Specialskolen Drive afholder også Skole OL

Der var OL-medaljer til alle deltagere, da skolen Drive afholdte Skole OL - PR-Foto: Billund Kommune

Skole OL er for alle børn – også dem med særlige behov. Derfor har børn fra det specialpædagogiske tilbud, Drive, i Billund i dag afholdt OL i børnehøjde. Helt på børnenes præmisser og i deres vante omgivelser

 

Der er ikke mange, der kan være i tvivl om, at der er Skole OL i Travbyen i øjeblikket. Byen – og især Travbyen – emmer af liv og glade dage. Men nogle børn med særlige behov og diagnoser kan have svært ved at rumme en dag, der er vendt helt på hovedet og at skulle forholde sig til tusindvis af andre børn. Men derfor skal de selvfølgelig ikke snydes for en OL-oplevelse alligevel.

Derfor er Skole OL i dag rykket til skolen Drive i Billund, hvor børnene dystede i fem aktiviteter, som de selv igennem et stykke tid har været med til at beslutte og stille op på skolens parkeringsplads. OL-disciplinerne er i dagens anledning kartoffelløb, roning, speedbounce, bowling og ringridning i mooncar. Og fuldstændig ligesom til Skole OL i Travbyen, så er der selvfølgelig medaljer til dagens OL-atleter.

Kristian spillede på tromme til indmarch på skolen Drive – PR-Foto: Billund Kommune

Struktur er vigtigt

OL-programmet fulgte det normale dagsprogram, og startede efter formiddagspausen og sluttede til frokostpausen. For struktur og rutiner er vigtige for denne gruppe af børn. Ifølge skoleleder, Dorthe Ulstrup, er børnene også blevet forberedt grundigt på dagen:

”Vi har inddraget børnene i processen og talt meget om, hvad der skulle ske. Vi arbejder helhedsorienteret med fokus på involvering. Derfor har børnene for eksempel selv bygget galgen til ringridning. Så ved de også præcis, hvad dagen byder på. Alligevel har vi en plan B for hver enkelt elev. Plan A er selvfølgelig Skole OL, men hver elev ved, hvad de skal gøre, og hvilken voksen de skal gå til, hvis de ikke kan være i det alligevel,” forklarer Dorthe Ulstrup og understreger, at det betyder rigtig meget for børnene og for skolen, at de også får lov at mærke OL-suset og glæden ved bevægelse og fællesskab:

”Vi er simpelthen så glade for at kunne deltage, og vi er imponerede over, at vi får stillet udstyr, merchandise og medaljer til rådighed fra Billund Kommune og Skole OL. Vi har haft en rigtig god dag i dag og vi har allerede meldt os til igen næste år.”

 

Kristian spillede på tromme for 2000 børn

Én af skolens i alt 20 elever er Kristian, som under Skole OL har haft en helt særlig rolle. Han spiller nemlig tromme i LEGOLAND Garden, og var i går ude med hele Garden til det store Skole-OL i Travbyen for at spille for de 2000 børn, der deltog på olympiadens 2. dag.

”Det var lidt overvældende med så mange mennesker, men det var også fedt at spille derude og se kronprinsen,” fortæller han.

I dag har Kristian igen spillet, denne gang som solo-tromme til indmarch for Drive-skolebørnene.

”Det var lidt sjovere at spille her i dag, fordi jeg måtte spille lige, hvad jeg havde lyst til – og så var det også rarere, at der ikke var så mange mennesker.”

Skole OL på Drive var ikke kun en fed oplevelse for Kristian, der i øvrigt viste sig at have et kæmpe talent for kartoffelløb. Over hele linjen var der begejstring og jubel, når der var strike eller spyddet fangede ringen. Enkelte børn måtte tage en pause eller to fra strabadserne, men den slags er der heldigvis plads til på Drive.

Sved på panden og store smil til Skole OL på skolen Drive – PR-Foto: Billund Kommune

Drive School of Motivation er en dagbehandlingsskole for elever fra 0.-10. klasse, der har specialpædagogiske behov. Børnene, der går på skolen Drive i Billund, har særlige behov og kan have diagnoser som autisme og ADHD. Drive leder efter motivationen hos den enkelte og tilbyder individuelt tilrettelagt undervisning