Sanders Historiske Hjørne: Grindsted Kost- og Realskole i året 1955, hverdagen og præliminæreksamen

Sanders Historiske Hjørne

Af Carsten Sander Christensen

 

Vejene snor sig, men tanken går lige

ret imod nord til et mindefyldt sted:

Grindsted med skolen. For os fortidens rige.

Fællesskabs hjem. – hjertet varmes derved.

 

Mange er vi, som ad snoede veje

Derfra fandt ud til en livsændret færd.

Stadig dog har vi åndelig eje

Dage, der minder – og binder os der.

 

(Muk og Jens Futtrup – 29/3 1955)

 

Lørdag den 25. juni 1955 af Grindsted Kost- og Realskole sin årsfest. Det havde de gjort tooghalvtreds tyve gange før. Skoleåret 1954/1955 var med andre ord skolens treoghalvtreds tyvende skoleår. Skolerektoren, Mogens Høirup holdt sin årlige tale ved translokation og skoleafslutningen om eftermiddagen i skolens daværende teatersal, bygningen der var nabo til Pizza House i Jernbanegade. Efter spisning og kaffebord sammesteds gik man i samlet trop til Tronsøen, hvor man overværede en bålafbrænding. Det følgende skoleår 1955/56 skulle begynde den 17. august. Samtidig det skoleår, der blev skolerektoren Mogens Høirups sidste, idet han døde i en alder af 49 år.

Grindsted Kost- og Realskole blev oprettet som privatskole i 1902. Omkring 1908 flyttede skolen ned i Jernbanegade og rektorboligen blev bygget i Skolegade. Siden 1917 med den helt ekstraordinære skolerektor, Jens Futtrup, i spidsen havde skolen haft ret til at dimittere til den såkaldte Almindelige Forberedelseseksamen (Præliminæreksamen). I årene 1917 til 1954 havde 1065 elever bestået denne eksamen ved skolen. Skoleåret 1954/55 var samtidig det sidste år med Præliminæreksamen, da den blev afløst af Realeksamenen. På Grindsted Kost- og Realskole kunne man tage eksamenen med fire fremmedsprog: engelsk, tysk. fransk og latin. Det var dog muligt at blive fritaget for de to sidstnævnte sprog.

Blandt lærerne fandt man ud over Mogens Høirup i historie, religion og sang, blandt flere Leo Stråsø Kjær i engelsk, tysk, fransk og fysik, Birthe Levin Hansen i geografi og naturhistorie, Randi Stendevad i engelsk, tysk, fransk og tegning, Olrik Jensen i gymnastik, sang, historie og naturhistorie, Niels Krogsgård i regning og matematik, Kåre Fog Brøns i regning, fysik og gymnastik, Christian Heller i religion og historie samt Gerda Sass i skrivning.

Skolens rektor Mogens Høirup (1907-1956) var søn af Ranum Seminariums forstander Christian Høirup, og læste selv til lærer. I 1942 overtog han sammen med sin kone Karen den private Grindsted Kost- og Realskole; i Grindsted kom han ind i modstandsarbejde som førte til hans arrestation af Gestapo den 6. oktober 1944, med efterfølgende fængselsophold på Staldgården i Kolding, i Frøslevlejren fra den 23. november og i Neuengamme’s udkommandoer Dessauer Ufer og Bullenhuser Damm fra 12. januar 1945. I april 1945 kom han med Folke Bernadottes hvide busser til Sverige, og den 17. maj vendte han hjem til Grindsted, hvor han genoptog arbejdet som skolebestyrer til sin død i 1956. Ved siden af sit skolearbejde skrev Mogens Høirup flere børnebøger.

Grindsted Kost- og Realskole var dels en skole for områdets børn og dels en kostskole for hele Danmark og 1930erne og 1940erne kom eleverne fra hele landet. Kostskoleeleverne skulle medbringe sengelinned (minimum tre sæt), håndklæder, støveklude, toiletrekvisitter og grejer til skopudsning. Alle medbragte genstande skulle mærkes elevens forbogstaver. Desuden skulle kostskoleeleven hver tredje uge sende vasketøj hjem til forældrene og havde pligt til en times arbejde dagligt i haven, med rengøring på skolen eller oprydning på fællesarealer. Grindsted Kost- og Realskoles lommepengeordning, hver lørdag blev der udbetalt 3 kr., skulle nøje overholdes af såvel alle elever som deres forældre. Alle elever skulle betale skolepenge for undervisningen på skolen. Det varierede alt efter hvilket klassetrin man gik på. I 1. realklasse (5. klasse) 276 kr. årligt, i 3. realklasse (7. klasse) 312 kr. og 5. realklasse (9. klasse) 372 kr. hertil kom brændselsudgifter 40 kr. årligt og 30 kr. til årlige eksamensafgifter.

På kostskolen var prisen for kost og ophold, lys og varme, lektiehjælp og inspektion var 2.100 kr. om året. Man kunne betale 210 kr. á 10 rater. Ligesom der skulle betales 200 kr. i et depositum til dækning af elevens udgifter til bøger og andre materialer ved elevens ankomst til skolen ved skoleårets start.

Man blev vækket klokken 7 og efter oprydning og inspektion af værelset spiste man morgenmad klokken 7.45. Fra klokken 8 til 14 var der skoledag. Klokken 18 var der aftensmad, hvor eleverne indtog maden med Mogens Høirup og hans kone samt dele af lærerstaben. Herefter måtte kosteleverne ikke forlade skolens areal. Lyset blev slukket for 5. til 7. klasse klokken 21 og 8. og 9. klasse klokken 22.

Hvert år blev der afholdt cykelistprøver, hvor man ved bestået prøve modtog justitsministeriets færdselsdiplom samt en færdselsnål. Sportsstævnet i Varde, hvor alle elever deltog samt sangkoret med korleder og lærer Solveig Brink Nielsen var andre adspredelser i løbet af skoleåret. Desuden var det årlige lejrskoleophold en tilbagevendende begivenhed. Lejrskolen lå nær Viborg ved Hald Sø i et meget naturskønt område. Her havde man blandt udflugter til Viborg, jættestuerne i Tjele, Hald ruin, skoven ved Hald Ege samt Hjerl Hede.

Sluttelig skal det nævnes, at skolen havde tilknyttet en skolelæge, Alice Zinn, som jævnligt kontrollerede elevernes sundhedstilstand, hvor deres ernæringstilstand, vækstforhold og almene helbredstilstand blev undersøgt. I 1955 indførte Danmark, som det andet land i verden, vaccine mod børnepolio. Polio, også kendt som børnelammelse, er en akut virusinfektion som kan medføre varige og invaliderende lammelser. Polio var frem til midten af 1950’erne en almindelig og frygtet sygdom i Danmark. Især 1950’erne var præget af meget store polioepidemier i Danmark, og der er stadig patienter, der plages af senfølger efter de lammelser, de fik dengang, hvor de blev smittet som store børn eller unge voksne. Skolen tilbød gratis vacciner til alle elever.

Kantinen på Grindsted Privatskole fra 2010 – Foto: :Billund Kommunes Museer