Kai’s Corner: Varde-Grindsted Jernbane – 3. del

Kai's Corner

Af Kai Bayer

Kai’s Corner: Varde-Grindsted Jernbane – 3. del

Pludselig kunne jeg høre, at et tog nærmede sig stationen. Ja, tog og tog – det viste sig at være banens skinnebus Sm 4 som nu rullede ind til perron. Og der var desværre ikke mange passagerer med den formiddag. Siden sidste besøg på banen havde jeg fået råd til bedre fotoudstyr, så jeg gik i gang med at fotografere baneområdet og blev i Grindsted den dag.

I dag fortryder jeg, at jeg aldrig fik snakket med medarbejderne på Varde-Grindsted banen og senere på DSB banen, men da jeg fotograferede på kryds og tværs af stationen – ofte midt ude på sporene, var jeg bange for at få at vide, at der måtte jeg ikke gå. Det ville være ærgerligt og voldsomt indskrænkende for mine fotomuligheder.

Og så springer jeg  lidt tilbage i tiden, for også i sommerferien 1971 gik turen til Grindsted. Det var lunt og behageligt og rigtig godt vejr til en vandring ud ad banen fra Grindsted til Eg.

Allerede lidt uden for baneområdet lå der et sidespor til en engros-virksomhed. Det var dengang Oceka – som jeg husker det – der havde et lager her, og de fik en del varer via jernbanen. På sin vis var banen også en nærbane – inden man fik opfundet det begreb – for ved Grønnegården lidt vest for den gamle Sdr. Omme landevej lå trinbræt Bygvænget, som sandsynligvis blev benyttet af beboere i den vestlige del af byen.

Varde-Grindsted Jernbane - 3. del

Sidespor ved Oceka i Grindsted – Foto: Kai Bayer

Varde-Grindsted Jernbane - 3. del

Trinbræt ved Bygvænget – Foto: Kai Bayer

Og så kom jeg ud af byen allerede lidt efter, og så gik banen ellers efter en snor ud i landskabet med karakteristiske læbælter til højre og venstre for banen. Jeg havde tjekket køreplanen ud på stationen i Grindsted, så kunne med sindsro gå midt mellem skinnerne. Jeg havde dog ikke tænkt på, at dagens enlige godstog ikke stod på køreplanen, men ved en ubevogtet overskæring lige før Loft kunne jeg høre et fløjt fra et tog. Det viste sig at være VaGJ M3, som var på vej mod Varde, og jeg nåede at komme ind på den anden side af banegrøften, da han passerede mig. Jeg hilste, og han hilste tilbage.

Så kom ”stationen” i Loft. Eller rettere sagt trinbræt Loft. Det så lidt forkomment ud, og ikke lige et sted, hvor mange stod på og af toget. Inde i venteskuret sad en køreplan, så man kunne se, hvornår, der kom tog. Og så var der ellers en stang med et drejeligt signal, som skulle stilles med pladen mod Grindsted/Eg, for så kunne togføreren se, at der passagerer at medtage.

Pludselig, midt ude på markerne nærmest, lå så næste stoppested. Eller det var faktisk bare en græsforhøjning og endnu et skilt, der kunne drejes mod toget. Det viste sig at være trinbræt Jerrig. Der var ikke spor af mennesker på stedet, og så øde som det lå, har det næppe været et indtægtsgivende sted for banen.

 

 

4. del af artikelserien om Varde-Grindsted Jernbane kan du læse her på Netavisen Grindsted den 26. marts 2024