GGIF’s herre Serie2 fodboldhold tabte knebent til Esbjerg IF92

Foto: René Lind Gammelmark

Kl. 14.00 var der Fodboldkamp mellem Grindsted GIF’s Serie 2 hold mod Esbjerg IF92.  Hjemmeholdet kæmpede bravt, men efter 63 minutters spilletid scorede Esbjerg IF92 deres eneste mål.

 Kampens spiller: Martin Kongsager

​Grindsted’s holdopstilling:
Martin Kongsager
Kasper Knudsen
Henrik Werge Bagger
Morten Hedegaard Pedersen
Kevin E. Rajakumar
Sebastian Øhlenschlæger
Christian Andreas Hansen
Christoffer Wutborg
Simon Poulsen
Claus Svejstrup
Martin Thimes
Kenni Jensen
Jesper Dahl Schmidt
Nicolai Bryndum

​Træner Christian Thorne har skrevet nedenstående referat fra kampen!

SUNDAY, BLOODY SUNDAY
Kl. 16.54 drejede jeg nøglen i bilens tænding, og ud af Aygoens skrabede højtalere strømmede trommeintroen til U2s stærke sang om en langt alvorligere begivenhed end at tabe en fodboldkamp. Og humøret var ikke specielt godt. Jeg var pænt skuffet over vores indsats på hjemmebane, hvor vi tabte 0-1 til Esbjerg IF92. Og da jeg kom hjem, blev humøret egentligt ikke bedre, da mindstemanden spurgte til kampen… og sagde “så træner du ikke godt nok”. Av. Ærlighed kommer fra børn og fulde folk.

Det blev ikke en ret god præstation denne søndag eftermiddag. Vi havde problemer med at skabe spillet, og selvom vi dog producerede et par gode muligheder i første halvleg, så var vi for langsomme i tanke og handling. Som om hver enkelt havde nok at se til med egen præstation. Det gør ikke noget godt for holdet, og det skal vi bestemt lære af. Vi bliver nødt til at kunne finde noget ekstra frem fra eget lager og give videre til medspillere.

I pausen ændrer vi med tre skift, og det gjorde umiddelbart noget godt. Men desværre døde det lidt hen igen, og vi blev kun sporadisk farlige, mens vi defensivt ind i mellem slingrer som en gammel dobbeltdækkerbus på glatbane. En fejl i opspil fra målspark blev dyrt i det 63. minut, hvor udeholdet straffede os med den afgørende scoring på vores sagesløse keeper Martin Kongsager, der ellers stod en rigtig god debutkamp.

I slutfasen prøvede vi at skabe noget ravage, og det gav faktisk en scoring blot to minutter før tid. Eller… målet blev ikke dømt. Et godt “riv” udefra af Christian Andreas Hansen tog undersiden af overliggeren og bolden sprang – efter min klare overbevisning – ind over stregen inden den kom ud i spil igen. Jeg kiggede med det samme ud på linjedommeren, men han havde ikke en kina-mands chance for at nå på linje for at kunne vurdere situationen… og dommerens fløjte forblev tavs. Og tavshed prægede også omklædningsrummet efterfølgende. Jeg var (heldigvis) ikke den eneste hængemule.

Klik på billederne under artiklen for at se dem i stor størrelse.