjemme i tre uger, og herefter skulle jeg til Ungarn. Jeg tænkte, at jeg kunne ikke holde til, at der skulle gå så lang tid, inden jeg skulle se Charlotte. Så da jeg kom fra Mexico, tog jeg 7 dage til Filippinerne – jeg havde bare en rygsæk med og så afsted ned til hende. Lære hendes familie at kende. Få lov til af hendes mor og far at invitere Charlote til Danmark, så hun kunne se det mærkelige kolde land” siger Flemming med glimt i øjet.

Charlotte er nu i gang med uddannelsen til Social- og Sundhedsassistent. Hun knokler virkelig for uddannelsen, og hun er glad for at kunne gøre en forskel. Hun er dygtig, fortæller Flemming meget stolt.

 

Flemming brænder efter at hjælpe dem der har det mentalt svært, dem hvor selvværdet er ramt.

”Det er der, hvor livet gør ondt, og mange mennesker er ramt så hårdt, at de er i tvivl om de ønsker at være her. Det er dem, jeg har stor succes med at hjælpe. Det er vildt livgivende for mig”, siger Flemming. ”Mange tænker, at mit arbejde er meget hårdt mentalt for mig? Det er det ikke, for jeg holder fokus på at få klienterne til at se det positive i livet, og ofte er det kun i den første session, vi taler meget om klientens fortid. I de efterfølgende sessions er der fokus på lyset og den positive forandring. Jeg har et godt arbejde, og jeg elsker hver dag i klinikken” udtaler Flemming.

”Jeg har ikke planer om at gå på pension, men om 10 år vil jeg gerne trappe lidt ned og få mere tid til Golf sammen med Charlote”, siger Flemming glad.

Flemming Tiro Lund – Foto: René Lind Gammelmark