Har du set de gule ænder ?

Gul andFoto: Marianne Thorø

Af Marianne Thorø

Rundt omkring i bybilledet og offentligt tilgængelige steder indendørs, kan du for tiden spotte en lille gul and. Den har et ganske særligt formål.

De små gule ænder skal nemlig gøre opmærksom på Organdonationsdagen på lørdag, og det er Cystisk Fibrose Foreningen der står bag tiltaget.

– Det er vore mange fantastiske frivillige, der kreerer de små gule ænder – de kan være hæklede, strikkede, syede, formet i ler, filtede, klippeklistrede, malet på sten eller noget helt ottende – og sætter et lille skilt på, hvor der står et budskab om at tage stilling til organdonation, hedder det i en pressemeddelelse.

Lokalt er det Elsa Strandkvist fra Grindsted, der har hæklet de gule ænder, der kan findes hist og pist. For hende er Cystisk Fibrose Foreningen pludselig blevet aktuel:

– Mit lille barnebarn har fået konstateret sygdommen, så vi har fået det tæt inde på livet, siger Elsa Strandkvist om baggrunden for at hun har brugt tid på at hækle de små gule ænder.

Organdonationsdagen på lørdag har ganske enkelt til formål at få flere til at tage stilling til Organdonation. Det kan blandt andet ske via dette link.