Den 4. december er der “De ni læsninger” i Grindsted Kirke

PR-Foto

Kom i julestemning med de ni læsninger. Søndag den 4. december  fra kl. 19.30 til 21.00 holdes der en særlig musikgudstjeneste i Grindsted Kirke, der kan hjælpe julestemningen godt på vej. 

Udover musik er der ni læsninger undervejs i gudstjenesten, som er ’highlights’ fra Bibelen.

Traditionen med musikgudstjenesten de ni læsninger i adventstiden begyndte i England i 1918 i King College Chapel Cambridge. Traditionen er efterhånden godt udbredt i Danmark. I sammenligning med en almindelig søndagsgudstjeneste fylder musikken langt mere ved de ni læsninger.

”Musik er fantastisk til at skabe stemning. Man ser det blandt andet i film, hvor underlægningsmusik former stemningen undervejs. På samme måde er der særlige melodier, vi forbinder med december og jul. Derfor er de ni læsninger alletiders mulighed til at hjælpe julestemningen godt på vej,” fortæller Bjarke Friis, der er præst ved denne aftengudstjeneste.

Koret Vokalias medvirker under ledelse af dirigent Stig Møller foruden Grindsted Kirkes egen organist Jens Erik Rugager Kristensen. Undervejs er der ligeledes fællessange, som man kan være med til at synge julestemningen frem for sig selv.

Der er gratis adgang skriver Grindsted Sogn i en pressemeddelelse.