Af Louis Bülow
Der skydes ikke kvinder i Danmark – blev oprindeligt bragt her på Netavisen Grindsted den 8. marts 2022 – og nu genudgivet.
Vi skruer tid og sted 75 år tilbage til torsdag den 4. september 1947, til en lummer fængselscelle i Arresthuset på Vester Allé i Aarhus. Den september skulle blive den varmeste måned i mands minde, hvor temperaturen midt i måneden fik sneget sig op på 31,6 grader.
Grethe Bartram – Kilde: Besættelsesmuseet Aarhus
Storstikker
I sin celle havde den 23-årige storstikker Grethe Bartram netop fået overbragt meddelelsen om, at Højesteret havde stadfæstet dødsdommen over hende fra Aarhus Kriminalret i oktober 1946 og Vestre Landsret i februar 1947.
Grethe Bartram var forberedt på en stadfæstelse og tog nyheden med ophøjet ro. Jeg er ganske ligeglad med, om I dømmer mig til døden. Der skydes ikke kvinder i Danmark, var hendes umiddelbare reaktion.
Med politiets velsignelse havde den unge pige fået tilladelse til at have et radioapparat i sin celle, og nu satte hun sig på briksen med nymodens øreklapper for at lytte til Pressens Radioavis. Senere ville hun få dødsdommen forkyndt i fængselscellen, når udskriften fra Højesteret forelå.
Det viste sig, at mildere politisk vinde havde fået Højesteret til at vakle: tre ud af elleve dommere havde voteret for at ændre dødsdommen til livsvarigt fængsel.
Dommen gengav til Grethe Bartrams store fortrydelse Retslægerådets erklæring af 15. juni 1946, der sammenfattede, at hun var ”en amoralsk, selvhævdende psykopat med en vis følelseskulde og med mytomane tilbøjeligheder.”
Henrettede ikke kvinder
Her i landet havde man ikke henrettet kvinder siden den 21. december 1861, da den 32-årige Ane Cathrine Andersdatter blev halshugget på Rødovre Mark for at have myrdet sine tre nyfødte børn, født uden for ægteskab.
Grethe Bartram ansøgte da også om benådning men undgik ene og alene at blive henrettet, fordi Justitsministeriet anlagde det princip, at man ikke kunne henrette en kvinde i Danmark.
Rigsadvokaten meddelte, at han ikke ville modsætte sig en benådning, da det drejede sig om en kvinde, ”hvis henrettelse også for de tjenestemænd, der skal medvirke ved henrettelsen, må blive af en særlig ubehagelig karakter.”
I sin redegørelse om benådningen støttede justitsminister Niels Busch-Jensen sig til Rigsadvokatens bemærkning. Han fremhævede i december 1947, at ”det er i dette Spørgsmaal hos de fleste Mennesker, det mere følelsesbetonede Moment, der spiller ind. Over for en Kvinde maa naade gaa for Ret.”
Grethe Bartram – Kilde: Besættelsesmuseet Aarhus
Troede selv hun ville få dødsdom
Selv havde Grethe Bartram allerede tidligt givet udtryk for, at hun nok ville blive dødsdømt ved de tre retsinstanser men ikke henrettet – netop fordi hun var kvinde …
Måske også en af forklaringerne på, at hun så ihærdigt havde presset på for at få ordnet sine tænder og anskaffet nye briller. I det hele taget virkede hun udadtil ganske uberørt og fuld af fortrøstning til fremtiden.
Der blev således i Aarhus Kriminalret fremlagt en erklæring fra Sindssygehospitalet i Aarhus:”Med Hensyn til Fremtiden, saa tænker hun sig nok Muligheden af en Dødsstraf, men hun regner dog med, at man her i Landet ikke vil henrette en Kvinde. Saa slipper hun vel ud om 12 Aar.”
Grethe Bartrams forudsigelse skulle næsten komme til at holde stik …
Under det massive retsopgør efter krigen blev der iflg. historikeren Henrik Skov Kristensen dømt 12.877 mænd og 644 kvinder. Af disse blev 101 mænd og 2 kvinder dømt til døden. Kun 46 dødsdomme blev eksekverede, og de dømte – alle mænd – blev henrettet ved skydning. De to kvinder fik begge ændret dødsdommen til livsvarigt fængsel.
Retssagerne gav dengang genlyd over hele landet, ryddede alle nyhedsflader og trak de helt store overskrifter. Aarhus Stiftstidende skrev Stadig pyntesyg og satte fokus på Grethe Bartrams elegant plukkede Øjenbryn og betroede sine læsere:”Tidligere har hun altid haft højt opsat Haar, men i Dag har hun Englefrisure. Over en rød Jumper bar hun en elegant Spencerkjole. Desuden hvide Swingstrømper og sorte Sko.”
Avisen kunne fortælle, at hun med særlig stor interesse fulgte med, når kvinder satte sig tilrette i vidneskranken:”Ikke hvad de sagde, men hvad de havde paa. Hun studerede deres Hatte, Frakker og Tasker med sultne blikke.”
Livsvarigt fængsel
Ændringen af dødsdommen til livsvarigt fængsel og den senere løsladelse medførte en følelsesladet debat om retfærdighed og ligestilling. 41 af hendes ofre skrev et åbent brev til Folketinget:
“Den sum af lidelser, det hav af taarer, som enker og faderløse har grædt – og græder endnu – kan ikke maales, de lidelser, som kz-fanger var ude for, til de blev indhentet af døden eller mærket for livet kom hjem, kan ikke loddes. Ingen enkelt stikker i dette land har været skyld i saa meget sorg og saa mange lidelser som Grethe Bartram. Med en kynisme og raahed uden sidestykke blev ca. 70 kvinder og mænd hendes ofre alene i Aarhus. 15 vendte ikke hjem …”
Blev benådet
Næsten på 10-årsdagen for den første dødsdom blev Grethe Bartram benådet og løsladt fra Horserød. Hun rejste i oktober 1956 til Vessigebro i Sverige, hvor hun igennem seks årtier levede en stille og tilbagetrukken tilværelse.
Hun fik etableret en blomstrende handelsvirksomhed, og via handel med sportsartikler, energi og elkraft skabte hun sig efterhånden en millionformue. Men bag den tilforladelige facade med sirligt opsat hår og guldindfattede briller skjulte sig den grufulde og skræmmende fortid som storstikker for Gestapo.
Efternavnet Thomsen tog hun efter sin mand Frode Thomsen, som hun stak til Gestapo. Han begik senere selvmord.
Blandt hendes mange ofre var broren Kristian Bartram og vennen Otto Christensen. Otto havde taget hendes lille søn i pleje, men hun viste ingen nåde – han blev taget af Gestapo den 6. juni 1944. Efter ubeskrivelig tortur forsøgte han at tage sit eget liv i fængslet.
Den selvsamme 6. juni blev en hel Aarhus-familie stukket af Grethe Bartram. Modstandsmanden Thorvald Hansen blev deporteret til KZ-Neuengamme, hvor han bukkede under i februar 1945. Også hans to sønner Preben, 19 år, og Ib, 16 år, havnede i KZ-lejre – kun Preben overlevede.
I januar 2017 fandt historien om Grethe Bartram sin afslutning, da den 92-årige pensionist Maren Margrethe Thomsen stille sov ind på et plejehjem i Vessigebro.
