Bag hegnet i Sdr.Omme – foredrag med Henrik K. Pedersen

Arkivfoto: René Lind Gammelmark

Af Ingolf Kjær-Sørensen

 

Bag hegnet i Sdr. Omme – foredrag med Henrik K. Pedersen

Den 20. februar 2024 var der et spændende møde i Grindsted Y’s Men’s Klub i Kirkehuset, hvor Henrik K. Pedersen fra det åbne fængsel i Sdr. Omme kom og fortalte om stedet. Henrik K. Pedersen har været ansat i fængslet i 5 år med ansvar for landbrugsdelen, hvor nogle af de indsatte bl.a. hjælper til. Han fortalte bl.a., at det kan være lidt af en udfordring at få de indsatte med forskellige baggrunde involveret i arbejdet, der skal udføres i marken året rundt.

Blev indviet i 1933

Fængslet i Sdr. Omme blev indviet i 1933 og ligger på et stort areal med landbrug, skovbrug, plantage og hede. Området er på 964 ha, hvoraf 465 ha er under plov. Ca. 350 ha er plantage, resten er hede, overdrev og læhegn. Den samlede bygningsmasse udgør for tiden 38.000 m2 under tag.

Fængslet har  ca. 100 stykker ammekvæg på området af racen Charolais. Man forsøger at krydse med andre racer i et forsøg på at få afkom, der er roligere end den rene Charolais race. Førhen var der en stor malkekvægs besætning på stedet, men det er man gået fra.

Der dyrkes forskellige kornsorter på markarealerne med salg for øje. Ærter og hestebønner er også forsøgt, men ikke med så stor held i sæson 2023. Desuden er der et pænt stykke græsareal til ammekøerne. Alle afgrøder dyrkes økologisk.

De indsatte har forskellige beskæftigelsesmuligheder

De indsatte kan være beskæftiget inden for forskellige områder som f.eks. køkken, værksted, bygningsvedligeholdelse og depot. Der er også mulighed for undervisning i forskellige fag samt behandling for stof- og alkoholmisbrug. Fængslet modtager mandlige dømte fra Storkøbenhavn og Jylland.

Et nyt fængsel er ved at blive bygget

Sdr. Omme Fængsel er et åbent fængsel, der i øjeblikket har plads til 222 indsatte. Det nye er, at man har på området påbegyndt byggeri af et nyt lukket fængsel med plads til 200 indsatte. Byggeriet forventes færdiggjort i 2025. Fængslet vil derefter være det største i Danmark.

Henrik K. Pedersen gav et indblik i, hvordan livet er bag hegnet i Sdr. Omme, både for de indsatte og for personalet. Han fortalte lidt om fængslets historie, organisering, arbejde, uddannelse, behandling og besøg.

Sdr. Omme fængsel har et køkken, hvor der laves mad til andre fængsler i landet. 

De indsatte får løn under afsoningen, og den indsatte skal selv stå for madlavning. Nogle af de indsatte går sammen i små grupper for at lave mad til hinanden.

 

Regler og rutiner

Henrik K. Pedersen forklarede også, at fængslet har fokus på at forberede de indsatte til et liv uden kriminalitet, når de bliver løsladt. Derfor er der også regler og rutiner, som de indsatte skal overholde, samt mulighed for udgang og besøg under visse betingelser.

Han understregede, at fængslet er et sted, hvor der er plads til forskellighed, respekt, dialog og samarbejde, både blandt de indsatte og mellem de indsatte og personalet.

Mødet i Grindsted Y’s Men’s Klub var velbesøgt, og der var stor interesse og nysgerrighed for at høre om fængslet i Sdr. Omme. Henrik K. Pedersen svarede på mange spørgsmål fra publikum.

Mødet var en øjenåbner for mange, som fik et andet perspektiv på, hvad der foregår bag hegnet.