Billund Kommune stiller skarpt på fælles løsninger under COP28

Borgmester Stephanie Storbank (V) - Foto: René Lind Gammelmark

Billund Kommunes borgmester Stephanie Storbank deltager i starten af december i årets klimatopmøde, COP28 i Dubai, som i år for første gang også omfatter et topmøde for borgmestre og andre lokale ledere

Sammen med nogle få andre borgmestre fra Danmark og andre lande er Stephanie Storbank inviteret med for at sætte fokus på det lokale lederskabs betydning for at finde løsninger på klimakrisen og gøre opmærksom på vigtigheden i, at vi inddrager børn og unge, når vi planlægger fremtiden.

For ifølge borgmesteren tilhører fremtiden vores børn og unge. Derfor er hun optaget af at lytte til dem og stille en platform til rådighed, så de kan give deres kompetente svar på de problemer og udfordringer, vi tumler med i den store verden.

På dagsordenen for det ”lokale klimatopmøde” er Danmark foregangsland som det hidtil eneste land i verden, hvor samtlige kommuner har taget ansvar for at lave lokale klimaplaner. Det lokale ejerskab er unikt sammenlignet med de øvrige lande, og borgmesterens budskab til COP28 vil blandt andet være, at vi ikke når i mål med lokale løsninger alene. Der er brug for fælles løsninger på tværs af landegrænserne, og det gælder særligt inden for international transport, hvor borgmesteren blandt andet fremhæver luftfart.

Billund er hjemkommune for Vestdanmarks største lufthavn, og vi er stolte af, at vi hver eneste dag forbinder rejsende til og fra Danmark. Samtidig er vi opmærksom på, at udledningen af klimagasser ikke skelner mellem landegrænser. Derfor er det også vigtigt, at vi tænker på tværs og finder internationale løsninger. Jeg ser frem til dialogen med mine kollegaer fordelt over hele verden, så vi sammen kan danne fælles front og finde internationale løsninger på de internationale problemstillinger,” siger Stephanie Storbank, borgmester i Billund Kommune.

Transportsektoren udleder klimagasser svarende til 16 procent af Billund Kommunes udledninger. Af dem er 99 procent knyttet til vejtransport og under én procent til flytrafik. Så selvom udledningerne fra flyvninger til og fra Danmark ikke belaster kommunen, er borgmesteren optaget af at tage ansvar for den påvirkning, som det har på resten af verden, at kommunen huser en international lufthavn.

Vi skal tage ansvar for at bidrage til en bæredygtig fremtid for vores børn. Det skal vi, fordi vores børn skal opleve en kommune og en verden, hvor vi ikke overudnytter ressourcerne. Med Klimaplanen har vi aftalt en målsætning om at være klimaneutrale i 2050. Og vi når ikke i mål alene – det gør vi kun gennem et målrettet samarbejde med andre aktører. Det er også baggrunden for, at vi sammen med bl.a. Billund Lufthavn deltager som aktiv part i Triangle Energy Alliance, hvor vi for eksempel undersøger potentialet for at bidrage til omstillingen af flytransporten,” udtaler Stephanie Storbank.

Vært for borgmestrenes deltagelse i COP28 er Bloomberg Philanthropies, som sammen med De Forenede Arabiske Emiraters COP28-formandskab vil bringe klimaledere sammen på tværs af fire kernetemaer:

  • Finansiering af lokal klimahandling
  • Integration af lokale bidrag i globale klimamål
  • Højere tempo i den lokale energiomstilling

Styrke lokal modstandsdygtighed og klimatilpasning