Af Carsten Sander Christensen
Spøgelser på godser og slotte i området og lidt om spøgeri i kulturhistorien
Spøgeri er ikke noget nymodens fænomen. Ligesom f.eks. UFO-observationer er det. Det har såmænd spøgt i flere tusinde år. Lige fra det antikke Grækenland og til den i dag. Spøgeri opfattes normalt som et overnaturligt fænomen, hvor personer ikke kan finde gravfred. Og det kan der jo så være flere årsager til. Her på egnen var det især kirkegårdsspøgelser, der huserede, men gik man en aftentur i området ja så mødte man gengangere, genfærd, arme sjæle og i sjældnere tilfælde dødninge. Det sidste var revitaliserede lig, der endnu ikke helt havde sluppet taget i den jordiske verden. Det var den afdøde mor, der lå på kirkegården, som pludselig befandt sig i dagligstuen, hvor hun ammede sit spædbarn; det var en person der var gået i mosen og som pludselig greb fat i nattevandreren og forlangte at blive begravet i indviet jord eller en afdød der skulle suge blod for stadig at være en dødning. Varulven eller vampyren kommer i spil her.
Nu er emnet jo spøgerier, spøgelser og andre gestalter på godser og herregårde i området. Det er dog lige værd at bide mærke fakta om spøgelser: de hvidtågede spøgelser var rare, hjælpsomme ja måske ligefrem elskværdige; de grå eller letmørke af slagsen var ikke gode og de sorttågede spøgelser var onde og direkte ubehøvlede.
Privatfoto
De lokale herregårde
Som bekendt var der tre godser her i den nuværende Billund Kommune og det var Juellingsholm ved Sdr. Omme, Urup Herregård ude ved mosen i den vestre ende af pastoratet og endelig Donslund lidt syd for Hejnsvig. Deciderede spøgelseshistorier er ikke at finde. En årsag til det kunne være, at disse godser mistede pusten og drejede nøglerne om i 1500-tallet og 1600-tallet. Herude på heden har man nok ikke skrevet alt ned, ligesom utallige hedebrande ganske givet har adskillige dokumenter på samvittigheden. Ergo må læseren nøjes med en gestalt fra Juellingsholm Mølle.
I 1600-tallet lod fruen til Juellingsholm gods, Anna Grubbe, mølle og møllehus flytte fra Møbjerg området til deres nuværende placering. Træ var jo en mangelvare og da Sdr. Omme Kirke alligevel var under hendes jurisdiktion, ja så lod hun det nye møllehus opføre af det meget stærke egebindingsværk som var brugt i byggerit af en slags forhal til den lokale kirke. Og herefter var Anna Grubbe hjemsøgt af et spøgelse. Og det må have været sorttåget – altså gestalten. Fru Grubbe måtte gøre noget drastisk, for det ubehøvlede spøgelse var her og der og alle vegne. Hun byggede i en rasende fart tårnet på Sdr. Omme Kirke. Og så blev de ro på Juellingsholm. Spøgelset måtte have været bygmesteren til forhallen, konkluderede man herefter på egnen.
Engelsholm
På Engelsholm fik spøgeriet helt nye dimensioner i 1943. Nogle af højskolens kursister havde set en mørk skikkelse med en lang skødefrakke og bredskygget hat gå rundt i slottets kælder. Og senere bøjede han sig indover eleverne og stirrede på dem med et blik der gik gennem marv og ben. Vejle Amts Folkeblad var på pletten og skrev en del om fænomenet. I de følgende år blev skikkelsen observeret i andre dele af slottet. Man konkluderede ud fra signalementet, at det var den tidligere i ejer i slutningen af 1500-tallet, Erik Lange. Læsere der har læst flere klummer, ville kunne huske, at Erik lange var alkymist, sygelig besat af penge og i konstant gæld til omverdenen.
Eksperter i spøgeri og spøgelser var uenige i denne konklusion. Skødefrakker og bredskyggede hatte kom først på mode i slutningen af 1600-tallet. Erik Langes mæcen, Knud Brahe (Tycho Brahes bror) endte også som spøgelse i tårnkammeret. Årsagen var ægteskabet med Margrethe Lange, der var temmelig ulden i kanten. Ergo hentede djævlen Knud Brahe, da han stillede træskoene. Knud Brahe var temmelig knotten over den skæbne, så ved nattetide larmede han rundt på hele slottet. Ja hans endeligt var vel nærmest at blive en lille poltergejst.
Endrupholm og Lunderup Gods
Endrupholm ved Bramming og Lunderup Gods ved Varde var i 1700-tallet ejet af Stephen Ehrenfeld, ja egentlig hed han Nielsen, men han blev adlet af kronen. Han døde i 1741. Ehrenfeld var ikke særligt afholdt af sine fæstebønder eller af egnens øvrige borgere. Fæstebønderne kørte han med en fast hånd og franarrede dem megen af deres jord. Mens han levede, var han urørlig på grund af rigdom og magt, men da han døde, var han dømt til nat efter nat at vandre rundt som gestalt på det franarrede jord. Men det var ikke kun Ehrenfeld, der var på markerne ved Lunderup og Endrupholm. Også Endrupholms skytte, Krag, red rundt på jorderne. Hvad skyttens ugerning var vides ikke, men grum det var han. Han red om natten på en kulsort ganger omgivet af kulsorte hunde med gloende tunger. Et menneske kom en nat i karambolage med spølset og han døde kort efter. Krag var død, da hesten smed ham af et stykke fra Endrupholm, og søgte måske efter gravfred.
Bramming Hovedgård
På Bramming Hovedgård var det en virkelig grov historie. Da den daværende ejer Kaj Lykke døde i 1699, blev hans hoved i bogstaveligste forstand skilt fra kroppen. Og denne hovedskal ville den tidligere godsejer grumme gerne have igen, således at den kunne forenes med resten Kaj Lykkes lig, der ligger på kirkegården ved Bramming Kirke. Ergo vandrede Kaj Lykke rundt på hele godset. Ja faktisk var Kaj Lykke blevet ”henrettet in effigie” i 1661. En dukke af Kaj Lykke blev brændt i København i overværelse af Frederik 3 og dronning Sophie Amalie. Dronningen og Kaj Lykke var røget i totterne på hinanden. Herefter henrettelsen – en ydmygelse af Kaj der ville noget. Og da han ved hjemkomsten i 1685 (Han måtte leve adskillige år i eksil i Sverige) til Bramming Hovedgård lod dette gå hårdhændet ud over de lokale bønder, ja så måtte Kaj Lykke jo ende som et spøgelse. Fun fact: I midten af 1800-tallet ankom en medicinstuderende fra Københavns Universitet til Bramming Kirkegård for at undersøge Kaj Lykkes lig og han tog simpelthen hovedskallen med tilbage til instituttet i København.
Sønderskov
Vi slutter af ved Sønderskov Slot lidt syd for Brørup. Hvor en hvid jomfru hvimsede over gårdspladsen og ind i kostalden. Til stor irritation for slottets ladefoged og den lokale røgter. Alt det renderi og uro hos køerne ved nattetide. En nat satte ladefogden sig for at skyde gengangeren, men geværet var som forhekset. Næste nat var det røgterens tur. Han lå i en bås inde i kostalden. Pludselig det lyst som ved højlys dag og køerne vågnede op. Den hvide jomfru rakte hånden ud til den skrælslagne røgter som rakte en stang til hende. Så forsvandt hun. Dagen efter gravede slottets ansatte stenpikningen op i den bås røgteren havde gemt sig i. Her fandt man skelettet af dødt spædbarn. Siden har der ikke været nogen hvid jomfru på Sønderskov Slot.
